23 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, dis, 10 °C

Amnesty kræver fanger i Vestsahara løsladt

Amnesty kræver fanger i Vestsahara løsladt

I Vestsahara bliver politiske fanger dagligt udsat for systematisk tortur, chikane, medicinsk omsorgssvigt og anden grov behandling.

Amnesty International og tre andre menneskerettighedsorganisationer kræver 21 fanger fra det besatte Vestsahara løsladt. Fangerne blev idømt lange fængselsstraffe ved en marokkansk militærdomstol i 2013, selvom de efter eget udsagn er uskyldige og er blevet udsat for tortur.

Fangerne blev dømt udelukkende på tilståelser, som de gav under tortur. Efterfølgende har de trukket disse tilståelser tilbage. 

"De marokkanske myndigheder bør befri alle 21 fanger, som afsoner lange fængselsdomme fra protester i 2010 i Vestsahara, eller give dem en fair retssag og undersøge alle anklager om tortur", skriver Amnesty International i en udtalelse, der også er underskrevet af Human Rights Watch, Action by Christians for the Abolition of Torture, og Saharawi Association of Victims of Grave Human Rights Violations.

I udtalelsen fortæller de fire organisationer om, hvordan fangerne blev dømt, udelukkende på tilståelser som de gav under tortur, og hvordan de efterfølgende har trukket disse tilståelser tilbage. De blev alle idømt fængselsstraffe på mellem 20 år og livstid, for angiveligt at have dræbt medlemmer af den marokkanske besættelsesmagts sikkerhedsstyrker i Vestsahara.

Kæmper for frihed

En af de 21 fanger hedder Sidahmed Lemjayed. Han er 56 år gammel og præsident for CSPRON, en organisation der forsøger at dokumentere og sætte fokus på den ulovlige marokkanske udplyndring og overfiskeri af Vestsaharas fiskebestande. 

Lemjayed sidder i fængsel på livstid, ifølge ham selv fordi han som aktivist kæmper for Vestsaharas frihed og uafhængighed fra Marokko. Han har været arresteret flere gange tidligere for at have krævet uafhængighed for Vestsahara.

Han var en af arrangørerne af Gdeim Izik-protestlejren, hvor cirka 15.000 mennesker protesterede imod den marokkanske besættelse af Vestsahara og de menneskerettighedsovertrædelser og den diskrimination af landets oprindelige befolkning, som er en følge af besættelsen. Marokkanske sikkerhedsstyrker angreb og opløste lejren med vandkanoner, tåregas og skydevåben.

Tortur og mishandling hver dag

Ifølge en rapport fra CSPRON, der blev udgivet tidligere på året, bliver politiske fanger som Sidahmed Lemjayed "dagligt udsat for systematisk tortur og anden mishandling, chikane, medicinsk omsorgssvigt og anden grov behandling", en tendens som FN’s specialrapportør for tortur Juan Mendez i 2013 beskrev som et "systematisk mønster af tortur og mishandling" og som også Amnesty har beskrevet indgående.

Ifølge rapporten har Sidahmed Lemjayed pådraget sig en række lidelser som følge af behandlingen af ham i det berygtede Salé-fængsel i Rabat, herunder smerter i leveren, ryggen, det ene øje og fødderne.

Vestsahara er Afrikas sidste koloni. Landet har været besat af Marokko siden 1975, til trods for at den International Domstol samme år afviste Marokkos krav på Vestsahara, og selvom international lov, og utallige FN-resolutioner, kræver en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold, hvor uafhængighed fra den marokkanske besættelsesmagt er en af mulighederne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. dec. 2015 - 09:55   16. dec. 2015 - 10:00

Læserbrev

af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt