22 Jan 2021  

KBH: Overskyet, 5 °C

Verden er væltet, nu er der håb

Nyt album fra Arne Würgler

Verden er væltet, nu er der håb

Alt er på høje tid, og naturen skriger under rovdriften. Lyt til de unges protester. Lyt til Arne Würglers 12 nye sange, der kom ud af mørket sammen med håbet, mens han isolerede sig imod covid-19 i sit sommerhus.

FOTO: Tobias Plass
1 af 1

I syv år har han ikke udgivet et album, og så pludselig vrider han et album ud med 12 sange og med titlen "Huset brænder". Sanger og musiker Arne Würgler er 77 år gammel. Noget må være på høje tid. Alt er på høje tid.

Den gamle aktivist fra 70’erne sparker os elegant i sofaen. Stop jammer og opgivenhed: Det er nu eller aldrig. Se på de unge, lyt til de unge.

Tallene syv og 12 lyder som i et eventyr, men det er den uhyggelige fortælling om verden, der brænder – verden, der vælter ved menneskers rovdrift. Skal livet ende her?

"Hvad andet kan man gøre i disse tider end at forbinde sig med tingene og naturen omkring sig og skrive sine sange. Det er en grundlæggende kilde til stor meningsfuldhed i mit eget liv", siger Arne Würgler om sit nye album.

Würgler har altid været klar på barrikaderne med sin sang og sin guitar for freden, for EU-modstanden, og da de offentligt ansatte kæmpede for OK-18.

En hel poetisk fortælling

Würglers tekster er ikke spredte iagttagelser eller tør konstatering, men en sammenhængende fortælling. Lytteren må igennem hele albummet. Igennem hele den poesi, der risler gennem Würglers digte om naturen, dens vidundere og formåen. Høre dens gispen efter at overleve, og dermed også menneskets gispen efter at overleve.

De mange dystre vers i titelsangen "Husets brænder", bliver afløst af disse linjer:

Det for sent at græde
over alt det vi ku li
Der er ingen trøst at hente
når alt er forbi

Hvor snildt skrevet. Den gamle aktivist fra 70’erne sparker os elegant i sofaen. Stop jammer og opgivenhed: Det er nu eller aldrig. Se på de unge, lyt til de unge.

En hilsen til de unge aktivister

Som en hilsen fra en gammel aktivist til den ungdom, der nu dropper undervisningen for at gå på gaden og råbe op for klimaets fremtid, lyder sangen "Hvad kan vi gøre". En lidt kedelig sangtitel, men tag ikke fejl af indholdet:

Hvad kan vi gøre
råber børnene
Træerne brænder
Vores ilt forsvinder
Hvad kan vi gøre

Würglers egen ungdomstid i 60’erne med politiske sange til støtte for ungdommens kampe skinner igennem i samme sang:

Hvad kan vi gøre
Håbe på kan ske
Oprør mod de få
der ikke vil forstå
Hvad kan vi gøre

Meget beskedent skriver digteren selv på sin Facebookside om sit album "Huset brænder":

"Sangene er ikke fantastiske, ikke unikke, ja, de er sådan set bare noget, en gammel hvidhåret i isolation lå og tænkte det mørke forår 2020, året vores verden væltede".

Sangene og håbet kom ud af mørket

Søvnløsheden er for Arne en velkendt følgesvend og fulgte med ud i sommerhuset, hvor han opholdt sig i lang tid for at undgå den dødelige virus, der har invaderet verden.

"I min nattevågne tilstand begyndte jeg at snakke med vinden. Den var ligesom jeg ensom og nedstemt. Talte om sin voksende uro og om en verden på vej væk fra den naturlige balance. Talte om en natur i oprør, forpint og udnyttet af menneskers vanvittige måde at leve og organisere sig på", skriver Würgler om sin inspirationen i mørket.

Musik der brænder for verden

Musikken er med til at løfte sangene og understøtte eftertænksomheden. Klangen af banjo kommer fra Sine Bach Rüttel, og guitar- og klaverspil leveres af Niels Tuxen, som også har spillet i Savage Rose. Tuxen har været på musikscenen mindst lige så mange år som Würgler.

Tuxen og Rüttel svinger godt sammen med Würgler, uanset om det er vesteuropæiske rytmer eller dansemusik fra latinamerika, som musikken på albummet er komponeret over.

En natur i oprør, forpint og udnyttet af menneskers vanvittige måde at leve og organisere sig på.
Arne Würgler

Allerede i slutningen af januar kommer "Huset Brænder" også på vinyl og CD fra forlaget Exlibris.

"Verden er væltet, nu er der håb", synger Würgler. Forhåbentlig skal vi ikke vente syv år på et nyt album.

Forhåbentlig kan vi snart komme til live-koncert med Würgler, Tuxen og Rüttel, fordi vi vil hinanden og en bedre verden. Alt er på høje tid, for "Huset brænder".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jan. 2021 - 12:20   12. jan. 2021 - 10:46

Musikanmeldelse

Karin Busk
Anmelder
Husets brænder
  • Huset brænder, 12 sange (november 2020)
  • Forlaget EXLIBRIS 
  • Sange og musik af Arne Würgler
  • Arne Würgler: sang, guitar, kontrabas
  • Sine Bach Rüttel: kor og banjo
  • Nils Tuxen: guitarer, mundharmonika, bongotrommer, gutter
  • Nils Vinding: flygel
  • Yasser Pino: kontrabas
  • Yohan Ramon: trommer
  • Ultimo januar udkommer Huset Brænder på vinyl og CD
Arne Würgler
  • Født den 30. oktober 1943 i København.
  • Gift med Åsa Didriksen og har tre voksne børn.
  • Klassisk-sproglig student og har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet.
  • Har studeret kontrabas hos Louis Oscar Hegner, men debuterede senere som jazzmusiker.
  • Fik for alvor sit folkelige gennembrud med pladen Europasange og siden sit mere end 30 år lange samarbejde med Benny Holst.
  • Står blandt andet bag venstrefløjsklassikere som Røde Wilfred og Du er mit indre marked, der blev nummer fire til Dansk Melodi Gran Prix i 1984.
  • Opstillede i 1989 og 1994 til folketingsvalgene for Enhedslisten og samme år for Folkebevægelsen mod EU til EU-parlamentet.
  • 1973-2007: Medstifter og formand for DJBFA (Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer – en fag- og brancheorganisation for sangskrivere og komponister).
  • Formand for KODA 1989-91, 1995-97 og 2001-2003.
  • KODA (Komponistrettigheder i Danmark) er en forening, der arbejder for at sikre musikskaberes rettigheder og betaling, når deres værker bliver spillet offentligt.