04 Aug 2020  

KBH: Let skyet, 17 °C

"Væren og intet" hurtigt fortalt

GUIDE

"Væren og intet" hurtigt fortalt

Jean-Paul Satre skrev i 1943 sit filosofiske hovedværk "Væren og intet". Med det kick-startede han den eksistentialistiske bevægelse i det 20. århundrede. Men hvad handler værket egentlig om? Filosofihistoriker Magnus Møller Ziegler giver dig et lynoverblik.

Sartres hovedværk "Væren og intet" beskriver mennesket som den dialektiske enhed af væren-i-sig og væren-for-sig - og derfor er mennesket frit til at definere sig selv, mener Sartre.
Sartres hovedværk "Væren og intet" beskriver mennesket som den dialektiske enhed af væren-i-sig og væren-for-sig - og derfor er mennesket frit til at definere sig selv, mener Sartre.

I år fejrer det officielle Danmark som bekendt 200-året for Søren Kierkegaards fødsel. Med sin bog Enten-Eller tog han i 1843 det første spadestik til det, er skulle blive den eksistentialistiske retning inden for filosofien i Europa.

Præcis 100 år senere, i 1943, udgav den dengang 38-årige Jean-Paul Sartre sit hovedværk Væren og intet. Han havde forinden fået succes med blandt andet romanen Kvalmen (1938) og novellesamlingen Muren (1939). I begge behandlede han temaer som angst og valg, og nu udgav den klassisk skolede Sartre så et værk, hvori han filosofisk begrundede sin behandling af disse temaer.

Dermed pustede han nyt liv i eksistentialismen og gav den et ateistisk og til dels værdimæssigt absurdistisk præg, der godt afspejlede sindsstemningen i efterkrigstidens Europa.

Arven fra Heidegger...

Selve værkets titel, "Væren og intet", er en homage til Sartres store læremester, Martin Heidegger. Han var rektor ved universitetet i den tyske by Freiburg, og hans hovedværk, der var udkommet i 1927, bar titlen Væren og tid. I sit værk tager Heidegger udgangspunkt i det, han kalder for værens-spørgsmålet. Det er meningsløst, siger han, at spørge, hvorfor eller hvordan mennesket er, før man har besvaret det helt centrale spørgsmål: Hvad er væren? Hvad vil det sige "at være"?

Heidegger var idealist. Han tog udgangspunkt i den fænomenologiske metode, som hans egen læremester, Edmund Husserl, havde udviklet. Kort sagt handler det om at tage udgangspunkt i en systematisk reflektion over og studie af bevidsthedens konstruktioner og fænomener.

Udtrykket "fænomenologi" var tidligere blevet formuleret i starten af 1800-tallet af den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel i hans første hovedværk, Åndens fænomenologi (1807). Heri undersøgte han det, han så som åndens gradvise dialektiske udvikling fra bevidsthed over selvbevidsthed og til den absolutte erkendelse.

Men det var altså Husserl, der er i det 20. århundrede populariserede "fænomenologien" som metode inden for europæisk filosofi, og det er – gennem Heidegger – hans udgave, Sartre i sit værk primært trækker på.

...og fra Hegel

Men Sartre var ikke blind for de fænomenologiske takter, der kom fra den gamle Hegel. I Væren og intet begynder han sin analyse med at se på begrebet om "intethed" som det, han kalder en negation til begrebet om væren. Sit begreb om væren henter han netop fra Heideggers strabadser – men teorierne om negation og intethed kommer han frem til gennem en analyse af Hegels samme.

Sartres pointe er netop, at "væren" og "intet" er to sider af samme sag. Indeholdt i begrebet om væren er også begrebet om intet, argumenterer han for. Netop den samme dialektiske pointe, som Hegel også kom frem til i løbet af sine mange værker – og som Marx til dels overtog, endskønt i en materialistisk form: at indeholdt i alle fænomener og begreber er uløseligt forbundne modsætninger.

Når vi bevæger os rundt i hverdagen, bliver vi konstant konfronteret med denne intethed. Når jeg skal mødes med Pierre på en café, argumenterer Sartre, og han ikke er der, optræder der i stedet en "ikke-Pierre" i min bevidsthed. Når jeg ser rundt i caféen og kigger efter Pierre, optræder de forskellige personer ikke som sig selv men derimod som ikke-Pierre eller negationen af Pierre. På den måde bliver intetheden noget virkeligt eksisterende i min bevidsthed, ikke bare som et fravær af Pierre men som noget, der faktisk optræder for mig i den måde, jeg ser verden.

Væren er ikke bare væren

Men væren er ikke bare væren, mener Sartre. Han overtager to begreber fra Hegels specielle begrebsapparat og taler i stedet om "væren-i-sig" og "væren-for-sig". Også Heidegger og Marx har talt om at være i sig. For Heidegger er væren-i-sig meget kort sagt modsætningen til konkret væren. Altså væren som begreb over for en konkret persons eksistens eller væren.

For Marx er væren-i-sig det samme som for Hegel, nemlig væren i overensstemmelse med sit væsen. Hos den idealistiske Hegel betyder det væren i overensstemmelse med den Absolutte Ånd. For materialisten Marx betyder det eksempelvis, at arbejderklassen er i-sig, når den har klassebevidsthed og er sig udbytningens natur og sin egen historiske rolle bevidst.

Ligesom Heidegger betegner Sartre også væren-i-sig som ubevidst væren eller simpelthen det at være til. En sten er for eksempel i-sig. Over for det står væren-for-sig, det som Heidegger kalder for "Dasein". Det er væren, der er interesseret i eller bevidst om sin egen væren. Disse to måder at være altså indbyrdes modstridende, men alligevel er mennesket det fænomen, der på dialektisk vis indeholder begge aspekter.

Essens og eksistens

Det kan alt sammen virke noget langhåret og speget og er det givetvis også. Men Sartre har alligevel en pointe med sine undersøgelser. Han vil for det første gerne vise, at der eksisterer fri vilje. Og for det andet vil han gerne demonstrere, at mennesket ikke har en forhåndsbestemt "natur" eller "væsen".

Hele Sartres projekt kan siges at (ubevidst) tage udgangspunkt i det, Marx og Engels i 1845 skriver i begyndelsen af Den tyske ideologi: "Den første forudsætning for al menneskehistorie er naturligvis eksistensen af levende menneskelige individer." Sartre vil vise, at mennesket må eksistere, inden det kan have en "essens" eller "natur".

Og selvom Sartres eksistentialistiske filosofi ender i noget både idealistisk og individualistisk og derfor er uforenelig med en marxistisk materialisme – så er det som sådan et ganske sympatisk projekt. Vi er ikke skabt på forhånd af en eller anden skabergud. Det er mennesket selv, der er i verden, og skaber sin historie og sit liv.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. maj. 2013 - 13:30   07. jul. 2015 - 15:43

Filosofi

Magnus Møller Ziegler
Filosofihistoriker og kommunist

Uddannet filosofihistoriker fra Københavns Universitet med fokus på Hegel, Marx og forbindelserne mellem dem. Fra 2009-2014 tilknyttet Arbejderen i forskellige roller med særligt fokus på analyse, marxistisk teori og film. Medlem af Kommunistisk Parti.

>> Twitter

mz@arbejderen.dk

Jean-Paul Sartre
  • Jean-Paul Charles Aymard Sartre. Fransk filosof, forfatter, dramatiker, debattør, avisredaktør, skribent og politisk aktivist. Født i 1905, død i 1980. Uddanet i filosofi ved École normale supérieure i Paris.

  • Sartre ses bredt som faderen til den moderne, ateistiske eksistentialisme. Han var især inspireret af den tyske filosof Martin Heideggers undersøgelse af begrebet "væren" og af danske Søren Kierkegaards idéer om eksistens, valg og angst.

  • Sartres hovedværk er Væren og intet fra 1943, men også Eksistentialisme er en humanismen og den sene Kritik af den dialektiske fornuft er centrale værker i forfatterskabet.

  • Blandt Sartres mest kendte skønlitterære værker findes blandt andet romanen Kvalmen (1938), teaterstykket Lukkede døre (1944) og den ufærdige romanserie Frihedens veje, der blandt andet indeholder romanerne Ensom blandt mennesker (1945) og Galgenfrist (1947).

  • Gennem sit liv var Sartre en yderst offentlig og politisk engageret person. Han sad blandt andet med og var en af lederne i Russel Tribunalet, der i København i 1967 "dømte" USA for krigsforbrydelser i forbindelse med Vietnam-krigen. I en overgang var Sartre erklæret marxist men i sine senere år lånte han mere og mere sin stemme til anarkistiske bevægelser. Han støttede blandt andet RAF og De Røde Brigader og skal have sagt, at "terroren er de fattiges atombombe".

  • Da Sartre i 1980 døde, fulgte en stor skare af mennesker hans kiste til graven. Skønnene over tallene varier, og det er blevet anslået at der var alt fra 15.000 til mere end 50.000 mennesker, der fulgte Sartres begravelse.