22 Sep 2018  

KBH: Let skyet, 10 °C

Uden drømme, ingen fremtid

Plakatudstillingen Bydrømme

Uden drømme, ingen fremtid

Thomas Kruses plakater er både et pusterum og en igangsætter. Udstillingen åbnede i sidste uge under en livlig reception på Godsbanen i Aarhus. Bandet Røde Mor var mødt frem for at fejre plakatkunstneren, der er fyldt 75 år.

Thomas Kruse signerede sin billedbog Børn I Byen under receptionen på Godsbanen i Aarhus.
FOTO: PN
Røde Mor fejrede fødselaren og gav udstillingen en festlig start. Fra venstre Lars Trier, Troels Trier, Peter Ingemann og Henrik Strube.
FOTO: PN

Bydrømme, har Thomas Kruse kaldt sin plakatudstilling, som blev åbnet i sidste uge under en livlig reception på Godsbanen i Aarhus. Plakatkunstneren er i sommer fyldt 75 år, og bandet Røde Mor var mødt frem for at fejre fødselaren og give udstillingen en festlig start.

Jeg fortæller om verdener, som ikke findes – for at de skal findes, for at de kan blive til.
Thomas Kruse

Flere hundrede mennesker samlede sig i et pusterum i Den Rå Hal på kulturstedet Godsbanen.  Midt i en tid med investorernes indtog, uhæmmet højhusbyggeri, privatisering og angreb på den almene boligsektor, kunne man drømme lidt i fællesskab om byens udvikling ved synet af de plakater, mange husker fra bybilledet.

– Jeg fortæller om verdener, som ikke findes – for at de skal findes, for at de kan blive til, sagde Thomas Kruse til de fremmødte, der både sad på gulv og stole eller stod op. Som barometer for om det lykkes, kan man bare se på, om børnene trives, så gør de voksne nok også, var plakatkunstnerens gode råd.

Byen, børnene og freden

Dansk Plakatmuseum er arrangør af Bydrømme, som omfatter hele tre udstillinger. Foruden Godsbanen og Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, kan Kruses plakater også i deres rette element, nemlig ude på husmurene i Ø-gadekvarteret. Kunstneren opfordrede til at tage en runde i kvarteret.

Næsten 200 plakater fylder væggene i den store hal. Plakater, der fortæller byens historie siden 1960'erne og drømmene om, hvordan det kan blive, hvis fællesskabet finder sammen og folder sig ud.

Fred er at skabe, og kampen for fred og nedrustning er temaet i rigtig mange af Kruses plakater, nærmest som en føljeton over de sidste 50 år. Alle plakaterne er med livlige farver, korte tekster og enkle budskaber med fremtidsperspektiver.

Røde Mor på banen

Ingen tvivl om at Røde Mor stadig er populære. Det dirrede af forventning fra både yngre og ældre gæster ved receptionen. En af gæsterne havde endda taget sine gamle Røde Mor LP’er med for at få dem signeret. Troels Trier bød velkommen med sangen om Che Guevara, et af hans ungdoms idoler, sagde han med en drillende kommentar til ungdommen af i dag, at den også har sine idoler, som Bill Gates. Hvorefter en hel diskussion var ved at bryde ud.

I en årrække var Thomas Kruse med i kunstnerkollektivet Røde Mor, hvor han lærte den kollektive kritik at kende i praksis, en arbejdsproces som han sætter stor pris på.

– Kunst og udvikling hænger tæt sammen, sagde Thomas Kruse og sammenlignede:

– Ligesom videnskaben kan sige noget objektivt om vores verden, kan kunsten sige noget andet, den har også en sandhedskraft.

Samtidig med plakatudstillingen er der lavet et genoptryk af hans billedroman Børn I Byen, første gang udgivet i 1983 som bidrag til Danmarks Lægeforenings konkurrence om boligmiljø og sundhed. I dag er billedromanen tilføjet et efterskrift med spørgsmålene: Er verden blevet bedre? Er verden blevet værre? Tanken i bogen er, at vi som borgere ikke får foræret indflydelse, vi må skaffe os indflydelse, og at vi gør det ved at gå sammen. Bogen er både for børn og voksne.                                                

13. aug. 2018 - 13:25   14. aug. 2018 - 12:40

Udstilling

kb@arbejderen.dk
Bydrømme udstillet i Aarhus

Se plakatudstillingen tre steder i Aarhus: 

  • Godsbanens Foyer. Til 29. august.

  • Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By. Til 30. september.

  • Ø-gadekvarterets gader. Til 30. september.

  • Arrangør: Dansk Plakatmuseum (dengamleby.dk)

  • Her kan plakater også købes

  • Billedromanen Børn I Byen, forlaget Arte Por la Vida (kunst for livet).
    Kan bestilles på: thkruse4@gmail.com. 100 kr + porto.