17 Sep 2019  

KBH: Overskyet, kraftige regnbyger, 9 °C

Spekulantens våde drøm

Bydel i trods

Spekulantens våde drøm

Her kunne tjenes millioner på tæt og høj bebyggelse, ikke mindst på grund af beliggenheden, men beboerne i Brumleby på Østerbro, København har altid villet noget andet.

FOTO: Maria Kudsk
1 af 1

Solen skinner ned mellem de store lindetræer i Brumleby og kaster lys på de smukke, gule og hvide blokke i det lille boligkvarter. Byggeriet herinde er højest i to etager, og det kan være svært at forestille sig, at man er i storbyen København med Trianglen og Østerbrogade lige om hjørnet, hvor biler, busser og cykler drøner afsted.

Beboere stemte for, at Brumleby fortsat skulle være en almen social boligforening. 

I Brumleby er der masser himmel at kigge op på og plads mellem bygningerne, og det er sådan, beboerne vil have det. Her har unge og gamle stædigt kæmpet mod nedrivning igennem årtier, og man kan ikke sige Brumleby uden at sige boligkamp og kampen for social velfærd.

Her er fælles vaskehus, børnehave og mødesal, som i enhver anden almen boligforening, men dette var noget udsædvanligt, da Brumleby blev bygget af Lægeforeningen i 1853 efter den store koleraepidemi. Kvarteret lå dengang udenfor Københavns by. Brumleby huser også Københavns første husholdningsforening, eller brugsforening, som sammen med et bibliotek udgør Brumleby Museum.

Spekulanternes våde drøm

For boligspekulanter må Brumleby være en sand frækhed med al den plads. Her kunne tjenes millioner på tæt og høj bebyggelse, ikke mindst på grund af beliggenheden.

>> LÆS OGSÅ: Brumleby vil altid være lejernes

Brumleby har i årtier været i kamp for, at hverken private bygherrer med eller uden kommunen som mellemmand skulle presse huslejerne i vejret og trænge arbejdere og andre med lave indkomster ud af kvarteret og ud af byen. Det man med et moderne begreb kalder for gentrificering.

Unge og gamle gik sammen

Hvis ikke en flok unge i 1960'erne havde slået sig sammen med de daværende beboere om at kæmpe for kvarteret som et alment socialt boligområde med lejelejligheder, havde Brumleby ikke eksisteret i dag. Det kan socialrådgiver Maria Kudsk fortælle om.

– Jeg har boet her i Brumleby siden 1977, da jeg lærte min mand at kende herinde. Dengang kæmpede vi for at bevare Brumleby, fortæller Maria Kudsk. Brumleby er hendes hjertebarn, og hun er i dag kustode ved Brumleby Museum, som beboerne også tog vare på i den lange kamp for kvarteret.

For boligspekulanter må Brumleby være en sand frækhed med al den plads.

– Så besatte beboerne lejligheder! Og så blev folk båret ud af fogeden.

Hun viser rundt i sin lejlighed, der har de sjoveste små rum med mellemgange og høje dørtrin samt vinduer med små kvadrater. Lejligheden er slået sammen af tre tidligere lejligheder, for Brumlebys oprindelige lejligheder var små og kun på 14-32 kvadratmeter. Her boede store arbejderfamilier, ofte med 8-10 børn.

Maria Kudsk har nu boet 42 år i Brumleby sammen med sin mand og deres to børn, indtil de flyttede hjemmefra. Hun glemmer aldrig i år 2000, da Brumlebys beboere stemte for, at deres boligkvarter fortsat skulle være en almen social boligforening med lejelejligheder. Ovenikøbet stemte 76 procent for denne beslutning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. maj. 2019 - 09:50   14. jun. 2019 - 11:45

Boligkamp

kb@arbejderen.dk