24 Jan 2020  

KBH: Overskyet, 6 °C

Smadrede overenskomster satte gang i filmfolk

Socialrealistisk film fra England

Smadrede overenskomster satte gang i filmfolk

Historier og fakta fra det virkelige liv som arbejdere på nul-timers-kontrakter danner baggrund for filmen "Sorry we missed you" af filminstruktøren Ken Loach og manuskriptforfatteren Paul Laverty.

Under Labours årsmøde i september blev Ken Loachs film "Sorry we missed you" vist for første gang i England.
FOTO: Scanbox Entertainment
1 af 1

Under Labours årsmøde i Brighton i september blev Ken Loachs film "Sorry we missed you" vist for første gang i England. Tilstede ved forevisningen var Ruth Lane, hvis ægtefælles død delvist har inspireret Ken Loach og hans manuskriptforfatter Paul Laverty.

Nul-timers-kontrakterne fremstilles som et tilbud til arbejderne om større frihed, men i virke-ligheden er de det modsatte.

Don Lane havde arbejdet for DPD (i filmen pakkeudbringningsfirmaet PDF) og led af sukkersyge og måtte adskillige gange droppe hospitalsbehandlinger, fordi han skulle betale DPD 150 £, hvis han skulle tage fri fra arbejde og ikke kunne sende en afløser. To gange besvimede han på arbejdet, en gang mens han kørte, og kort tid efter døde han af et hjertestop.

Han havde flere gange under henvisning til sin sygdom bedt om en nemmere rute, men det afviste man, selv om han havde kørt for DPD i 18 år. Hans hustru havde også henvendt sig, men det hjalp heller ikke. Nu har hun anlagt sag imod firmaet ved Arbejdsnævnet for den måde, det behandler de ansatte på.

Filmen gav arbejder en stemme 

Efter filmforevisningen sagde hun til Paul Laverty, som har skrevet manuskriptet: "Du gav Don stemme, jeg blev overvældet." Sagen har været meget omtalt i pressen, og en række læsere af The Guardian tilbød at støtte hende økonomisk, da hun fortalte om, at hun nu risikerede at miste sit hjem, fordi hende mand ikke havde nogen livsforsikring, og hun nu kun har én indtægt.

Men Don Lane er ikke et enestående eksempel på de horrible forhold, der bydes arbejdere på de såkaldte nul-timers-kontrakter eller franchisekontrakter. De får ikke sygedagpenge eller feriepenge, er ikke forsikret og skal stå til rådighed for arbejdsgiverne uden garanti for, hvor mange timers arbejde de får.

Undersøgelse fra britisk LO

En undersøgelse, som britisk LO har fået lavet i 2019, viser, at 4,7 millioner, altså en ud af ti i den arbejdsdygtige alder arbejder på nul-timers-kontrakt, og det er en fordobling på kun tre år. En af årsagerne er, at reallønnen for mange ikke er steget i en del år, og at de derfor ser sig nødstaget til efter deres normale arbejdstid for eksempel at køre for Uber og lignende for at få råd til at betale de stigende huslejer.

Don Lane skulle betale DPD 150 £, hvis han skulle tage fri fra arbejde og ikke kunne sende en afløser. 

Undersøgelsen viser også, at nul-timers-kontrakter er meget udbredt blandt unge og særligt blandt studerende, som skal tjene lidt ekstra penge. Det førte til strejker hos McDonald's, som havde nul-timers-kontrakter. Resultatet blev, at McDonald's tilbød kontrakter på mellem 4 og 35 timer, men det var ikke nok for fagforeningen, så der har igen været strejker med krav om garanteret 40 timers arbejde om ugen, og at de ansatte bliver underrettet om deres skiftende arbejdstider fire uger i forvejen.

Når man ikke har en aftale om, hvor mange timer man skal arbejde, er det arbejdsgiverne alene, der bestemmer det, og medarbejderne tør ikke klage over arbejdsforholdene for ikke at blive straffet med færre timer.

Kollektive overenskomster i fare

Frank Field, som er medlem af Underhuset, har i mange år beskæftiget sig med velfærd og fattigdom og har lavet flere undersøgelser af forholdene hos firmaer som Hermes, Uber, DPD og Delivero og påvist mange horrible eksempler på arbejdsvilkårene i firmaerne. Han udtrykker, at der næsten er tale om slavelignende forhold, som selv forfatteren Dickens ville have undret sig over var mulige.

I Danmark er det ulovligt at lave nul-timers-kontrakter, men alligevel er det blevet brugt i en række supermarkedskæder.

Nul-timers-kontrakterne fremstilles som et tilbud til arbejderne om større frihed, men i virkeligheden er de det modsatte. Aftalerne er også med til at svække fagbevægelsen, som i forvejen står svagt i England. De underminerer de kollektive overenskomster og lægger en dæmper på krav om bedre arbejds- og lønvilkår. Det giver også arbejdsgiverne mulighed for at spille de ansatte ud imod hinanden.

Derfor kæmper fagbevægelsen for at få lavet en lovgivning, som forbyder den form for kontrakter, og Labour har meddelt, at de vil gribe ind, hvis de får regeringsmagten ved valget.

Pres på rettigheder i Danmark 

I Danmark er det ulovligt at lave nul-timers-kontrakter, men alligevel er det blevet brugt i en række supermarkedskæder. Hermed er medarbejderen ikke omfattet af funktionærloven med de rettigheder, det medfører. Man er ikke sikret fast arbejde, men står blot til rådighed som en slags daglejere, som arbejdsgiverne kan skalte og valte med.

Loven bliver også omgået ved, at der aftales et lavt timetal, selvom man reelt arbejder meget mere. Ved sygdom og barsel får man kun udbetalt for de timer, som står i kontrakten, ikke for de reelle timer man har arbejdet.

De vilkår, som Ricky udsættes for i Ken Loachs film, kendes også herhjemme fra de udenlandsk ejede pakkefirmaer som GLS, UPS og DHL, og det er svært at komme til livs, fordi chaufførerne i princippet er selvstændige og derfor ikke har en ansættelseskontrakt, men i mange tilfælde en franchiseaftale.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. dec. 2019 - 07:05   17. dec. 2019 - 11:59

Filmkommentar

Af John Poulsen