30 Oct 2020  

KBH: Overskyet, let støvregn, dis, 10 °C

Skandaler i vesttysk retsvæsen

Efter nazismen

Skandaler i vesttysk retsvæsen

En tilsyneladende harmløs vesttysk lov fra 1968 betød generalamnesti for de fleste naziforbrydelser. Dette er beskrevet i bogen "Sagen Collini" og nu filmatiseret.

Det tyske Justitsministerium i Bonn, Bundesamt für Justiz, Adenauerallee 99-103 (2011).
FOTO: CC-BY-SA-4.0
Fritz Bauer, her spillet af Burghart Klaussner i filmen "Fritz Bauer – En fjende af staten"(2016) var statsanklager i delstaten Hessen og kæmpede indædt for at bringe det tredje riges krigsforbrydere for retten.
FOTO: Scanbox

I 2011 udkom Ferdinand von Schirachs bog "Sagen Collini", som blev en stor succes og ligger til grund for filmen med samme titel. Året efter udkom bogen på dansk.

Da "Brunbogen" udkom, var den vesttyske regering ikke interesseret i, at sandheden kom frem.

I et interview med Schirach fortalte han, at ideen til bogen fik han ved at læse om en proces i Hamborg i 2002, hvor en tidligere tysk politichef i Genua var anklaget for at have befalet henrettelsen af 59 partisaner som hævn for et angreb på en tysk biograf i byen. Han blev idømt syv års fængsel, men da hans sag var forældet, kunne han forlade retten som en fri mand.

>>LÆS OGSÅ: Mellem pligt, følelse og nazi-opgør

Dreherloven

At sagen var forældet skyldtes en tilsyneladende harmløs lov, som blev vedtaget i forbundsdagen i 1968, men som i virkeligheden var uhyrlig og betød, at der blev givet generalamnesti for de fleste naziforbrydelser. Der var tale om en juridisk skandale.

I forbundsdagen blev loven ikke diskuteret, fordi den var gemt væk og formuleret, så ingen kunne gennemskue dens konsekvenser ved lovens ikrafttræden den 1. oktober 1968. Da det gik op for politikerne, var det for sent. Man kunne ikke ophæve en lov, der ville have tilbagevirkende kraft.

Allerede i 1960 erklærede man alle forbrydelser i det tredje rige for forældede, med undtagelse af mordsager og lignende, og med den nye lov var det kun de øverste ledere, Hitler, Himmler og Heydrich, der var mordere, mens alle andre bare var deres håndlangere, altså myrdede efter ordre og derfor slap fri.

Man kunne ikke ophæve en lov, der ville have tilbagevirkende kraft.

Bag udfærdigelsen af loven stod en medarbejder i justitsministeriet, Eduard Dreher (1907-1996), og den blev derfor kaldt Dreherloven. Meget tydede på, at Dreher, der havde været nazist og statsanklager ved en særdomstol i Innsbruck (1940-1945), bevidst havde udfærdigeret lovteksten for at redde nazistiske forbrydere.

Efter at Dreher var blevet "afnazifiseret" i 1947, nedsatte han sig som sagfører og blev i 1951 hentet til justitsministeriet, hvor der i forvejen arbejdede en del tidligere nazister.

Brunbogen

Allerede i 1957 havde DDR fremlagt belastende materiale om Drehers virksomhed i Innsbruck, der viste, at han havde afsagt tre dødsdomme for mindre forbrydelser som for eksempel tyveri. Justitsministeriet fik i 1959 de tre sagsakter fra Wien og undersøgte dem, men det fik ingen konsekvenser for ham.

Drehers forbrydelser blev senere uddybet i den såkaldte "Brunbog" fra 1965. Her blev der gjort rede for de mange tidligere nazister, der var ansat i det vesttyske justitsvæsen, politi, forsvar og i udenrigsministeriet.

Fordi Bauer var socialdemokrat og jøde, fik han løbende tilsendt trusselsbreve, som for eksempel kunne indeholde patroner.

Da bogen udkom, var den vesttyske regering ikke interesseret i, at sandheden kom frem, så den gjorde alt, hvad den kunne for at forhindre, at den blev udbredt i Vesttyskland. Det skete ved beslaglæggelser, forbud og domstolsafgørelser, men man kunne ikke forhindre, at den kom til udlandet.

Forlaget Edition Ost genudgav bogen i 2002 og 2005, hvilket gav anledning til, at forlaget blev udsat for telefonterror fra børn og børnebørn af tidligere nazister og krigsforbrydere, som var oprørte over bogens indhold og uforstående over for, at man kunne offentligøre noget sådant om deres fædre, når disse aldrig var blevet stillet for retten og dømt. Måske skyldtes dette netop den lov, der forældede deres forbrydelse i 1968. Sandheden var åbenbart ilde hørt og slet forstået.

Allerede i 1960 og 62 havde "Foreningen af Forfulgte fra Naziregimet" (VVN) i Vesttyskland udgivet dokumenter om tidligere nazisters placering i statsapparatet, og mange af oplysninger stammede uden tvivl fra de samme kilder som Brunbogens.

Det blev forsøgt at bringe VVN til tavshed ved at forbyde både foreningen og dets blad "Die Tat". Forbuddet blev dog forhindret, fordi VVN kunne påvise, at dommeren, der skulle behandle sagen, selv havde været nazist. 

En fjende af folket

Mens de tidligere nazister i justitsvæsenet klarede sig godt og fik betydningsfulde stillinger, blev bevidste antinazister som for eksempel statsanklageren i Hessen, socialdemokraten Fritz Bauer (1903-68), chikaneret, som det blev skildret i filmen "En fjende af folket" fra 2016.

Bauer havde været i en koncentrationslejr i 30’erne, flygtede bagefter til Danmark og igen videre til Sverige sammen med de danske jøder i 1943.

Vesttyskland var i 1950’ og 60’erne mere interesseret i at jagte kommunister og antinazister og fængsle dem end i at fange krigsforbrydere.

Bauer vendte i 1949 tilbage til Vesttyskland for at medvirke i opbygningen af et demokratisk Tyskland og for at deltage i et juridisk opgør med nazismen og blev af den socialdemokratiske ministerpræsident i Hessen udnævnt til chefanklager i Frankfurt am Main i 1956.

Det er paradoksalt, at Bauer i 1968 måtte udtale, at "når jeg forlader mit kontor, betræder jeg fjendeland". Fordi han var socialdemokrat og jøde, fik han løbende tilsendt trusselsbreve, som for eksempel kunne indeholde patroner.

Sagen om Eichmann

Et eksempel på Bauers indsats var, da han oplyste den israelske efterretningstjeneste Mossad om, at Adolf Eichmann opholdt sig i Argentina. Derfor kunne Mossad bortføre denne i 1960 og stille ham for retten i Jerusalem tiltalt for krigsforbrydelser i Auschwitz.

Først i 1978 kom det frem, at det var Bauer, som havde givet Mossad oplysninger om, hvor Eichmann befandt sig. Men hvorfor han gik til Mossad, kom først frem langt senere. Det skyldtes, at den vesttyske regering ikke ville kræve Eichmann udleveret fra Argentina for at gennemføre en retssag imod ham i Vesttyskland. En retssag kunne blive pinlig og afsløre en del af de tidligere nazister, som stadig sad i ledende stillinger i statsapparatet, hvorfra de ikke var blevet fjernet, som i DDR.

Forlaget Edition Ost blev udsat for telefonterror fra børn og børnebørn af tidligere nazister og krigsforbrydere.

Især frygtede regeringen og justitsmyndighederne, at der skulle komme nye og afslørende oplysningen frem om Hans Globke, forbundskansler Konrad Adenauers nærmeste medarbejder, der blandt andet havde været med til at udarbejde de berygtede Nürnberglove i 1935, som ramte jøderne.

Det viste sig, at både CIA og den vesttyske efterretningstjeneste (BND), som indtil 1958 var ledet af nazisten Reinhard Gehlen, allerede i 1952 vidste, hvor Eichmann opholdt sig, men intet foretog sig.

Beskidte metoder

BND fik mistanke om, at det var Bauer, der havde givet Mossad oplysninger, og gjorde alt for at få ham anklaget for landsforræderi og for at have samarbejdet med en udenlandsk efterretningstjeneste, men det lykkedes ikke.

BND havde sågar i deres iver efter at ramme ham fremskaffet papirer fra det danske politi, som fortalte, at Bauer var homoseksuel, og hvis BDN kunne snuppe ham for omgang med en prostitueret homoseksuel, ville han kunne blive idømt seks måneders fængsel efter en nazistisk lov fra 1937, der først blev ophævet i 1994.

At BND brugte beskidte metoder for at få fjernet antinazister kan ikke undre, når man ved, at der var mange tidligere nazister ansat. Vesttyskland var i 1950’ og 60’erne mere interesseret i at jagte kommunister og antinazister og fængsle dem end i at fange krigsforbrydere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. aug. 2020 - 08:05   06. aug. 2020 - 10:39

Historie

Af John Poulsen