21 Apr 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Søren Sidevinds Spillemænd med nye sange

De røde spillemænds reunion 2019

Søren Sidevinds Spillemænd med nye sange

Søren Sidevinds Spillemænd satte fornylig gamle kammerater og venner stævne i Aarhus med nye sange til tiden og en ny mand ved trommerne.

Søren Sidevinds Spillemænd ved koncerten i Aarhus. Fra venstre ses Poul Bach, Jan Due, Lars Madsen, Emil Enderup Friis, Steen Veigaard, Steen Jessen, Jørgen Schwensen og Henning Langkjer. Foran sidder lydmanden Nils Bundgaard.
FOTO: KB
1 af 1

Søren Sidevinds Spillemænd bød velkommen til de godt 200 fremmødte i Marselisborg Gymnasiums aula, der havde travlt med madkurve og drikkevarer og med at få hilst på.

Ingen tvivl om at mange ser frem til dette gensyn med både orkestret og gamle venner fra aktiviteter og kampe i Folkebevægelsen mod EF(idag EU), fredsarbejdet, strejker og blokader samt valgkampe, som DKPs i 1973, hvor Søren Sidevind startede op. Endelig er der dem, der bare elsker de gamle sange og den politiske musik.

Sidevinds nye sange kan være et pust til rødderne om at handle i nutidens politiske kampe.

Denne koncert var da også den tredje i Aarhus, efter at Sidevinden lagde ud med koncerten Åben Øvning 2016. Denne gang var det tydeligt, at spillemændene satsede lidt mere både musikalsk og med nye tekster. I år har de også rundet København med en koncert ved Enhedslistens kulturdag.

EU spøger stadig

De lagde hårdt ud med gamle kendinge som "De ka’ lokke, de ka’ true" fra EF-afstemningen i 1972, en sang der er vældig aktuel nu, hvor briterne står midt i Brexit, og EUs Juncker har sagt nej til at forhandle en ny aftale.

Desuden glædeligt genhør med Stormsangen, Fredskravet, Hope Computer og Skipper Klements Morgensang, en sang som Søren Sidevinds Spillemænd bliver fuldt identificeret med. Sangen er dog skrevet af Ebbe Kløvedal Reich, gjorde forsanger Lars Madsen opmærksom på, inden han rullede videre i orkestrets historie.

Sidevinden spillede i 1970'erne på Clemens Bro i Aarhus i hård konkurrence med Frelsens Hærs orkester. Hvem kunne overdøve hinanden? – Frelsens Hær står der stadig, kom den selvkritisk ironiske kommentar fra Lars Madsen. Men til dette års koncert havde spillemændene med det sølvgrå hår taget kampen op igen med nye røde tekster.

Det Danmark vi kender

Lars Madsen præsenterede en af de nye sange, "Det Danmark vi kender", som en svidende kommentar til statsminister Løkke og hans "sig-selv-nok-somheds-politik". Melodien er Chuck Berrys "C’est La Vie", og her kommer en smagsprøve på teksten:

Nu står den fede dreng igen og råber og skriger
Om det som han kalder de fælles danske værdier
Det er noget med flæskesteg og kongekronen
Og det er Danmark vi kender, som vi ikke vil dele med nogen.

...
Vi er et sparsomt folk, som ikke går rundt og klatter
Så vi snyder, alt hvad vi kan, med moms og med skatter
Og Pjotur fra Polen ordner vores have for en krone
I det Danmark vi kender, som vi ikke vil dele med nogen.

Og en skønne dag, når den sidste gæst er rejst hjem
Stikker næste problem sit hæslige åsyn frem
Nu sidder vi her og er danske som bare fanden
Vi har nok i os selv, men bryder os ikke om hinanden.

Ligesom orkestret altid har behersket ironien og satiren, fik gæsterne også det mere følsomme og lige-ind-i-hjertekulen digt med sangen "Den dag Henriette døde". Lars Madsen skrev den efter et møde med en gammel ven, hvis datter døde som dansk soldat i Afghanistan.

Nye pust til rødderne

Folkemøderne på Bornholm, hvor der måske er mere af alt andet end af folket, ironiserede Lars Madsen, fik sin kommentar med i sangen "Allinge By Night" på Bob Dylans melodi "Just like Tom Thumb’s Blues", og her er bare et enkelt vers:

Alt, hvad der kan krybe og gå, synes at vær' samlet her
Dem, som er noget ved musikken, og wannabes, som selv tror, at de er
Danmarks Radios 138 udsendte, fylder godt i byen
De her alle sammen – der mangler faktisk bare Søren Ryge.

I det hele taget er Søren Sidevinds Spillemænd glade for at øse af Bob Dylans musik, hvoraf vi også fik sangen "Chimes Of Freedom". Også svenske Michael Wiehe og Hoola Bandoola Band var på repertoiret, samt Mikis Theodorakis med "Sangenes Sang", der skabte total tysthed i salen. Den er fra Sidevindens anden LP med titlen Hørt På Formidlingen(1978).

Søren Sidevinds reunion kunne byde velkommen til sin nye trommeslager Emil Enderup Friis, der er gået ind på Simon Palms plads. Den gamle trommeslager døde sidste år.

Orkestret demonstrerede sin kærlighed til musikken og de røde sange med flotte solo'er, gode arrangementer og velklingende flerstemmige kor på adskillige sange. Og de nye sange kan være et pust til rødderne om at handle i nutidens politiske kampe.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. feb. 2019 - 09:15   10. feb. 2019 - 17:46

Koncert

kb@arbejderen.dk
Søren Sidevinds Spillemænd
  • Søren Sidevinds Spillemænd startede i 1973 i Aarhus og var sammen frem til 1978. Første reunion i Aarhus 2016.

  • De turnerede i Danmark og DDR især, hvor de optrådte med Miriam Makeba (Sydafrika), Quilapayun(Chile) og andre verdensnavne i direkte tv-udsendelser til en tredjedel af jordkloden og toppede hitlisterne.

  • Gruppen udgav tre LP’er (hvoraf en solgte til platin i Danmark) og en single. Mange af deres sange kan høres på youtube.com. Se også facebook.

  • Set lørdag 2.februar. I orkestret: Lars Madsen, Jørgen Schwensen, Poul Bach, Steen Jessen, Morten Jessen, Jan Due, Steen Veigaard, Henning Langkjer, Nils Bundgaard og Emil Enderup Friis.