12 Dec 2018  

KBH: Spredte skyer, 4 °C

Politisk musik flytter sig

Interview med Annika Aakjær

Politisk musik flytter sig

– Det er politisk at være kvindelig sangskriver – og skrive om de ting, som man IKKE forventer af kvindelige sangskrivere, mener Annika Aakjær. For hende er det idag popmusikken, der rykker i folks holdninger og fordomme.

– Vi godt kan være her, som de forskellige danskere vi er, mener Annika Aakjær, der er vokset op i Aalborg.
FOTO: PN
Annika Aakjær har altid følgeskab af hunden Tove.
FOTO: PN

Skovsgaard Hotel i Nordjylland har den smukkeste gamle sal med et folderigt sceneforhæng i dybrød farve. Publikum sidder ved borde med stearinlys i den skumrende forårsaften. Scenelyset trækker opmærksomheden hen mod klaveret, hvor Annika Aakjær kommer ind med sin guitar.

– Jeg syntes, at det var vigtigt at minde dem, der styrer vores land, om, at det er vigtigt at samle frem for at splitte.
Annika Aakjær

Et øjeblik efter kommer også Annikas lille hund, der løber søgende omkring, indtil den finder sig en plads ved klaveret.

For plads er der nok af i Annikas univers, hvis man har mod til at lytte og blive konfronteret med egne fordomme og holdninger på en direkte, sjov og pudsig måde, som i sangen Plads Nok:

De siger vi skal sætte grænser
for at vise hvem vi er
de siger vi skal ta’ flere chancer
at vi ikke har råd til at lade være
de siger kineserne kommer med matematik og sammenhold
og det er længe siden vi har vundet noget som helst i bold

Egentlig havde hun ikke tænkt sig at spille den sang, fortæller hun dagen efter koncerten i interviewet til Arbejderen. Af flere grunde.

Op i det røde felt

Annika purrer lidt op i det lange røde hår. Forårsdagen med højt solskin brager ind gennem vinduerne i kursuslokalet på Skovsgaard Hotel. Hun overvejer og fortæller så om de reaktioner og hademails, der fulgte, efter at hun havde præsenteret Plads Nok i Go’morgen Danmark, 2015:

– Min sang blev taget for noget helt andet, end det den er, fordi den blev udgivet samtidig med, at der også gik flygtninge på motorvejene.

Hun undrer sig over, hvordan emner som indvandring, flygtninge og kunst, kan få folk til fuldstændig at lukke ørerne og spy ild. Hendes sang handlede ikke primært om flygtninge eller om at åbne grænserne.

Plads Nok er skrevet som en bestillingsopgave til en stor markering af 150-året for slaget ved Dybbøl 1864. Her tog Annika chancen for at drille "de gule" lidt, som hun kalder nationalisterne.

Giv plads til hinanden

– Plads Nok handler om splittelse. Den handler i hovedsagen om, at vi ikke behøver at træde på hinanden, at vi godt kan være her, som de forskellige danskere vi er, forklarer sangerinden, der er vokset op i Aalborg og siden har boet i Aarhus og senest 10 år i Københavns Nordvest kvarter.

de siger vi skal op i tempo hvis vi ikke skal gå i stå
d
e siger vi skal stikke vores nabo hvis han gør noget han ikke må
de siger at polerne smelter at moder jord snart går amok
og de samme folk siger at vi ikke bruger penge nok
og pludselig er vi dem der ikke kan kende
v
ores næste igen, vores eget hjem

– Hvis man kigger på versene i min sang, så handler det meget om danskhed og om at være dansker. Hvor godt et land vi har opbygget, og hvordan vi holder fast i ikke at dæmonisere hinanden, siger sangerskriveren, der ikke synes at hendes ord bliver hørt, og derfor holdt hun op med at spille Plads Nok - indtil den foregående aftens koncert.

– Hvis man er et ordentligt menneske, så skal man sige det, man er sur over, direkte til folk. Og det gjorde jeg så, konstaterer hun med et skævt smil og ganske lidt hævet stemme, men nok til at hendes lille hund reagerer ude i gangen med en spørgende gøen. Den er i gode hænder hos venner, men det minder os lige om, at vi sidder på Skovsgaards Hotel i Nordjylland. Hotellet er en socio-økonomisk virksomhed, hvor flere mennesker er ansat på særlige vilkår.

Politisk at være kvindelig sangskriver

– Jeg syntes, at det var vigtigt at minde dem, der styrer vores land, om, at det er vigtigt at samle frem for at splitte, og det er netop, hvad sangen Plads Nok handler om. Men jeg har ikke gjort det godt nok, efter som sangen blev opfattet som meget venstreorienteret, mener Annika, der ikke vil sættes i bås partipolitisk, men absolut opfatter sig selv som politisk kunstner.

– Det er politisk at være kvindelig sangskriver – og skrive om de ting, som man IKKE forventer af kvindelige sangskrivere, kommer det fra Annika Aakjær.

Lige siden hun begyndte at synge, har hun præsenteret publikum for små historier om mennesker, der lader sig styre for meget af andres forventninger, som i Pænhed Er Kommet Til Byen, Missionær, Tyk og satiriske sange over USA’ rolle i Irakkrigen som Tre Små Soldater, og sangen Skulder Ved Skulder:

– I den sang fortæller jeg om et venskab, der handler om at drikke. Og Skulder Ved Skulder handler mere om at skrive sange, end den handler om at finde en kæreste og få nogle børn. Dét synes jeg er politisk. Det er at brede livet ud.

Mit liv er at fortælle historier

Farmor var den, der satte gang i Annikas kreativitet. Som skrædder havde hun altid gang i noget, og der var fyldt med tegneting og sager. Hos hende føler Annika, at hun blev set.

Hvis hun skal udtrykke det kort, er sangen og guitaren hendes pensel, og ligesom maleren har fokus på værket, har Annika fokus på, hvordan at man kan fortælle noget på en spændende måde:

– Hele mit liv er at fortælle historier. Det jeg har øvet mig mere på, end på at spille guitar og synge. 

Emner som indvandring, flygtninge og kunst, kan få folk til fuldstændig at lukke ørerne og spy ild.
Annika Aakjær 

Med sine 35 år har hun prøvet lidt af hvert i musikbranchen og på landevejene. Det begyndte på efterskolen med at skrive og komponere. Derefter ud at spille på musiksteder og små festivaler, mens hun arbejdede ved siden af.

Senere søgte hun nye udfordringer i "Come Together", en teaterkoncert med Beatles-sange, og hun medvirkede som Daimi i filmen om Dirch Passer. Hun var heldig at komme ind på sangskriveruddannelsen på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Siden 2008 er det blevet til tre cd’ere samt koncerter sammen med Aura, Allan Olsen, Maria Key og mange flere.

Vil ikke spændes for andres vogn

Annika Aakjær har tidligere spillet for strejkende og til fredsdemonstrationer, men i den sammenhæng skal vi ikke regne med at se hende igen:

 – Jeg stiller ikke op på en politisk side i en konflikt. Det har jeg forlængst besluttet, men jeg spiller gerne for FOA-kongresser og lignende.

– For det første er det meget voldsomt at blive spændt for en vogn, som man ikke har lyst til at trække, og for det andet så har jeg fået vildt mange tilbud om at komme og spille gratis, betale transporten selv, og det forstår hun mildest talt ikke. Hun har som sangskriver hverken pension eller overenskomst.

Desuden synes hun, at det er en svær politisk tid at skrive sange i. Hun ville gerne sige noget om Trump under aftenens koncert, men han klarer jo selv at være latterlig, griner hun. Måske er det heller ikke kunstnernes opgave at forandre verden, indvender hun og tager sig en lang tænkepause. Nu er der tyst i rummet. Helt modsat aftenens sprudlende, rå og frække kommentarer.

Jo, hun mener godt, at kultur kan ændre noget.

Vil bruge den trojanske hest

– Men lige nu oplever jeg en lammelse inde i mig selv, som sangskriver, over alt det der sker i verden. Sådan har jeg ikke haft det før. Så må jeg skrive, om det jeg kan. Hvis ikke det kan stå for eftertiden, og så synes jeg ikke, at der er grund til at skrive noget politisk, mener Annika og nævner PHs sang Man Binder Os På Mund Og Hånd.

Vi skal ikke forvente flere plads-nok-sange fra hendes side, hun vil hellere levere det mere trojansk, som hun kalder det. Hvor budskabet er underliggende. Hun vil hellere skrive om det, folk siger og gør, fortæller hun med tilbageblik på sin egen karriere som sangskriver.

– Hele mit liv er at fortælle historier. Det jeg har øvet mig mere på, end på at spille guitar og synge.
Annika Aakjær

– Når man er i starten af 20'erne, så ved man jo alt, så er man den klogeste i hele verden. Det er en fantastisk tid. Det er derfor, at man får en depression i slutningen af 20'erne, når man opdager at alting er meget mere nuanceret, end man har vidst de sidste fem år, siger hun med en trillende latter, der fylder hele kursuslokalet.

–  Så er det at livet kan gå hen og blive rigtig rigtig hårdt og skuffende. Det er også der, hvor man skal træffe, hvad der føles som evige valg omkring arbejdsliv, og det er der, hvor ens drømme rammer betonen, samtidig med at nuancerne bliver åbnet for en: Gud, hvor er mange måder at se dette her emne på – verden er jo kompliceret, fniser hun selvironisk og kigger ud på den blå forårshimmel.

Den politiske musik idag

– Jeg synes den politiske musik flytter sig. Der hvor jeg ser den politiske musik dag, er i rapmusikken, hiphoppen og popmusikken.

Hun har altid karakteriseret sig selv som popmusiker og mener, at i dag er det popkulturen, der flytter noget. Nick & Jay har rykket sig fra at være sådan meget poppede til at synge om, at de stemte på Fogh i 2001, men i dag ved de bedre. Det kan lyde banalt, men det sætter måske tanker i gang hos deres publikum blandt handelsskoleelever.

– Da Medina udtalte sig om flygtninge krisen, fik hun sygt meget hate. For hende ville folk ikke høre sige noget klogt. De ville kun se hende se godt ud og synge om noget kærlighed, og det kunne folk ikke rumme. Og Medina gik ikke bare ud med et budskab om, at vi skal tage imod alle flygtninge, siger Annika med respekt for at Medina selv havde talt med syriske flygtninge på Kos og bagefter startede et hjælpeprojekt.

Respekt for dem der vover

– Det tror jeg på flytter noget, og jeg respekt for de kunstnere, der vover noget ved at sige noget politisk, for de har noget at miste, siger hun og peger på Marie Key, som en stor kunstner, der virkelig kan samle med sangen Landet.

Kigger hun til udlandet er det Lady Gaga og Beyoncé, der vækker hendes begejstring. Endelig lytter unge i dag ikke til den samme musik alle sammen. Mange går på det sociale medie SoundCloud, hvor kunstnere selv lægger deres ting ud. Så ungdomsfænomenet lige nu er, at der er mange nicher, mener Annika.

Selv har hun gang i en sang om Aalborg, arbejderbyen med mange lejelejligheder, og en kollektiv trafik, der bare ikke lige kører overalt efter kl.18.

Nu kan den lille hund ikke vente længere, og vennerne skal hjemad. Annika lader den springe op i favnen til sig. Snart skal hun spille på Skagen Festival, og sidste nyt er, at hun skal medvirke i Toppen af Poppen på TV2.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. maj. 2018 - 10:10   06. jun. 2018 - 09:22

Interview

kb@arbejderen.dk
Annika Aakjær
Sangskriver og komponist. Født i Vodskov ved Ålborg 1982.

Album: Lykkens Gang, Missionær, Lille Filantrop, Gummi T.

Se mere på:
annikaaakjaer.com og Facebook.com om efterårets turné med titlen Enebarn
 
Spiller til Skagenfestival og medvirker senere på året
i Toppen af Poppen på TV2.