22 Sep 2019  

KBH: Spredte skyer, 13 °C

Peterloo-massakren på engelske arbejdere er ikke glemt

200-året markeret

Peterloo-massakren på engelske arbejdere er ikke glemt

Massakren på hundredvis af engelske arbejdere i Manchester 1819 blev her i august markeret med indvielsen af et monument og en march for demokrati. I byen lurer sulten igen som i den industrielle revolutions tid.

Fagbevægelsen i Manchester arrangerede 18. august en March for Demokrati for at samles på St. Peters Field, hvor massakren på de engelske tekstilarbejdere fandt sted i 1819.
FOTO: John Poulsen
1 af 1

Da den engelske digter Percy B. Shelley (1792-1822) opholdt sig i Italien i 1819, fik han hjemmefra sendt beretningen om en nedslagtning af fredeligt demonstrerende tekstilarbejdere i Manchester, som straks inspirerede ham til at skrive det lange, revolutionære digt på ikke mindre end 91 vers, The Mask of Anarchy.

Da demonstran-terne ankom til Manchester, udgjorde de ikke færre end 60.000, og myndighederne havde forberedt sig med 1.000 bevæbnede kavalerister.

Shelly sendte det til sin forlægger i England, men da denne var bange for myndighedernes repressalier, hvis det blev offentliggjort, skete det først i 1832, ti år efter digterens død. Men til gengæld lever digtet stadig, især det sidste vers, hvor arbejderne opfordres til at rejse sig som den slumrende løve og kaste deres lænker, for "I er mange – de er få".

Den sidste linje er ofte blevet citeret omformet til "Vi er mange …". Det kunne Shelley også selv havde skrevet, for som hans kone, Mary Shelley, senere skrev, så stod han på folkets side. Gandhi brugte digtet i sin agitation og, uden sammenligning, så citerer Labours leder, Jeremy Corbyn, ofte sidste vers, når han taler offentligt.

Tekstilarbejderne sulter

Baggrunden for det, der skulle gå over i historien som Peterloo-massakren, var, at arbejdernes livsbetingelser i England var blevet ubærligt dårlige. Krigen mod Napoleon havde kostet uhyrlige summer, hvad der dog ikke forhindrede regeringen i at bevilge General Wellington, sejrherren fra Waterloo, en ekstra belønning på £ 750.000.

De menige vendte hjem med tomme lommer til et land, hvor skatterne blev sat op, og priserne på dagligvarer steg på grund af importrestriktioner. Det ramte især tekstilarbejderne, da den nye teknik samtidig medførte, at der var brug for færre hænder på fabrikkerne, og at disse hænder på nogle områder kunne erstattes med kvinde- og børnehænder, der var billigere end mændenes.

En embedsmand udtalte, at den eneste forskel på de slaver, der plukkede bomulden i USA, og arbejderne, der forarbejdede den i England, var hudfarven, og i Leeds Mercury kunne man i november 1816 læse, at man i en lejlighed havde fundet en familie, der alle bortset fra et to-årigt barn lå døde af sult på deres usle lejer.

Når det kunne komme så vidt, var det ikke, fordi det ikke gærede blandt arbejderne, men regeringen og myndighederne nedefter havde, belært af den franske revolution, kørt et effektivt apparat i stilling til at slå enhver form for oprør ned.

Mens den største del af hæren sloges i udlandet, var der blevet dannet frivillige, bevæbnede kavaleriregimenter i byerne og engageret et net af spioner til at indrapportere alt, hvad der lignede planer om uro og oprør. Både i 1812 og 1817 havde der været opstande i tekstilområdet, som var blevet slået brutalt ned, og hvis ledere var blevet dødsdømt eller forvist.

Arbejderne går i aktion

Men i 1819 spidsede situationen til, og da tekstilarbejderne begyndte at samles til møder og demonstrationer, gik det frivillige kavaleri i gang med at slibe deres sværd.

Fra arbejderside blev det besluttet at gå i demonstration fra de omliggende byer den 16. august for at samles på St. Peter’s Field, en stor fælled i Manchester. Kravet var at få indført almindelig og hemmelig stemmeret til Underhuset, kortere arbejdstid og højere løn. Det skulle være en absolut fredelig demonstration, hvori også kvinder og børn kunne deltage, nogle af mændene havde dog symbolsk iført sig den røde, revolutionære jakobinerhue, og en del var udstyret med vandrestave.

Da tekstil-arbejderne begyndte at samles til møder og demonstra-tioner, gik det frivillige kavaleri i gang med at slibe deres sværd.

Da demonstranterne ankom til Manchester, udgjorde de ikke færre end 60.000, og myndighederne havde forberedt sig med 1.000 bevæbnede kavalerister, 500 betjente og to kanoner strategisk anbragt ved pladsen. Den fredsdommer, der havde fået i opdrag at styre tropperne, gik i panik allerede under den første tale, og under henvisning til at sikre borgerne i byen sendte han kavaleriet ind i folkemængden, og et slag, der bredte sig ud i byen og først sluttede næste dag, gik i gang.

Hvor mange, der blev såret eller døde, vides ikke helt præcist, men tallene går på, at 71 soldater blev såret og cirka 600 arbejdere, hvoraf 15 døde, og blandt disse var kvinder og børn. De fem ledere af demonstrationen blev i 1820 idømt fra to til to og et halvt års fængsel. I 1822 blev der ført retssag mod fire fra det frivillige kavaleri, der alle blev frikendt, da de havde handlet i nødværge.

Gemt men ikke glemt

Monument indviet i august på St. Peters Field med navnene på de døde under Peterloo-massakren i 1819.
John Poulsen

Demonstrationen, der var tænkt som en fredelig henvendelse til magthaverne om lidt mere demokrati og bedre forhold, blev arbejdernes Waterloo, som stækkede dem i lang tid efter.

Øvrigheden var på længere sigt ikke stolte af sagen, der så godt som muligt blev gemt væk og i dag ikke indgår i skoleundervisningen om Englands glorværdige fortid.

Men glemt blev den ikke af blandt andet fagbevægelsen og af Mike Leigh, der har lavet filmen Peterloo, der havde premiere i Manchester i 2018, men som desværre ikke kommer op i danske biografer.

Manchester markerer

Maxine Peak læser Shelleys digt om Peterloo-massakren op.
John Poulsen

I 2015 blev der nedsat en gruppe på Manchester Universitet, som påtog sig at forberede markeringen af 200-året for massakren i 2019. Allerede fra årets begyndelse har der været udstillinger på byens biblioteker og museer, og der er blevet udgivet flere bøger og en tegneserie om emnet.

På selve dagen, den 16. august, blev der på St. Peters Field oplæst navnene på de dræbte, blandt andet af Mike Leigh, og klokken 13.30, det tidspunkt hvor militæret i sin tid gik til angreb, blev der affyret en kanonsalut. Desuden var der indvielse af et monument på pladsen, hvor navnene på de døde og de byer, de kom fra, er indskrevet.

Søndag den 18. august havde fagbevægelsen arrangeret en March for Demokrati, hvor ti stjernedemonstrationer fulgte ruterne fra 1819 for at samles på St. Peters Field. Nogle af deltagerne var iført tøj fra den tid og røde jakobinerhuer, nogle grupper havde trommer i spidsen, og der var farvestrålende bannere og fagforeningsfaner. Da alle var ankommet, var det tid for en række talere, der på hver deres måde forbandt fortid og nutid.

Morning Star

Blandt bannerne var et fra Mornings Star’s støttegruppe i Manchester, som var blevet skabt til lejligheden og onsdagen før ved en sammenkomst afsløret af skuespilleren Maxine Peake, der har en fremtrædende rolle i Mike Leighs film.

Maxine Peake fremførte her de fire vers af Shelleys digt, som hun har oplæst uddrag af mange gange. I 2013 læste hun 37 vers op i Albert Hall i Manchester fire gange, og hver gang for fulde huse, hvad der vil sige 2000 mennesker. Under 200-års markeringen foregik hendes oplæsning i John Rylands fine gamle bibliotek og igen med alle pladser besat.

I det hele taget var det nogle travle dage for Maxine Peake, der i egenskab af at være ambassadør for Morning Star var gæsteredaktør for avisens weekendudgave og havde fået en række kulturpersoner til at bidrage med artikler med udgangspunkt i Peterloo-massakren.

Støttere med banner for avisen Morning Star, skabt til lejligheden.
John Poulsen

Dette sorte kapitel i Englands historie er ikke enestående. 100 år senere, i 1919, gentog den engelske hær den samme terroraktion i Jallianwal Bagh i Indien, hvor 1500 ubevæbnede civile, der strejkede, blev skudt. På Manchester Museum vistes der en udstilling om denne massakre, og den blev markeret ved et møde arrangeret af Manchesters kommunister og Morning Star-støttegruppen.

Manchester i dag

Da Dickens i midten af 1800-tallet var i Manchester, blev han så rystet over de fattiges forhold – og han var ellers ikke ukendt med fattigdom – at det inspirerede ham til at skrive Et Juleeventyr, og i 1844 beskrev Friedrich Engels fattigkvartererne som et helvede på Jorden. Selvfølgelig er meget ændret, men stadigvæk er det chokerende at opleve den fattigdom og elendighed, som mange lever under, og som er blevet mere udtalt i de senere år under den konservative regering.

Demonstrationen 1819, der var tænkt som en fredelig henvendelse til magthaverne om lidt mere demokrati og bedre forhold, blev arbejdernes Waterloo.

Overalt ser man hjemløse, der sidder på fortovet med deres ejendele og tigger, og som sidst på eftermiddagen strømmer til det mobile suppekøkken på byens centrale plads, Piccadilly Gardens, for at få et gratis måltid varm mad.

Det prøver kommunen nu at få standset. Ikke fordi den har noget imod, at private hjælper de nødlidende, men pladsen er ikke "velegnet". I stedet har den foreslået et mere afsidesliggende sted.

Ligesom med Peterloo, indtil sagen var kommet på to hundrede års afstand, vil man benytte det gamle kneb med, at hvad man ikke ser eller hører om, har men ikke ondt af.

Mike Leighs film Peterloo kan streames på Amazon Prime Video.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. sep. 2019 - 09:12   11. sep. 2019 - 12:30

Reportage

Af Margit Andersen og John Poulsen