21 May 2019  

KBH: Spredte skyer, 15 °C

Pete Seeger – en evig fighter

Den 3. maj 100 år

Pete Seeger – en evig fighter

I dag er det 100 år siden den amerikanske folkemusiker og aktivist, Pete Seeger, blev født i New York. I 2001 besøgte journalist Peter Rasmussen den 82-årige Seeger og skrev dette interview til Arbejderen, som vi genoptrykker i anledningen af den runde dag.

Pete Seeger, som døde i 2014, er her fotograferet i 2009.
FOTO: Donna Lou Morgan, U.S. Navy/CC BY-SA 3.0
1 af 1

The twin towers fell
while millions watched in horror
they crumbled and fell …

Pete Seeger synger ordene med boblende gammelmandsrøst.

Det er de første linjer i hans endnu ufærdige sang om terrorangrebet den 11. september i New York. 

Den 82-årige amerikaner satte i sidste århundrede skub i fredsbevægelsen og de sortes kamp med sine sange. I dag bor han med sin kone, Toshi, i en hytte på toppen af et lille bjerg ved Hudson-floden nord for New York. Han er en del af kampen mod krigen i Afghanistan, som han var det under USA’s krige i Vietnam og Korea.

Vi kan alle sammen gøre noget. Med de sange, vi synger. På internettet. Og over for det barn, man opdrager. Man kan gøre det til en fighter.
Pete Seeger

– Hele verden er i fare i dag. Nogle mennesker tror stadig, at krigsmaskineriet kan løse alle problemer. Mit håb er, at der vokser et fællesskab op mellem mennesker, som det vi oplever i New York i tiden: Folk åbner sig for hinanden, synger sammen. Mange sender nye sange til mig mod krigen, men de fleste er nu ikke særlig gode, fortæller Seeger med et lille smil.

Den gamle sanger er meget varsom, når han taler om krigen. Der er ikke meget plads til kritiske røster i USA, uanset hvor meget de bobler.

– Jeg vægter mine ord mere end nogensinde, erkender Pete Seeger. Ofte bruger jeg Martin Luther Kings ord: Med vold myrder du den hadende, men du myrder ikke hadet.

Sangeren gengiver resten af citatet fuldt ud – en remse på 2-300 ord – udfra hukommelsen.

Spiller til demonstrationer

Den gamle protestsanger blev i 1950’erne idømt ét års fængsel for uamerikansk virksomhed. I dag er han et nationalt ikon med plads i Rockens Hall of  Fame.

– Jeg er blevet frygtelig respektabel, sukker den gamle mand.

– Der er givetvis nogle, der mener, at jeg er blevet ufarlig og medgørlig. Jeg vil tro, at der er en tid til at være skandaløs og en tid til at være hellig, siger han og citerer dermed stort set sin egen sang, Turn,Turn, Turn (To everything there is a season). 

– Jo, jeg er nok for forsigtig.  Eliten har lavet en lille kasse, som den putter folkemusikerne i og prøver at gøre os ufarlige og medgørlige.

Det afholder dog ikke manden fra at spille til demonstrationer så ofte, helbredet og familien tillader det. Lige fra miljøaktivister i New York til lokale protester i Illinois. Stemmen er ikke længere i stand til at synge de store menneskemængder op, men banjospillet fungerer upåklageligt, og ildsjælen fra Hudsonfloden får andre til at synge sangene ved at lære dem ordene over mikrofonen.

Den gamle mand virker ret uanfægtet  af sine mange år. Der er stadig en ild, der brænder i de milde øjne, der nu har taget opstilling bag et par tykke brilleglas. Ryggen er rank, og de krogede hænder gestikulerer ivrigt, når de da ikke griber ud efter den slidte guitar eller banjoen, der bærer påskriften "Denne maskine omringer hadet og tvinger det til at overgive sig".

Mange måder at omgå en boykot

Banjoen var så farligt et våben, at Seeger blev udelukket fra landsdækkende tv i 16 år under den kolde krig, hadet af McCarthyisterne for sine sange om fred og forandring.

– Årene lærte mig, at der er utallige måder at omgå en boykot. Ofte bankede jeg på døren hos lokalradioer og præsenterede mig: Jeg skal spille på byens skole i aften, kan jeg sige et par ord i radioen, spurgte jeg. Hvem er du? sagde de. Jeg var med i bandet Weavers. Nå, dem. Jo, kom bare ind. Fem minutter efter programmet, ringede chefen og rasede: Hvorfor lod du den kommunist tale i radioen? Kulturel guerillataktik, kalder jeg det. Ofte fungerede hetzen mod mig som en fin reklame for mig!

Da Komitéen mod Uamerikansk Virksomhed endelig fik ham på anklagebænken, nægtede han kategorisk at svare på, hvor og for hvem han havde optrådt. Til gengæld tilbød han flere gange de rasende dommere at synge de sange, der bedre end noget andet forklarede, hvad han stod for. Resultatet blev en fængselsdom, som han dog blev frikendt for, da vindene vendte i begyndelsen af 1960’erne.

Andre gange antog angrebene konkrete former. Klu Klux Klan overfaldt i 1949 Pete Seeger og hans familie med sten og køller i landsbyen Peepskill få kilometer fra hans hjem. Klanen eksisterer stadig i de små, pæne, velhavende landsbyer ved floden. De kutteklædte racister dukkede op med protester, da det gode skib, Clearwater, i 1970’erne blev skabt som miljøskib, bestyret af aktivister. Clearwater var Pete Seegers projekt, og skibet sejler stadig på den møgbeskidte Hudsonflod i kampen mod forureningen.

– Ku Klux Klan er faktisk større her i området end i sydstaterne, fortæller sangeren. Men de har øjensynligt vidst, at de bare ville skaffe mine sange mere omtale, hvis de gjorde alvor af truslerne om at myrde mig, siger Seeger med et grin.

Pete Seeger har anbragt en hat på sin isse for at værne den mod solen. Han misser med øjnene og skuer ud over sin elskede flod, mens han overvejer sine ord et øjeblik.

– På sin vis findes der stadig en blacklist. Tv og radio ved godt, at dem, der betaler for musikken, bestemmer, hvad der bliver spillet. Siger man også sådan i Danmark? Pengenes magt er det største problem, vi har. Hvis der skal være en menneskehed om 100 år, må vi bekæmpe pengenes magt i mange former. George W. Bush blev præsident, fordi han kunne skrabe 138 millioner sammen. Hvis man ikke skal græde er man nødt til at grine af det, siger Pete Seeger og slår en latter op.

– Hov - jeg har en gave til dig! udbryder den gamle mand pludselig og forsvinder ind i hytten.

Fra en lille papkasse frembringer han en bog om den aldrende amerikanske kvinde Granny D, der har vandret tværs over Amerika og har kritiseret præsidenten og pengemændene.

– Jeg er så begejstret for bogen, at jeg har købt en hel kasse af dem og giver dem ud til folk, jeg møder. Hun bliver selvfølgelig også ignoreret af medierne. Er du kommunist? spørger pressen. Nej, jeg er eskopalist (medlem af en konservativ kirke, red.) svarer hun. Den lange banjospiller strækker igen hals i en kluklatter.

Sigt efter de svageste punkt

Han var selv i en årrække medlem af det amerikanske kommunistparti, men meldte sig ud i 1950’erne, da han følte sig i modsætning til virkeligheden i Sovjet. Siden da har han altid forsvaret kommunisternes ret til at eksistere i guds eget land.

– Er Arbejderen en kommunistisk avis ligesom Daily Worker? bryder Toshi Seeger ind. Den lille bestemte dame, der har bestyret sin mands kalender i tres år, har indtil da været optaget med at stille friskbagte boller, marmelade og blommer frem på det massive træbord på terrassen. Jeg nikker bekræftende.

The Daily Worker var en væsentlig medspiller, da  den unge Seeger i 1940’erne rejste rundt med makkeren Woody Guthrie i støvede godsvogne og spillede for spirende fagforeninger, ved strejker og blokader. Guthrie havde en fast klumme i avisen i mange år.

– På den tid var det kommunistiske parti helt centralt i fagforeningerne. Under Den Kolde Krig blev det svagere. Vi troede virkelig, at arbejderbevægelsen kunne vise verden vejen til socialisme, forklarer den gamle mand.

Men da protestalderen kom, skete rykket ikke i fagbevægelsen, men på universiteterne og skolerne, der blev Pete Seegers nye hjemmebane. Som 60’er-oprørets Grand Old Man (allerede dengang!) og forbillede for unge sangere som Bob Dylan og Joan Baez spillede han en betydelig rolle. Ikke mindst i kampen for de sortes rettigheder.

– De sorte sigtede efter modstandernes svage punkt. Det er en vigtig erfaring. Den sorte kvinde, Rosa Park, satte sig ned på sædet i bussen, skønt det var ulovligt og blev selvfølgelig smidt af bussen. Dagen efter boykottede alle sorte busserne. Et mindre kampspørgsmål måske, men de vandt det. Ni år efter havde de vundet stemmeretten i Mississippi. De undgik at bruge vold, og det er en af de store udfordringer, vi har i dag, betoner Pete Seeger.

Han tog de sortes sange – som We Shall Overcome - til sig og gjorde dem kendte som protestsange over hele kloden. På samme måde er han gennem et langt liv gået på opdagelse i sange fra Latinamerika og Europa.

Jesus var ikke amerikaner

– Jeg lærte den nicaraguanske sang  Cristo Ya Nacio  af min datter. Hun havde lært den i fængslet i Mexico City under studenteroprøret i 1968. Sangen handler om det lille Jesus-barn, der bliver født af den fattige kvinde, María, i Nicaragua og ender som guerillasoldat mod diktatoren Somoza. Fantastisk sang. Sidste jul sang vi den på Clearwater til vores årlige sing-along arrangement, siger Seeger og bobler sangens første strofer.

– Det må have været en stor oplevelse for indvandrende afrikanere, arabere og latinamerikanere, da de fandt ud af, at Jesus slet ikke var hvid. Jesus var ikke amerikaner, men mørklødet som dem, fortsætter han. Pete Seegers egne rødder, derimod, er irske, engelske og tyske.

Fingrene danser igen hen over bordet, mens den gamle uafladeligt bobler en hjemmelavet julesang af sig med et saligt smil og næsen i sky.

Folkesangeren holder sig stadig orienteret om de politiske kampe over hele verden og nævner under samtalen flere eksempler på, at kampene rent faktisk nytter, lige fra social byplanlægning i Brasilien til kvindekamp i Indien, og han spørger interesseret til den danske EU-modstand. I 1999 modtog han Felix Varda-medaljen i Cuba for sit antiracistiske arbejde.

– Mange mennesker siger til mig: hvorfor gider du blive ved med at slås? Nytter det noget? Jeg har en metafor: Der er to vægte. En på jorden med sten og en oppe i luften. Vi har en masse teskeer og fylder den tomme vægt med sand. Der er nogle, der griner af os: Tror du virkelig I kan ændre historien med de teskeer? Sandet ryger jo ud, så snart i putter det i. Ja, den lækker, men ikke så hurtigt som vi hælder sand i. Og en dag vender den pludselig. Og folk vil spørge: Hvordan skete det så hurtigt? Det var vores små teskeer, vil jeg fortælle dem. Vores bittesmå skeer! Jeg tror virkelig på at vi kan ændre verden.

Eftermiddagssolen kigger frem mellem skyerne over Hudsonfloden, og Pete Seeger har næsten tømt skålen med blommer. Den gamle mand har glemt alt om den middagslur, han burde have taget for flere timer siden.

– Vi er seks milliarder mennesker, og vi kan alle sammen gøre noget. Med de sange, vi synger. På internettet. Og over for det barn, man opdrager. Man kan gøre det til en fighter. Ikke en, der bare siger "gud, hjælp mig". Og hvis man samtidig kan gøre det sjovt, hvem ved så, hvad vi kan udrette?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. maj. 2019 - 13:00   03. maj. 2019 - 13:06

100 år

Peter Rasmussen