20 Oct 2019  

KBH: Overskyet, lette byger, 12 °C

Nyt lys over Rosa Luxemburg

Bogudgivelse

Nyt lys over Rosa Luxemburg

Et nyt tysksproget bind med Rosa Luxemburgs artikler fra perioden 1893-1906 er udkommet her i foråret. Det er planen, at der skal udkomme tre bind, således at Luxemburgs værker om få år vil foreligge i deres helhed.

Fra en af de årlige demonstrationer i Berlin til minde om Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Adskillige danskere har i de senere år deltaget i de årlige demonstrationer i Berlin til minde om Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. Det er en tilkendegivelse ikke kun til ære for de to revolutionære socialister, men for den revolutionære socialisme i det hele taget.

Selv om Rosa Luxemburgs tekster er skrevet for cirka 100 år siden, så er det værdifuldt at følge diskussionerne om forsøgene på at finde frem til en ny strategi til at overvinde kapitalismen.

Selvfølgelig kan man altid diskutere, hvad udtrykket "revolutionær socialisme" betyder i dag. Det kan man imidlertid få nogle nyttige svar på i de skrifter, de to har efterladt sig – i vor tid specielt Rosa Luxemburgs. Et nyt tysksproget bind med hendes artikler fra perioden 1893-1906 er udkommet her i foråret.

Karl Liebknecht har ikke efterladt sig centrale analyser af betydning, selvom han er blevet et ikon for mange på grund af hans konsekvente krigsmodstand under Første Verdenskrig. Som præsident for Ungdomsinternationalen fra 1907 til 1910 havde han på afgørende vis bidraget til at kampen mod militarismen, som blev et vigtigt indslag i de socialdemokratiske ungdomsforbunds aktiviteter. Han forsøgte forgæves at organisere modstanderne indenfor det socialdemokratiske parti. I december 1914 gik han åbent imod flertallet i partiets ledelse og stemte i Rigsdagen mod bevillingerne til krigsførelsen. Det vakte stor opsigt internationalt.

Liebknecht havde gennem mange år stået på partiets venstrefløj og havde specialiseret sig i undersøgelser af den internationale kapitals samarbejde i militærspørgsmålet. Han nåede imidlertid ikke at afslutte sine undersøgelser, før verdenskrigen brød ud. Som en ny biografi af Annelies Laschitza viser, var teoretisk arbejde heller ikke hans styrke.

Den polsk-jødiske socialist

Det er derimod det, der har betydning for Luxemburgs indsats i arbejderbevægelsen. Hun var som ganske ung pige i Warszawa blevet aktiv i arbejderbevægelsen og emigrerede i 1889 til Schweiz for at påbegynde sin universitetsuddannelse i nationaløkonomi.

Indadtil i partiet optrådte Rosa Luxemburg som en stridbar repræsentant for en principfast marxisme.

Det lykkedes uden besvær for hende til trods for sit køn og sin jødiske herkomst. Hun opnåede sin doktorgrad med en afhandling om Ruslands økonomiske udvikling, og i denne analyse argumenterede hun for, at Rusland og Polen og de andre undertrykte folkeslag under russisk herredømme i længden ville være bedst tjent med at bestå som en samlet stat. Her kunne der arbejdes på at fremme den revolutionære udvikling, fordi et stort marked var en væsentlig forudsætning for en socialistisk udvikling. Denne vurdering delte hun med Marx og Engels.

Samtidig engagerede hun sig stærkt i udviklingen af det socialistiske parti. Der havde tidligere været gjort forsøg på at danne et sådant parti i Polen, men de var blevet undertrykt af det zaristiske styre.

Luxemburg kom ind i ledelsen af det lille socialistiske emigrantparti ved dannelse af Socialdemokratiet i kongeriget Polen (SDKP). Hun skrev i partiets illegale presse, som smugledes ind i Polen, og optrådte også som talsperson for partiet på internationale socialistiske kongresser i Zürich allerede i 1893 og især i London 1896. Hun fremførte her sin kritik af de forstenede tankegange i den internationale socialismes rækker. Hendes dialektiske opfattelse af virkeligheden vakte ikke sympati blandt de ældre ledere.

I den tyske arbejderbevægelse

Rosa Luxemburg flyttede i 1898 til Tyskland, og takket være hendes bekendthedsgrad i den internationale socialisme kunne hun omgående tage del i diskussionerne om de revisionistiske opfattelser af partiets rolle, som de var blevet rejst af Eduard Bernstein.

Hun var ikke den eneste, der kritiserede revisionismen – tværtimod stod hun på dette tidspunkt på flertallets side. Faktisk blev hun modtaget med åbne arme både af partiets formand Bebel og af redaktøren af det teoretiske tidsskrift Neue Zeit, Karl Kautsky.

Fra 1898 var hun mere eller mindre fast medarbejder ved forskellige socialdemokratiske aviser samt redaktør af nogle af de centrale aviser. Samtidig var hun ligeledes aktiv i de polske områder i det østlige Tyskland og i SDKP og i samarbejdet mellem de forskellige arbejderpartier i Rusland.

I dette samarbejde viste der sig dog snart modsætninger, som især skyldtes de forskellige forhold, hvorunder partierne arbejdede.

I Finland herskede der for eksempel andre forhold for arbejderbevægelsen end i det egentlige Rusland, og i både Litauen og Polen var der atter andre forhold. Undertrykkelsen var også voldsom her, men den var mest udpræget i Rusland.

Uanset hvad striden mellem de forskellige partier drejede sig om, så var der her ikke tale om at "Frihed er altid frihed for dem, der tænker anderledes". Citatet er nok det bedst kendte af Luxemburgs udtalelser. Det blev fremsat i det uafsluttede manuskript om "Den russiske revolution" (1918). Det står dog klart, at der er en betydelig forskel på situationerne før verdenskrigens udbrud, og den der eksisterede under revolutionen i 1917/ 1918. Udtalelsen er fremsat i en konkret historisk situation, og kan ikke under alle givne forhold opfattes på en og samme måde.

Luxemburg var demokrat, når det gjaldt om at styrke massebevægelser mod det bestående magtforhold. Indadtil i partiet optrådte hun imidlertid som den stridbare repræsentant for en principfast marxisme uden dog at forfalde til dogmatisme.

Uenighed om kampens form

Der er ingen tvivl om, at der fandtes teoretiske modsætninger mellem Lenin og Luxemburg, og at disse blandt andet havde deres oprindelse i divergerende opfattelser af massebevægelsens rolle i kampen mod bourgeoisiet.

Lenin arbejdede inden for det centralistiske illegale russiske socialdemokrati. Det vil sige, at hans udgangspunkt var modstanden mod et yderst autoritært styre, der betjente sig af et effektivt hemmeligt politi.

Det var en situation, der ikke var ukendt for Luxemburg – men hun var samtidig aktiv i Tyskland, hvor de politiske forhold jo heller ikke var just demokratiske, men dog tillod socialdemokratiske massebevægelser. Det var her hun udformede sine overvejelser vedrørende demokratiske massekampe for blandt andet at opnå en udvidet valgret i Preussen. Det var her, hun var konfronteret med de samme problemer som Engels arbejdede med i 1890’erne: Hvordan mobiliserer man masserne, hvordan kan man formidle forståelsen af kampens formål? Når masserne skal kæmpe, må de have en forståelse af, hvad de kæmper for, de må have indsigt i de risici, de udsætter sig for. Massekampenes betingelser er anderledes end den illegale, underjordiske kamps betingelser.

Ud fra denne position udformede Luxemburg visse forestillinger om massernes indflydelse på og deltagelse i den revolutionære proces, som kan genfindes i adskillige af hendes skrifter. De er ikke grundlæggende forskellige fra Engels’ vurderinger, således som de især kom til udtryk i hans korrespondance i 1890'erne. Men i de 15 år, der var gået siden Engels’ død i 1895 havde de historiske omstændigheder medført, at arbejderbevægelsen taktiske regler måtte forandres.

Bevægelsen splittes

De svar, der fremkom i perioden, medførte en (latent) splittelse i bevægelsen.

Revisionismen havde måske ikke til hensigt at splitte den revolutionære bevægelse, men efterhånden som den udviklede sig, indebar den en tilpasning til den bestående samfundsorden.

Revisionismen fandtes overalt i arbejderbevægelsen og fremtrådte med forskellig styrke. Et gennemgående træk var, at revisionisterne ville forhandle sig frem til en acceptabel løsning af de bestående klasseprægede modsætninger. Løsningen for dem bestod i kompromisser med de herskende samfundslag. De håbede at kunne samarbejde med reformvillige repræsentanter for kapitalen.

I Tyskland var den sværindustrielle kapital alt andet end reformvillig, tværtimod søgte den i en konfrontationspolitik at undertrykke de demokratiske bevægelser. Den mere moderne kemiske industri søgte derimod at inddrage den kvalificerede arbejdskraft og andre tilsvarende grupper i forsøg på at finde samfundspolitiske løsninger på kapitalens præmisser.

Det er et fundamentalt træk i arbejderbevægelsens kamp for at skaffe sig den nødvendige støtte fra de afgørende lag i arbejderklassen og en grundlæggende bestanddel i marxistisk tænkning, at arbejderbevægelsen, som demokratisk massebevægelse også måtte fremsætte sine krav og politiske ønsker i åbenhed.

Denne tankegang ses ligeledes i de overvejelser, som det danske Socialdemokratis daværende partiformand, P. Knudsen, gjorde sig i 1908. Han krævede, at den revolutionære proces måtte gøres permanent for at forhindre, at et nyt klasseherredømme skulle kunne opstå ved, at Socialdemokratiets grundsætninger efter revolutionen blev ”forfalsket”.

Samlede værker

Efter at revolutionen i Tyskland var blevet slået ned i 1919 (Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht var som bekendt blevet myrdet i januar samme år), fremsatte Lenin en opfordring til det kommunistiske parti i Berlin om at udgive Luxemburgs samlede værker. Blandt andet på grund af de politiske modsætninger i partiet udkom kun tre omfangsrige bind ud af de planlagte ni i tiden frem til 1933.

Lenin fremsatte en opfordring til det kommunistiske parti i Berlin om at udgive Luxemburgs samlede værker.

Det lykkedes imidlertid at smugle det indsamlede materiale til Moskva, hvor det forblev til omkring 1970. I de mellemliggende år førtes der intensive diskussioner mellem partiveteranerne og yngre historikere i DDR. Det var ikke let at nå til en enighed. Efter 1970 blev der dog udarbejdet en ny Luxemburg-biografi og en udgave af de efterladte og genfundne skrifter. I alt blev der udgivet fem bind med hendes værker og seks bind med hendes korrespondance.

I 1980'erne stiftedes et Internationalt Luxemburg Selskab på initiativ af japanske forskere. Derved undgik man den tysk-tyske politiske modsætning og næsten uden problemer kunne andre Luxemburg-interesserede inddrages i arbejdet. Selskabet eksisterer fortsat, den seneste konference blev afholdt i oktober 2013 i Paris.

På denne konference anførtes, at en stor engelsk-sproget udgave af Luxemburgs værker og korrespondance er ved at blive udgivet. Hertil kommer, at en række opfølgningsbind til den tyske udgave nu er under udgivelse. Disse indeholder især artikler fra Luxemburgs journalistiske arbejde. Det er planen, at der skal udkomme tre bind, således at Luxemburgs værker om få år vil foreligge i deres helhed.

Det første af disse bind, bind seks for tiden 1893 - 1906, er udkommet i foråret (990 sider). Bind syv er under udarbejdelse og skal ifølge planen have et omtrent lige så stort omfang for perioden 1907-1919. Et ottende bind skal indeholde Luxemburgs polske værker i tysk oversættelse. Også dette bind er allerede under bearbejdelse. En del af materialet har foreligget i adskillige år, andre dele er blevet udgivet i 1970'erne.

Det vil altså forhåbentlig nu lykkes at få samtlige polske skrifter udgivet på tysk og formentlig senere på engelsk.

Ny udgivelse

Annelies Laschitza og Eckhard Müller er udgivere af det nye bind; Laschitza har desuden skrevet en udførlig indledning, hvori hun analyserer arbejdet med biografien og udgivelsen af Luxemburgs efterladte skrifter i DDR og senere i Tyskland.

Laschitza har i 1996 udgivet en udvidet biografi af Luxemburg og i 2007 en om Karl Liebknecht. Hun har desuden i mange artikler og under bearbejdningen af de tidligere udkomme 11 bind ydet en stor indsats og regnes med rette for en af de betydeligste forskere på området. I indledningen kommer hun ligeledes ind på indholdet af de 270 dokumenter, som i det nu foreliggende bind seks er blevet tilgængelige.

Selv om det første indtryk er, at Luxemburg spreder sig over mange forskellige emner, så koncentrerer de sig i sidste instans alligevel om vurderingen af massebevægelser og de muligheder, der opstår i de daglige kampe. I denne sammenhæng er det værd at nævne, at omkring 80 artikler behandler den russiske revolution i 1905, især i november-december måned, hvor man får en næsten dag-til-dag beskrivelse af udviklingen.

Partidemokrati og parlamentarisk demokratis

Engels forsøgte at se det partiinterne demokrati i sammenhæng med massebevægelser, for eksempel storstrejker og valgretskampe, og var tilbageholdende hvad angik direkte konfrontationer med statsmagten.

15-20 år senere, da arbejderbevægelsen havde udviklet sig i omfang, men endnu ikke havde inddraget flertallet af arbejderklassen og mulige allierede i arbejderbevægelsen, gik Luxemburg videre: hun mente, at massebevægelser, især storstrejker men ikke udelukkende disse, var nødvendige hvis masserne skulle bringes i bevægelse og bryde med de dem indoktrinerede borgerlige ideologier, der fortsat havde stor betydning. Hvordan kunne de bryde med deres borgerlige ideologi, hvis ikke de udviklede fælles kampe mod det herskende regime?

Luxemburgs artikler er således en videreudvikling af Engels’ endnu ikke helt klare overvejelser fra omkring 1890.

Det står ikke klart, hvordan hun mente, at denne udvikling kunne sættes i gang. Omkring 1910 forsøgte hun i socialdemokratiet at udvikle kampen for valgretten specielt i Preussen, som var den reaktionære højborg i Tyskland.

Hun var næppe heller selv klar over, hvordan det kunne lade sig gøre. Imidlertid havde hun en klar fornemmelse af, at det var nødvendigt for at bryde med de stivnede samfundsforhold. Til trods for at der er skrevet meget, må der nok nye undersøgelser til, for at få en mere afklaret indsigt i, hvad Luxemburg forestillede sig under et sandt demokrati, et levende folkestyre.

Værdifulde diskussioner

Annelies Laschitza har selv rejst dette spørgsmål i en artikel i samleværket "Basisdemokratie und Arbeiterbewegung" fra 2012. Spørgsmålet er blevet diskuteret i flere udgivelser fra Karl Dietz forlaget i Berlin, som også er udgiveren af Luxemburg-udgaven og Marx-Engels værkudgaven i 43 bind. En af de ledende personer i Internationalt Luxemburg Selskab, Ottokar Luban har i ”Rosa Luxemburgs Demokratiekonzept” i 2008 samlet en række artikler om dette emne.

(På dansk findes for eksempel Rosa Luxemburg: Politiske skrifter. Et udvalg, København 1976, som indeholder nogle af de vigtigste tekster med en indledning ved Toni Liversage. Desuden Paul Frölich: Rosa Luxemburg – idé og handling, som udkom 2010 i København. Den er den mest dybtgående afhandling om hendes politiske liv.)

Selv om disse tekster nu er skrevet for cirka 100 år siden, og tiderne har ændret sig meget, specielt hvad angår massebevægelser og -strejker, så er det værdifuldt at følge diskussionerne for 100 år siden om forsøgene på at finde frem til en ny strategi til at overvinde kapitalismen.

Forudsætningerne for en socialistisk massebevægelse har for tiden lidt et tilbageslag på grund af strukturændringerne i arbejderklassen og arbejdernes isolering på arbejdspladserne. Det vanskeliggør en fælles holdning og koordineret aktion. Samtidig har kapitalen udviklet en effektiv modstrategi mod arbejderbevægelsen. Ejerskabet til mange virksomheder er samlet og koncentreret i store konglomerater, hvor koncernledelserne kan flytte arbejdet fra den ene virksomhed i koncernen til en anden uden store problemer. Arbejderne må finde nye løsninger på disse problemer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. sep. 2014 - 16:40   03. sep. 2014 - 16:40

Anmeldelse

Gerd Callesen
Historiker

Gerd Callesen er historiker og tidligere medarbejder på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Han er født i 1940 og bor i dag i Wien, Østrig. Han er er med i den videnskabelige kommission bag MEGA, en udgivelse af Marx' og Engels' samlede efterladte skrifter og manuskripter på originalsprogene.

Rosa Luxemburg

Gesammelte Werke bind 6, 1893-1906. Udgivet af Annelies Laschitza og Eckhard Müller. Med forord af Annelies Laschitza. Karl Dietz Verlag, Berlin 2014, 990 sider. ISBN 978-3-320-02301-0, € 49.90.