18 Aug 2018  

KBH: Let skyet, 19 °C

Leninprisen samler kulturfolk og de røde

Prisoverrækkelse i Sverige

Leninprisen samler kulturfolk og de røde

Teater Varberg er fyldt, da Leninprisen og Robespierreprisen bliver overrakt i april. Nye og tidligere prismodtagere møder hinanden. Til den efterfølgende fest kan de fleste sidde, men mange må stå op.

Skuespilleren Sven Wollter reciterer "Kommunismens Pris", mens en buste af Lenin iført rødt tørklæde smilende ser ud mod gæsterne i Teater Varberg.
FOTO: Artur Szandrowski/Proletären
Cecilia Cervin fra Jan Myrdal Selskabet overrækker Robespierreprisen til Henrik Bromander.
FOTO: Artur Szandrowski/Proletären
Matilda Magnusson sammen med Bosse Stenholm fra Jonsereds Proggorkester.
FOTO: Artur Szandrowski/Proletären
En fyldt sal i det gamle Teater Varberg lytter til Sven Wollter, årets prismodtager, akkompagneret af Jonsereds Proggorkester.
FOTO: Artur Szandrowski/Proletären

Varberg på den svenske vestkyst toner frem efter tre timers sejlads fra Grenaa. På denne aprildag uddeles i Varberg en rød kulturpris med titlen Leninprisen. Til højre for indsejlingen i Varberg ser man den gamle fæstning, som har spillet en stor rolle i mange kampe mellem danske og svenske konger om retten til land, sejlads og handel.

Min kundskab i marxismen har givet mig et instrument til at kunne analysere i de roller, som jeg spiller.
Sven Wollter

Men pyt med konger og adel for idag hædres kunstnere, som med deres deres værker har vist mod til at være samfundskritiske og oprørske og på den måde udfordre magten og øvrigheden i nutiden.

Modige svenske kunstnere

Teater Varberg, som er en fredet bygning fra 1895 og nyrenoveret, danner rammen om begivenheden. Allerede på vej ind i foyeren mærker man den livlige stemning blandt gæsterne. Tidligere prismodtagere er mødt frem i anledning af ti-året for Leninprisen.

Blandt idligere modtagere kan nævnes Michael Wiehe, Jan Guillou, Maj Wechselmann, Mikael Nyberg og Maj Sjöwall. Samtidig uddeles Robespierreprisen, der har unge svenske kunstnere som Kajsa Ekis Ekman, Jenny Wrangborg og Sara Beischer som tidligere modtagere.

Nu dukker Stefan Jarl op, filmmanden der modtog Leninprisen sidste år, og derfor har til opgave at skulle holde tale for dette års modtager af Leninprisen, nemlig skuespilleren Svend Wollter. Denne sidder i foyeren og signerer sin nye roman. Ved siden af ligger den røde avis Proletären, som udgives af Kommunistiska Partiet.

En lille femtakket stjerne

I teatersalen er scenen fyldt med musikinstrumenter og en opsigtsvækkende buste af Lenin iført et rødt hovedtørklæde signalerer humor. Midt på scenen hænger et gammelt symbol fra Sovjetunionen med hammer og segl omkranset af laurbær og i toppen en lille femtakket stjerne.

Lasse Diding byder velkommen. Både gulv og balkoner er fyldt med forventningsfulde røde bankende hjerter. Stemningen er forventningsfuld og let trods de store alvorsord, der også bliver sagt.

>>LÆS OGSÅ: Venstreprojektet er fortsat legitimt

Blandt modtagerne af Leninprisen er der en lang række af personer, som jeg på en eller anden måde bliver inspireret af.
Henrik Bromander

Sven Wollter takker rørt over at modtage Leninprisen. Med prisen følger 100.000 svenske kroner. Alligevel skæmter han lidt med, at han har ventet på det så længe, og at han var bange for at pengene skulle slippe op. Under intens opmærksomhed reciterer han "Kommunismens Pris" af Bertolt Brecht, musikalsk ledsaget af Jonsereds proggorkester.

Vidunderlig bekræftelse

Sven Wollter er kendt både i og udenfor Sverige som skuespiller og kommunist. Han har medvirket i "Nøgle hus spejl"(2015), sammen med Ghita Nørby. Tidligere har han medvirket i den svenske film "Änglagård" og tv-serierne "Hemsöboerne" og "Raskens". Til Arbejderen udtaler han: 

– I min kunstneriske virksomhed, handler det ikke om partipolitik. Jeg propaganderer ikke på teatret for partipolitik, men folk ved, hvad jeg står for. Det går ikke at blande det sammen. Men det handler om at vælge ud, hvilke teaterstykker jeg vil være med i, så jeg kan stå for kvalitet. Jeg udtrykker ikke min partiopfattelse i et stykke af Shakespeare eller Tjekhov. Derimod har min kundskab i marxismen givet mig et instrument til at kunne analysere de roller, som jeg spiller.

Mellem de mange taler dukker en ung sangerinde, Matilda Magnusson, op med sin guitar. En lille og energisk kvinde, der hurtigt får sat Jonsereds' musikanter i sving til en sang af Bjørn Afzelius. Bagefter afslører hun sit projekt med at genindspille den svenske trobadurs sange.

Prismodtagere inspirerer

Ingen Leninpris i Varberg uden en Robespierrepris. Den unge forfatter Henrik Bromander modtog prisen, der er på 10.000 svenske kroner, og som begrundes i at:

"Ingen har i ung svensk litteratur dissekeret mandlighedens mørkere sider dybere, bredere eller med større indlevelse end romanforfatteren, serietegneren og dramatikeren Henrik Bromander."

– Når jeg tænker på tidligere modtagere af Robespierreprisen, som Kajsa Ekis Ekman, er der flere imellem, som jeg ser op til og har respekt for. Og blandt modtagerne af Leninprisen er der en lang række af personer, som jeg på en eller anden måde bliver inspireret af, så jeg er beæret over at være en af dem nu, siger Henrik Bromander til Arbejderen.

Det fyger med skældsord som tyranner og diktatorer, men det giver de røde lejlighed til at få gang i debatten om, hvad socialisme er.

Henrik Bromander er født i 1982 og har skrevet om had på nettet, racisme og overdrevne kropsidealer. Han er i Sverige kendt for bogen "Smålands mörker", som handler om en homoseksuel fascist. Han bidrager også til den svenske tegneserie Galago og den syndikalistiske avis Arbetaren.

Inspirerende initiativ

Lenin og Robespierre, der var ledere i henholdsvis den russiske revolution 1917 og i den franske revolution 1789, er navne, der hvert år giver anledning til hede debatter og indlæg i svenske medier. Det fyger med skældsord som tyranner og diktatorer, men det giver de røde lejlighed til at få gang i debatten om, hvad socialisme er.

Om aftenen er der fest både i den nye restaurant og i spisesalen på Hotell Gästis med røde sange og genhør med orkestret Nynningen, et af Sveriges kendte røde bands.

De fleste kan sidde, men mange må stå op. Festen er et tilløbsstykke og lover godt for næste års prisuddeling.

24. maj. 2018 - 08:05   24. maj. 2018 - 15:37

Rød svensk kulturpris

kb@arbejderen.dk
Leninprisen og Robespierreprisen

Leninprisen er med sine 100.000 svenske kroner en af de største litterære priser i Sverige og bliver uddelt til kulturfolk, der er samfundskritiske og oprørske.
Prisen indstiftedes i 2008 af den svenske forfatter Jan Myrdal på initiativ fra Lasse Diding, dengang med titlen "Jan Myrdals store pris – Leninprisen". Senere er navnet ændret til "Leninprisen".
Robespierreprisen på 10.000 svenske kroner går til en ung, lovende skribent eller kunstner. 

henrikbromander.blogspot.dk/

Leninprisen: https://www.hotellgastis.se/leninpriset-rum-for-rasande/

Sangerinden Matilda Magnusson: matildamagnusson.weebly.com

Prisoverrækkelsen fandt sted den 21.april.

Leninprisen blev første gang stiftet i Sovjetunionen 1924, som en pris for fremragende indsats indenfor videnskab, musik, maleri, skulptur, arkitektur, teater, film og litteratur, samt for opfindelser og militære kundskaber.
Senere fik den navnet Stalinprisen, men det ændredes senere igen til Leninprisen, som blev uddelt i Sovjet for sidste gang i 1990.