16 Jul 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 20 °C

Kunstnere, brug jeres talerør

Sangskriver opfordrer

Kunstnere, brug jeres talerør

Uffe Lorenzen, sangskriver og musiker, synes det er på høje tid at protestere overfor det verdensbillede regeringen serverer, når vi samtidig vil lære vores børn at løse problemer uden brug af vold.

Uffe Lorenzen optrådte med "Dansker" fra sit nyeste album Galmandsværk ved Enhedslistens Kulturfestival i Valby.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

– Jeg forstår simpelthen ikke, at der stadigvæk er krig og oprustning - når vi alle sammen er enige om, at vi vil prøve at lære vores børn, at det ikke er godt, og at vi skal prøve at løse tingene uden krig, siger sangeren Uffe Lorenzen. Som kunstner synes han, at det er på høje tid at protestere gennem sange, gennem kunst.

Politikerne fører en politik, der siger, at alting kan løses med vold.

Uffe Lorenzen, sangskriver

Uffe Lorenzen er sangskriver og musiker og kendt fra de to bands Spids Nøgenhat og Baby Woodrose. I efteråret sendte han sit første soloalbum på gaden med titlen Galmandsværk.

Fornylig optrådte han til Enhedslistens Kulturfestival i Valby og lagde ud med sangen "Dansker" fra dette album. Sangen rusker op i, at vi som danskere ikke skal lade os narre til at tro på "visen" om, at vi er verdens lykkeligste folk.

Ved siden af musikken arbejder Uffe Lorenzen som bartender. I begge job møder han mange forskellige mennesker, men sjældent nogen der synes, at det går rigtig godt.

– Jeg synes en masse forhold både lokalt og udenrigspolitisk bliver værre og værre. Det handler jo grundlæggende om, hvordan man ser på verden. Jeg er godt klar over, at jeg ikke er enig med alle i, hvordan verden er skruet sammen, siger Uffe Lorenzen, der er dybt bekymret over det billede regeringen ønsker, at vi skal have af verden:

– Oprustning er jo en form for vold. Krig er vold. Systemet bruger vold, og politikerne fører en politik, der siger, at alting kan løses med vold.

Kunsten som øjenåbner 

– Jeg kan ikke forstå, at der ikke er flere kunstnere, der bruger deres talerør, som kunstnere jo har, hvis man skriver sange, laver film eller maler billeder, eller hvad man nu gør. Kunstnere bør råbe op, inden at det er for sent, opfordrer Uffe Lorenzen.

Selv er han vokset op med den politiske rock, og begge forældre var Venstresocialister. Moderen er meget aktiv i kvindebevægelsen, og begge forældre har været aktive i anti-atomkraftbevægelsen. Tidligere skrev Uffe Lorenzen mest kærlighedssange, men nu trænger mange andre spørgsmål sig på.

Verden på hovedet

Han er forfærdet over Mette Frederiksens udtalelser om, at ikke-vestlig indvandring er det allerstørste problem, vi har i Danmark. Han kan slet ikke få det til at hænge sammen med, at hun skulle være socialdemokrat. For ham er klimaforandringer er et meget større problem.

I det hele taget synes sangeren, at politikerne bruger alt for meget tid og energi på at sparke ned på nogen og ofte ud fra de konflikter og krige, de selv har skabt. Og det bekymrer ham, at folk ikke siger fra, at folk falder for den snigende småracisme og fordomsfuldhed og at pressen ikke er mere kritiske over for al den løgn, den lader sive ud.

Derfor lyder hans opfordring til kunstnere om at råbe op.

Uffe Lorenzen drager snart ud på forårets koncertturné i både Danmark og Norge. Se mere på Facebook eller badafro.dk.

14. feb. 2018 - 08:50   14. feb. 2018 - 08:50

Musik

kb@arbejderen.dk