22 Sep 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 10 °C

"Jeg er ikke god til at fortryde"

Kvinde i modstandskampen

"Jeg er ikke god til at fortryde"

Ingrid Hind var først med i modstandsarbejdet herhjemme. Efter krigen blev hun sekretær for Røde Kors i det krigshærgede Tyskland på en højskole med unge tyske flygtninge, opdraget i Hitlerjugend.

Ingrid Branner Hind har et langt liv bag sig. Der er oplevelser og liverfaring nok til flere erindringsbøger.
FOTO: KB
Ingrid Hind som sekretær for Dansk Røde Kors i Tyskland, 1950. Som Røde Kors-udsending skulle man bære uniform i besættelseszonerne.
FOTO: Privat foto

Det er efteråret 1944. Hun holder godt fast i cykelstyret. Håndgranaterne i kurven foran vejer tungt, men mors cykel er solid. Endnu en folkestrejke er rullet over landet, og den tyske besættelsesmagt har i sit raseri henrettet Hvidstengruppen, og mange andre er sendt i kz-lejre.

Den danske højskolemodel var velegnet for de unge flygtninge, som var opdraget i Hitlerjugend.
Ingrid Hind

Gymnasieelev Ingrid Branner Jørgensen på 16 år er i færd med at hjælpe sin modstandsgruppe med at flytte våben.

 – Jeg cyklede hele vejen ned ad det befærdede stykke af Jægersborg Allé og over banen til Viggo Rothes Vej, fortæller Ingrid Branner Hind roligt i sin stue i Bagsværd. Som ung hed hun Jørgensen til efternavn.

Bare gymnasieelev

Det var ikke lige transport af håndgranater, Ingrid forestillede sig, da faderens ven Axel, spurgte hende, om hun ville med i et orienteringsløb. Men hun syntes, at det var spændende at være med.

Når Ingrid Hind i dag tænker tilbage på sin gymnasietid på Ordrup Gymnasium, synes hun ikke, at hun var særlig politisk bevidst:

– Vi holdt kun Berlingeren, og jeg var meget dårligt orienteret om andet, end hvad der stod i den. I det hele taget levede vi et frygteligt isoleret liv ude i det pæne Ordrup. Folkestrejkerne stod der ikke noget om, og nu bagefter synes jeg, at det er utroligt, at vi vidste så lidt om, hvad der skete så tæt på os.

Et skalkeskjul

– Hverken min far eller jeg vidste, at orienteringsløb var et skalkeskjul for modstandsarbejde, siger Ingrid Hind med en mild latter. Hun kalder selv sin opgave for at være stik-i-rend-pige, men våbentransport og kurér-opgaver var noget, der kunne have kostet både hende selv og andre livet.

– Jeg er ikke god til at fortryde noget, sådan karakteriserer den 90-årige kvinde med de blå øjne og det korte hvidgrå hår sig selv. Denne formiddag har hun været ude at ro fem kilometer i sin kajak. Stadig glad for sport.

En aften i 1944 ringede det på døren i Ingrids hjem, og hendes mor åbnede:

– Det var Skakke fra 3.g. Han så farlig ud. Beskidt og ubarberet. Mine forældre vidste altså ikke noget om min rolle på noget tidspunkt, men mor har jo nok gættet noget, fortæller Ingrid Hind og fortsætter:

– Jeg boede i et kælderværelse hjemme i vores villa, og så kom Skakke lige ned til mig, så jeg kunne fortælle ham, hvor nogle af de andre i gruppen var. Derefter fik jeg ham hurtigt lodset ud, fordi jeg var bange for, at min mor ville komme ned med kaffe til os.

Befrielsen nærmede sig

En anden episode som Ingrid Hind husker ganske tydeligt, er da gruppen endelig får amerikanske rifler i februar 1945.

– I februar 1945 var der tydelige forventninger til, at nu holdt krigen snart op, men vi var nødt til at finde ud af, hvordan man håndterede sådan nogle rifler. Ingen kunne vide om tyskerne ville overgive sig, forklarer Ingrid Hind.

Man hørte ikke så meget til kvinder dengang, men nu er vi jo blevet mere fremtrædende.
Ingrid Hind

Fortunens Indelukke i Dyrehaven blev udvalgt til prøveskydning.

– Vi lå på maven i det fugtige løv og skød til måls efter et egetræ 30-40 m væk. En af de andre hjalp med at holde mit ene øje lukket, for jeg kunne ikke knibe det i selv. Det jeg var lidt flov over, smiler Ingrid Hind.

– Det var jo egentlig vildt dumtdristigt, hvis nogen hørte det og gik efter lyden. Men der skete ikke noget, og jeg ved ikke, om vi blev særligt gode til at skyde, klukler Ingrid Hind, men i karakterbogen fik hun en bemærkning om "gentagent pjækkeri".

Kunne holde mund

Når Ingrid Hind tænker tilbage på det, synes hun, at det var uansvarligt af Axel, at tage hende ind i gruppen:

– Men jeg kan da egentlig godt være lidt imponeret af i dag, hvor gode vi var til at holde mund. Det var også fantastisk vigtigt.

En aften hentede en anden fra gruppen Ingrid til en tur i skoven. Ingrid vidste godt, at det betød, at han skulle aflevere noget.

– Men på vejen ned af Hyldegårdsvej kom der en sort kassevogn og tvang os ind til siden med cyklerne. Det var danske hipoer, og de tvang os op ad muren ved købmandsbutikken. Vi skulle stå med armene oppe over hovedet, husker Ingrid Hind. Hipoerne kropsvisiterede dem uden at finde noget. Men hun var godt bange.

Femte maj med blandede følelser

Ingrid Hind glemmer heller aldrig den 5.maj. Det var en lidt underlig dag, der begyndte så godt med befrielsesbudskabet aftenen før, hvor Ingrid var ude at gå tur tæt på sit hjem sammen med en god veninde:

– Så kunne jeg se min ældste bror stå udenfor lågen og lave vilde armbevægelser. Da vi kom nærmere, kunne vi høre, at han råbte, at nu havde tyskerne overgivet sig, og det var jo herligt!

Allerede om morgenen den femte maj 1945, skulle Ingrid og Axel ud for at aflevere frihedskæmper-armbind til gruppens folk. Men på vej ned ad Strandvejen får Ingrid øje på noget ganske andet.

– Hverken min far eller jeg vidste, at orienteringsløb var et skalkeskjul for modstandsarbejde.
Ingrid Hind

– Nogle lastvogne samlede formodede stikkere op, og folk smed al muligt affald efter dem. Det var rigtig slemt at opleve den måde, folk var på. Der var jo ikke foregået rettergang af nogen art, påpeger Ingrid Hind.

Bagefter kørte hun og Axel hen til Maglegårdsskolen i Hellerup. Der stod de formodede stikkere langs ribberne i gymnastiksalen med armene oppe over hovedet. Hvis de sænkede armene, blev de slået af de frihedskæmpere, der holdt vagt. Hun undrede sig over denne fremfærd, og da hun kom hjem, prøvede hun at stille sig med armene oppe over hovedet for at se, hvor længe hun kunne holde det ud:

– Efter otte minutter blev jeg meget dårlig - så jeg husker den 5.maj med blandede følelser - men jeg var jo heller ikke så gammel, siger Ingrid Hindeftertænksomt.

Med Røde Kors til Tyskland

Som færdig student ville Ingrid Hind gerne læse jura. Men hendes far havde en anden plan. Det var billigere at gå på handelsskole og blive tresproglig korrespondent. Så kunne hun blive sekretær og måske gift med chefen, mente hendes far. Hans profeti gik i opfyldelse, men nok med en ganske anden chef, end han havde forestillet sig.

For da Ingrid havde kedet sig på et kontor hos en skibsreder i tre måneder, sagde hun pludselig op. Udsigten til at vente på pension som 65-årig gav ingen mening, så hellere rejse til det krigshærgede Tyskland og give sultne børn mad. Hun opsøgte Røde Kors, hvor personalet netop var på vej fra julefrokost.

– Da jeg fortalte, at jeg var tresproglig korrespondent, faldt den ene mig om halsen med ordene "Det var lige, hvad vi manglede." Så 14 dage efter var jeg sendt til Schloss Wolfsburg i Tyskland, fortæller Ingrid Hind med en blanding af eventyrlyst og stolthed i stemmen.

Det var ikke sultne børn, men unge tyske flygtninge, der befandt sig på Schloss Wolfsburg.

I 1948 var Tyskland inddelt i besættelseszoner, og mange tyskere var flygtninge i eget land. De kom fra tidligere erobrede områder i Polen og fra den russiske besættelseszone. På Wolfsburg i den engelske besættelseszone gennemførte Røde Kors højskoleophold efter dansk model for nogle af disse flygtninge. Her skulle Ingrid være sekretær for den danske Røde Kors-leder, Tage Hind. Han var så chefen, Ingrid senere blev gift med. Ingrid Hind smiler.

Dansk højskolemodel

Tyskland var besejret militært, men der var sult, sortbørs, arbejdsløshed og millioner af hjemløse. Tage Hind, der selv havde været leder i modstandskampen på Sydsjælland, mente, at Danmark ikke kunne blive ved med at være fjendtlige overfor tyskerne.

– Vi var jo naboer. Og den danske højskolemodel var velegnet for de unge flygtninge, som var opdraget i Hitlerjugend, forklarer Ingrid Hind, der blev meget begejstret for projektet.

På kurserne fik de 120 mandlige elever i alderen 18-23 år mad og undervisning i seks måneder. De skulle selv hjælpe med mad, tøj og rengøring, for der var næsten ingen ansatte, kun en oldfrue, en sygeplejerske og en kok. Dog havde de hjælp fra 12 praktikanter fra den nærliggende pædagogiske højskole. Ingrid Hind gør opmærksom på, at ingen af lærerne på havde været nazister.

Eleverne havde tysk og regning, samt foredrag og studiekredse. De kunne også lære et håndværk af en professionel tømrer eller skomager.

Demokrati i praksis

– Det var forbudt at nævne ordet demokrati, for det vidste ingen, hvad var, men man skulle begynde at forholde sig til det i praksis, forklarer Ingrid Hind, der også oplevede den ugentlige elevsamling:

– Her måtte eleverne komme frem med klager. I lang tid handlede det kun om sæbe, men efterhånden kom der mere diskussion, fortæller Ingrid Hind og minder om en lige så vigtig prioritering fra højskolens side, nemlig at skaffe bolig og arbejde til eleverne:

– Og det har jo været dyrt at have en hel person, som ikke skulle tænke på andet!

Hipoerne kropsvisiterede dem uden at finde noget. Men Ingrid var godt bange.

I et år var Ingrid ansat som sekretær i Røde Kors med en gage på 450 kroner om måneden plus en karton cigaretter. Derefter rejste Ingrid og Tage Hind hjem til Danmark, hvor han blev lærer på Askov Højskole, og hun skulle stå for husholdningen på højskolen. Her kom deres tre børn til verden.

Et begivenhedsrigt liv

Selv om mange kvinder spillede en vigtig rolle i modstandskampen, er der skrevet meget lidt om dem.

– Man hørte ikke så meget til kvinder dengang, men nu er vi jo blevet mere fremtrædende. Jeg er stadig rødstrømpe, smiler Ingrid Hind og fortæller videre om meget andet, hun har bedrevet i sit lange liv. Hun har siddet i redaktionen for bladet Kvinder, været sekretær i Folketinget for Venstresocialisterne af flere omgange, rejst til Venezuela med Den Rejsende Højskole, oversat bøger og teaterstykker, og hun sluttede af med at være indvandrerlærer.

– Jeg havde ikke en pædagogisk uddannelse. Det startede jeg på, da jeg var 59 år. Så blev jeg fyret i 1992, hvorefter jeg søgte penge hos kulturministeriet til at lave et kursus for indvandrere om miljø. Det har jeg siden lavet en rapport om med titlen "Praktisk miljøforståelse". Om hvordan man sparer på energiforbruget og pengene. Den er virkelig blevet brugt af mange – og jeg har vundet en pris for den. Så den er egentlig mit livsværk, smiler Ingrid Hind og rejser sig let for at hente rapporten.

Et langt og begivenhedsrigt liv gennem 90 år, hvoraf her kun er løftet et par flige. Det skulle ikke undre, om Ingrid Hind har oplevelser og livserfaringer nok til at fylde flere erindringsbøger.

14. sep. 2018 - 19:05   21. sep. 2018 - 09:14

Portræt

kb@arbejderen.dk