16 Oct 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, let regn, 18 °C

Jeg burer mig ikke inde i et værksted

Plakatkunstneren Thomas Kruse 75 år

Jeg burer mig ikke inde i et værksted

– Jeg er kunstner, aktivist og græsrod, og det er det, jeg bruger mit liv i disse år på, siger Thomas Kruse, der er fyldt 75 år og helst ser kunsten ud i gaderne, i håbet om at borgere og beboere vil blande sig i alle sammenhænge.

Thomas Kruse tilbringer en del timer i sit værksted, men hans virke ligger i lige så høj grad udenfor.
FOTO: PN
"Det er min landsby", siger Thomas Kruse om Øgade-kvarteret i Aarhus, hvor han har boet med sin familie, siden slutningen af 60'erne.
FOTO: PN

Thomas Kruse viser rundt i sit lille værksted i baghaven. Plakatkunstneren er i sommer fyldt 75 år, og det er tid til et interview i anledning af fødselsdagen. I værkstedet er der plakater i massevis samt farver, trykmaskine, linoleumsklicheer og kunstbøger i stakke, på hylder og i bundter. Han ved, hvor han har tingene og viser plakater frem.

Mit motto er, at jeg har lovet at lege, så længe jeg lever.

Han tilbringer en del timer herinde, men hans virke ligger i lige så høj grad udenfor værkstedet. Mange i byen kender hans plakater fra demonstrationer for fred, grøn midtby for børn eller imod nedskæringer.

Ofte kommer Thomas Kruse på sin cykel rundt i Aarhus. Måske er han på vej til et møde med andre aktivister eller med kommunen, og måske har han en plakat rullet sammen under armen. Der er brug for besked til folk om, hvad de kan stilling til eller være med til.

– Jeg tænker, at kunst er noget, der udspiller sig mellem mennesker og noget, der skal bruges og indgå i vores hverdag. Kunsten skal helst spille en rolle i dagligdagen, indgå i meningsdannelse, skubbe til folk holdningsmæssigt. Kunsten skal spille en rolle i det offentlige rum, på gaden, ikke kun være i gallerier og museer, mener plakatkunstneren.

Plakaten har mit hjerte

Derfor fejrer han også sine 75 år med en plakatudstilling klistret op på huse i hans eget kvarter og med naboers velvillighed. Og på Godsbanegården i Aarhus kan man i den kommende tid se hans udstilling med mere end 100 plakater, som mange vil kunne huske fra bybilledet.

– Plakater har haft mit hjerte i alle årene. Jeg lavede også plakater, før jeg kom med i Røde Mor. Plakaten består af et tydeligt billede, som folk forstår, og dertil en tekst, som udbygger billedet: kom til dette møde eller denne demonstration eller musik.

– Plakater kom til at spille en stor rolle under de mange protester mod Vietnamkrigen i 60'- og 70'erne. Plakater har også en rolle også i dag, siger han og tilføjer, at det er uanset om plakaten bliver hængt op på muren, på køleskabet eller cirkulerer på nettet.

– Jeg er kunstner, aktivist og græsrod, og det er det, jeg bruger mit liv i disse år på, siger Thomas Kruse og nævner, at han er aktiv i Beboerforeningen for Sjællandsgadekvarteret og i Fællesrådet for Midtbyen.

"Det er min landsby", siger han om Øgade-kvarteret, hvor han har boet med sin familie, siden slutningen af 60'erne. Beboerne i Sjællandsgadekvarteret har i mange år holdt sammen om at sige nej til kommunens og investorers plan om at ændre kvarteret. I stedet er beboerne kommet med alternativer.

– Mit motto er, at jeg har lovet at lege, så længe jeg lever, - så det skal være energifyldt og engageret, og der skal helst være noget fremdrift i det - og et netværk og fællesskab.

Flygtning i eget land

Det har altid været naturligt for Thomas Kruse at tænke og at være aktiv politisk.

Han blev nærmest født ind i kampen i juli 1943, kort før folkestrejkerne for alvor brød ud, og endte med samarbejdsregeringens afgang 29. august.

Danmark var besat, og hans far, lægen og kommunisten Einar Kruse, sad i Fynsledelsen for modstandsbevægelsen og var eftersøgt.

– Min mor måtte også gå under jorden, hun var flygtning i Danmark i mere end et år frem. Min mor var krigsoffer, men hun klarede det, og på den måde kan jeg nemt solidarisere mig med flygtningefamilier i dag. Mange får posttraumatisk stress og mareridt, og min mor havde mareridt i årene efter, bange for at miste sine børn, fortæller Thomas Kruse.

Kunst og politik

Modstandskampen bliver efter 1945 en kamp mod genoprustning, den kolde krig og for fred. Som gymnasiast går Thomas sammen med digteren Carl Scharnberg og mange andre med i den første march mod atomvåben.

Hans generation vokser op med kampen mod NATO og den kolde krig. Der er fredskonferencer og Stockholmappellen om forbud mod atomvåben, hvor Thomas er ude at samle underskrifter. Presset på kommunisterne er stort i forbindelse med krisen i Ungarn og afføder en stor splittelse i DKP.

– Så det var ikke svært for mig at tænke i politik, siger han med et glimt i øjet og fortæller, at hans kunstneriske interesse har en sammenhæng med det politiske:

– I min familie var der stor interesse for kunst, musik, litteratur og teater. Min far sad i byrådet i Odense i to perioder, og vi fik ofte gratis teaterbilletter. Så fra jeg var lille, har jeg været med min mor i teatret mange gange.

Jeg føler mig på linje med børn, fordi mine egne billeder jo også fortæller historier og er figurative som deres.

– Samtidig havde jeg et dejligt legerum sammen med mine to søskende med plads til at tegne, male og fortælle historier. Så teatret har altid spillet en stor rolle for mig.

Thomas Kruse kom til Aarhus for at læse medicin. Efter et par semestre fik det en ende:

– Jeg kom med i Studentersamfundet, den mest vestreorienterede gruppe på Universitetet, og senere med i Studenterscenen. Fordi jeg kunne tegne og male, fik jeg scenografiopgaver med kulisser og kostumer, først på studenterscenen og siden med Vestergade 58 og Svalegangen, fortæller Thomas Kruse, der i tidens løb har arbejdet på Svalegangen i Aarhus, Odense Teater, Friluftsteatret, Teamteatret i Herning, Banden i Odense og mange flere. Scenografiarbejdet har han levet af i over 20 år.

Den kollektive proces

Det kollektive i teaterprocessen tiltrækker ham:

– Alle omkring et teaterproduktion har forskellige opgaver, men man er også et kollektiv, hvor man udveksler, og netop dét synes jeg er en fuldstændig fantastisk arbejdsform at skabe et samlet kunstværk i, kommer det begejstret fra Thomas Kruse, der undervejs skiftede til arkitektstudiet:

– Arkitektstudiet passede bedre sammen med de ting, jeg lavede og med mit samfundsengagement.

– Scenografi er jo også en form for arkitektur, og den er midlertidig. Man arbejder 100 dage, og så har man en forestilling, den spiller og kommer på turné, og så bliver den taget af plakaten igen, forklarer Thomas Kruse, der mener, at han ville have svært ved at sidde på en tegnestue.

– Man sidder og tegner på et projekt, som måske først bliver bygget om fem, seks eller otte år, udbryder han, ikke et sekund i tvivl om at det er for langsomt til ham.

Røde Mor berigede

Kombinationen af kunst og engagement førte ham til kunstnerkollektivet Røde Mor. Der var han med fra 1969-78.

– I Røde mor oplevede jeg den samme kollektivitet som på teatret. Vi kunne alle forskellige ting, og at vi kunne berige og supplere hinanden. Tingene blev sjovere og skarpere, og man kom ud på en flottere måde, end hvis man bare sad alene, konstaterer Thomas Kruse og uddyber:

– Problemerne med at være billedkunstner er ligesom med forfattere. For det meste foregår arbejdet isoleret. Man sidder alene med det, mens musikere og skuespillere de kan noget, når de er sammen, og når der er publikum på.

På linje med børn

Børns vilkår er et centralt tema for Thomas Kruse.

De første kunstprojekter med børn begyndte da han selv havde små børn og egentlig nok at se til. Men en skolelærer havde hørt ham fortælle om, hvordan de arbejdede sammen i Røde Mor, og efter at have tøvet længe sagde han ja.

Allerede under det første skoleprojekt blev han revet med:

– Det er fantastisk energifyldt at arbejde med børn i kunstværksteder. Jeg spørger eleverne: Hvordan synes I skolen skal se ud? Hvor er det grimmeste sted på skolen? Hvad har I lyst til at arbejde med? Hvad skal historierne være?

Det bliver ofte til dage og uger, hvor skolen er omdannet til en børnekunstskole. I skolen sætter de voksne i høj grad rammerne og læseplanen, mens en børnehave bygger på at give børn mulighed for deres egen frie udfoldelse.

Gennem årene er det blevet til mere end 150 udsmykningsprojekter på skoler og institutioner.

– Jeg føler mig på linje med børn, fordi mine egne billeder jo også fortæller historier og er figurative som deres. Børns billeder er jo en forlængelse af deres egen snak, deres sange og lege. Små børn har hundrede sprog, siger vi. Det har været en stor fornøjelse at arbejde kunstnerisk med børn, siger Thomas Kruse.

Og det er slet ikke slut. Hvert år arrangerer han en børnekunstuge i Beboerhuset i Sølystgade, hvor børn i midtbyen er inviteret. Her deltager også pædagogstuderende, som på den måde får praksiserfaring med kreativt værkstedsarbejde. Thomas Kruse har selv undervist på Peter Sabroe Seminariet i en lang årrække.

Byens liv på sinde

Byen med dens liv og mennesker interesserer Thomas Kruse, og det, han har været med til at bygge op i bydelen, giver også kræfter. Især når der kommer nye folk kommer til.

Kunst er noget, der udspiller sig mellem mennesker og noget, der skal bruges og indgå i vores hverdag. 

– Vi kan godt synge en pessimistisk sang om klimakrisen, Trump og krigstrusler og den glohede sommer, men vi kan også synge en sang om de mange engagerede borgere, der er aktive og de mange, der gerne vil gøre noget. Den frivillige sociale, kulturelle deltagelse er kæmpestor. Hvis folk bliver ordentligt oplyst, så har jeg stor tiltro til, at vi mennesker selv kan komme til at bestemme, få nærdemokratiet til at leve.

– I disse år centraliserer man i store enheder, man bygger skoler til 1200 børn og daginstitutioner med 100-200 børn. Det er vanvitttigt! Det er de nære miljøer med kendskabet til hinanden, at folk får værdighed og kan udvikle sig.

Græsrod fremfor alt

Med det store engagement er det nærliggende at spørge, hvorfor han aldrig har stillet op til kommunevalg eller lignende:

– Jeg bruger min tid og mine kræfter i det brede græsrodsarbejde, de brede bevægelser. Jeg tror, jeg med tiden bliver mere og mere anarkistisk i mine holdninger. Det er i fællesskaberne sammen med almindelige mennesker, jeg trives bedst, i øjenhøjde. Måske kan de bruge en plakat?

– Så der er brug for, at borgere og beboere blander sig i alle sammenhænge, siger plakatkunstneren, græsroden og aktivisten Thomas Kruse, der slutter med at citere Carl Scharnberg:

Det nye sker, når de der altid er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande sig.

10. aug. 2018 - 12:45   14. aug. 2018 - 11:22

Interview

kb@arbejderen.dk
Rød bog for Thomas Kruse
  • Født 1943. Uddannet arkitekt, men har arbejdet som maler, grafiker, scenograf, murmaler og underviser. Siden 1960'erne har han arbejdet med bogillustrationer, logoer og plakater.

  • Med i kunstnerkollektivet Røde Mor fra 1969-78. 

  • Se plakatudstillingen Bydrømme tre steder i Aarhus: 

  • Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By. Til 30. september.

  • Godsbanens Foyer. Til 29. august.

  • Ø-gadekvarterets gader. Til 30. september.

  • Arrangør: Dansk Plakatmuseum(dengamleby.dk)

  • Her kan plakater også købes.

  • Se også: krusekunst.dk