03 Jul 2020  

KBH: Spredte skyer, 17 °C

I Boldklubben FREM er der plads til alle

Portræt af en arbejderklub

I Boldklubben FREM er der plads til alle

I den københavnske arbejderklub BK FREM forenes kærlighed og klassekamp i et kampråb, og melodien til Bella Ciao benyttes i en af klubbens mange sange. Regnbueflaget blafrer i vinden sammen med de blå-røde faner, og du er velkommen, uanset om du er iført jeans eller jakkesæt.

Arbejderklubben BK FREM er etableret i 1886 og er dermed en af Danmarks ældste klubber. Her har man fastholdt at spille i tværstribede trøjer.
FOTO: Claus Mørch Hansen
1 af 1

Siden marts måned har det ikke været muligt for landets fodboldfans at tage på stadion for at følge sit fodboldhold og sin klub, ligesom landets spillere først for nylig har fået mulighed for at genoptage træningen. Corona har haft konsekvenser for spillere og fans, ligesom det har medført økonomiske udfordringer for en del fodboldklubber, især klubber med mange trofaste tilhængere. Disse klubber lægger nemlig deres budgetter efter tilskuerindtægter fra eksempelvis billetsalg og salg af øl/vand og pølser.

Vi fokuserer lige så meget på, at man udvikler sig som menneske, som på resultater og indlæring.
Per Jakobsen, formand for BK FREM

En af de klubber er Boldklubben FREM, hvis bedste seniorhold i øjeblikket er placeret i 2. division. FREM, som er en gammel københavnsk arbejderklub, er geografisk placeret på Julius Andersens Vej i Valby. Her blafrer regnbueflaget i vinden sammen med de blå-røde faner, og du er velkommen i klubben og på stadion, uanset om du er iført jeans eller jakkesæt.

Melodien til den antifascistiske partisansang Bella Ciao benyttes i en af klubbens mange sange, og en af de to fangrupper, Paulis rødder, møder frem til kampene med et banner, hvor der står skrevet "Kærlighed og klassekamp". Ord som også forenes i et kampråb.

Klubben har som vision, at ”have det mest attraktive elitetræningsmiljø og fællesskab i Sydhavnen, Valby og på Vesterbro, baseret på et socialt bæredygtigt fundament”. Sådan formuleres det på klubbens hjemmeside.

På spørgsmålet om, hvad det betyder konkret, svarer klubbens formand Per Jakobsen:

Formanden for FREM, Per Jakobsen.

– I FREM vil vi rigtigt gerne udvikle unge mennesker fra vores område. Vi vil gerne udvikle talenter til gavn for klubben og dansk fodbold. Man skal bare vide, at vælger man at spille i FREM, siger man også ja til de værdier, som er FREM's DNA, nemlig fællesskabet og sammenholdet. I FREM er der plads til alle, og vi fokuserer lige så meget på, at man udvikler sig som menneske, som på resultater og indlæring.

– Vi er meget ærlige omkring, at vi ikke altid kan tilbyde de største kontrakter. Til gengæld kan vi tilbyde et helt unikt trænings- og klubmiljø, som man ikke finder andre steder i Danmark, lyder det fra Per Jakobsen.

Et bankende FREM-hjerte

Dette særlige klubmiljø er senest kommet til udtryk under coronalockdown, hvor klubbens medlemmer og tilhængere samt nuværende og tidligere førsteholdsspillere og trænere har samlet næsten 250.000 kroner ind.

En af de fans, som har bidraget, er Claus Riemann, som til dagligt arbejder som redder for Falck og i den forbindelse også er tillidsmand for omkring 50 kollegaer:

– Jeg har holdt med FREM i omkring 30 år, så jeg støtter selvfølgelig klubben. Jeg har under coronalockdown deltaget i alle de virtuelle kampe og meldt mig ind som passivt medlem. Jeg har desuden købt et årskort til næste sæson. For mig er det afgørende at støtte en fodboldklub, hvor sammenhold, fællesskab og klubånd er andet og mere end blot ord. I FREM er der plads til alle. Jeg er klar til at støtte igen, hvis klubben har brug for det.

Per Jakobsen supplerer:

– Der er jo gudskelov rigtig mange med et bankende FREM-hjerte rundt omkring. Jeg tror, det handler rigtig meget om sammenhold og fællesskab, som er nogle af grundpillerne i FREM.

Når klubben er i knibe og har brug for hjælp, så står vi FREM'ere sammen. Det er efterhånden ret unikt i dansk fodbold, men det er også derfor, FREM er noget særligt.

Plads til skæve typer

Det kan fællestillidsmanden for sceneteknikerne på Det Kongelige Teater Nicolai Bentsen skrive under på:

– Stemningen i klubben passer godt til mit temperament. I FREM har der altid været plads til skæve typer – både på og udenfor banen. Det er i høj grad værdier som fællesskab, socialt sammenhold og lighed for høj som lav, som præger klubben.

– Det er i øvrigt lidt af paradoks eller måske udtryk for et meget tidligt ungdomsoprør, at jeg kastede min kærlighed på FREM. Min far spillede mange divisionskampe for Brønshøj. Engang tog min morfar mig med til en kamp i Valby Idrætspark, hvor min mors fætter, Dennis Nielsen, spillede for FREM. Jeg faldt pladask for de tværstribede trøjer, spillet, stemningen og sammenholdet. Det her skulle være min klub.

– Min far accepterede efterhånden min beslutning. I hvert fald forærede han mig en billet til FREM's 100-års jubilæumskamp i Københavns Idrætspark mod Juventus. Juventus havde, ud over en meget ung Michael Laudrup, verdensstjernen Platini med på holdet, fortæller Nicolai Bentsen.

Stiftet 1886

BK FREM er etableret i 1886 og er dermed en af Danmarks ældste klubber. I 1942 flyttede klubben fra Enghavevej på Vesterbro til den nuværende placering på Julius Andersens Vej, tæt på Ny Ellebjerg Station. Klubben har vundet det danske mesterskab seks gange, senest i 1944, sejret i pokalturneringen to gange, i 1956 og 1978, og leveret talent på talent til gavn for dansk fodbold. Seneste titel var i 1992, hvor FREM's superligaspillere kunne hænge bronzemedaljerne om halsen.

I nyere tid har for store økonomiske armbevægelser ført til et par smertelige konkurser med efterfølgende tvangsnedrykninger til Danmarksserien (1993) og Københavnsserien (2010). Når det har været hårdt, har alle i og omkring klubben rykket sammen. Spillere, medlemmer, sponsorer og fans har bidt tænderne sammen. Få kan forestille sig et Vesterbro, Valby og Sydhavnen uden divisionsbold i Valby Idrætspark.

Lokalkolorit

Nicolai Bentsen fortæller, at han under coronalockdown for alvor har opdaget, hvor meget han glæder sig til at komme på stadion igen:

– Jeg er blevet opmærksom på, hvor meget jeg savner netop det fællesskab, som tilbydes ved at se livefodbold sammen med gode venner, bekendte og kendte ansigter. Selvom de virtuelle kampe jo ikke tilnærmelsesvis kan erstatte liveoplevelsen, har de fungeret som et lille plaster på såret. Det blev næsten helt nostalgisk, for ofte er snakken jo faldet på gamle oplevelser til og omkring kampene.

– Til den ene virtuelle kamp beskrev jeg selv, hvordan en typisk kampopladning for mig og mine venner så ud i 1990'erne. Vi boede dengang alle på Vesterbro. Typisk varmede vi op på Jernbanecafeen eller på Enghave Plads. På Istedgade og selvfølgelig især på selve Hovedbanegården, når vi skulle tage toget til den gamle Ellebjerg Station, stødte man hver gang på andre FREM-fans. Skæve eksistenser og fantastiske typer, fortæller Nicolai Bentsen og fortsætter:

– Det kunne for eksempel være “Tyson”, som generelt huserede på Enghave Plads og altid gik med cowboyhat og lædervest, selvfølgelig uden på en bar overkrop i det meste vejr. Hvordan han gang på gang overhovedet nåede til Valby Idrætspark fra Vesterbro er lidt et mysterium. Men der har helt sikkert været en del pitstop undervejs. Det vides heller ikke, hvordan han kom ind på stadion, for han havde sjældent penge, og selve kampen skænkede han ikke den store opmærksomhed. I stedet stod han nede ved den ene langside og spillede guitar op imod siddepladserne. Den slags lokalkolorit ser man jo ikke rigtig i dag til moderne fodbold, men det findes heldigvis stadig i FREM.

Optimisme for fremtiden

Selvom det er en del år siden, at FREM spillede i landets bedste række, er der blandt flere af klubbens fans en opfattelse af, at BK FREM naturligvis hører til i toppen af dansk fodbold. Når klubbens spillere løber på banen til tonerne af AC/DC-nummeret Thunderstruck, drømmer mange fans om superligabold i Valby Idrætspark.

Logo for BK FREM.

– Det kunne godt nok være fedt at banke alle de store klubber, som har solgt ud af deres sjæl og er blevet legepladser for tilfældige rigmænd, som en FREM-fan sagde til mig i efteråret 2019. 

Klubbens formand er optimistisk omkring fremtiden:

– Hvordan kan man overhovedet være pessimist? Der findes kun en klub i landet med så stærkt et fællesskab. Vi har lært meget af fortidens fejltagelser, så vi er ekstremt påpasselige med økonomien. I FREM er vi ikke til salg, så vi er for eksempel ikke interesseret i at blive overtaget af udenlandske investorer, siger Per Jakobsen.

– De investorer, vi skal have ind, skal købe ind på klubbens værdier. Når vores klub på et tidspunkt går i luften med en selskabskonstruktion, vil vi fortsat have fokus på, at der skal være orden i økonomien. Det går vi ikke på kompromis med. Derudover er klubben placeret i et område under udvikling og forandring. Der er bygget på det gamle Grønttorv, hvor mange børnefamilier er flyttet ind. Vi er helt klar til at tage imod fremtidens talenter i børne- og ungdomsafdelingen. Mange af vores faciliteter er nedslidt og trænger, mildest talt, til en kærlig hånd. Vi er i dialog med kommunen om det, og der er tale om en god dialog.

Husk, det er en ære

Kreativiteten er stor i og omkring klubben, når det handler om at støbe et solidt fundament for fremtidens BK FREM. Et af de mange initiativer er, at man kan støtte klubben ved at købe FREM-gin og FREM-rom. Det er under alle omstændigheder helt sikkert, at BK FREM ikke bare blindt gør som alle andre klubber i jagten på pengene.

For 25 år siden, altså kort efter konkursen i 1993, mødte jeg en tidligere førsteholdsspiller på et af Vesterbros mere ydmyge værtshuse. Det var en ældre herre, hvor livet havde sat sine spor, men hans øjne lynede, når snakken drejede sig om FREM:

– FREM kommer tilbage. Husk, det er en ære, Fremmer-trøjen at bære, sagde han.

I og omkring FREM tror man på en stor fremtid for klubben, og de mange fans glæder sig til igen at mødes med venner og bekendte i Valby Idrætspark. Ventetiden føles lang, men vi ses på stadion, når der atter bliver åbnet op for fodbold med tilskuere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jun. 2020 - 12:20   10. jun. 2020 - 15:30

Fodbold

Torben Fleckner