23 Mar 2019  

KBH: Spredte skyer, 9 °C

Fra lady til kommunist

Charlotte Despard (1844-1939)

Fra lady til kommunist

Hun blev født i en engelsk officersfamilie, giftede sig med en rig finansmand, men Charlotte Despards lange liv skulle blive tæt forbundet med de sociale og politiske bevægelser fra den sene Victoria-tid og frem til Den Anden Verdenskrig.

Charlotte Despard taler ved antifascistisk demonstration på Trafalgar Square, London i 1933.
Charlotte Despard med Suffragetternes karavane.
Møde med den sovjetiske ambassade.

Det er de færreste, der går til demonstration med det forsæt at blive arresteret, men det var, hvad en overklassedame gjorde i London i begyndelsen af det 20. århundrede, da hun sammen med andre suffragetter demonstrerede for kvinders stemmeret i London. I første omgang lykkedes det ikke, fordi politiet havde fået besked på at gå uden om hende på grund af hendes familiebaggrund, og hun var nem at kende i sin for tiden noget særprægede påklædning – sort enkedragt, sandaler (!) og en sort kniplingsmantilla over håret.

Despard blev engageret i bevægelsen "Hænderne væk fra Rusland", som demonstrerede imod vestmagternes intervention i Sovjetunionen.

Men hun ville partout dele lod med de andre ledere af demonstrationen, så næste gang snød hun politiet ved at klæde sig mere almindeligt og havnede i arresten, dog kun kortvarigt, hvorefter hun blev løsladt på grund af dårligt helbred, selv om det efter hendes eget udsagn var glimrende. Damen var Charlotte Despard (1844-1939), hvis lange liv skulle blive tæt forbundet med de sociale og politiske bevægelser fra den sene Victoria-tid og frem til Den Anden Verdenskrig.

Barndom og ungdom

Charlotte French, som hun oprindeligt hed, var født med en guldske i munden, men som frasen lyder, så er lykken hverken gods eller guld, og hun havde ikke en lykkelig barndom. Faderen, der var flådeofficer, beskæftigede sig ikke med børnene, fem piger og en efternølerdreng, og døde, da Charlotte var ti år.

Tilbage sad en nervesvækket mor – det var en udbredt lidelse bland tidens overklassedamer – der til sidst blev så dårlig, at hun måtte anbringes på et hospital, hvor hun forblev resten af sine dage. Børnene blev opdraget hos familie i London, og Charlotte var en tid hos noget af moderens familie i Skotland, der var fanatiske presbyterianere, hvad der blandt andet indebar, at alt fornøjeligt var syndigt. Der blev hendes afsmag for puritansk kristendom grundlagt.

I modsætning til Pankhurst så Despard kvindesagen som en tæt forbundet del af kampen for stemmeret, frihed og retfærdighed for alle, ikke kun for velstillede kvinde.

Skolegang og uddannelse fik tidens små frøkener ikke meget af, for de var jo alene blevet sat i verden for at blive godt gift, stille sig til rådighed for ægtemanden og føde de deraf følgende børn, der hurtigt kunne blive til mange. Lidt litteraturundervisning blev det dog til for Charlottes vedkommende. Først var det Miltons "Det tabte paradis", der betog hende, og allerede den gang var rebellen spiret i hende, så hun holdt med de onde engle. Senere opdagede hun Shelley, som "gjorde mig til en oprører mod den eksisterende sociale orden og gav mig en grundfæstet tro på Utopia". Shelley blev således hendes første åndelige vejleder, og derefter fulgte de italienske helte og politikere Mazzini og Garibaldi, der var beundret af alle de radikale englændere.

I 1865 døde moderen og efterlod en så stor arv, at børnene kunne leve af den resten af deres liv. Pigerne var ved at være giftefærdige, lillebror John var kommet i marinen, og sammen med to søstre tog Charlotte på en flerårig dannelsesrejse i Europa.

Kærlighed og overklassefrueliv

Just hjemkommet i 1870 mødte hun sit livs kærlighed, Max Despard, der var ud af en velhavende, irsk familie, men selv havde skabt sig en betydelig formue som finansmand i Østen. Familien French havde også irske rødder og følte en romantisk tilknytning til øen, så Max' afstamning var et plus, ud over at han delte Charlottes progressive tankegang. Parret slog sig ned i et stort hus nær London, og Charlotte gjorde, som man forventede, hun puslede i haven, holdt teselskaber, var den strålende værtinde ved middage og den rare tante Lottie for niecer og nevøer.

Selv fik hun ingen børn, rimeligvis fordi Max var fra en meget indgiftet familie, hvilket i hvert fald gav ham en nyresygdom i arv, som han døde af i 1890. Kun tyve år fik de sammen, men resten af livet gik Charlotte i sort tøj, og den eneste ejendel, der betød noget for hende, og som fulgte hende fra hjem til hjem, var en marmorbuste af Max.

Et nyt liv

Mens hun levede sit overklassefrueliv, måtte hun foretage sig noget fornuftigt, så hun gav sig til at skrive romaner, syv blev det til, indtil hun efter Max' død fik andre gøremål. Efter sigende skulle det ikke være noget tab for engelsk litteratur, at der ikke kom flere. Et nyt liv begyndte, da hun kom sig af en svær depression og blev tilknyttet Nine Elms Blomstermission. Den udgjordes af rige damer, der delte blomster ud til de fattige i kvarteret af samme navn og benyttede lejligheden til at vurdere, hvem der havde fortjent hjælp, og hvem der selv var ude om det på grund af drukkenskab eller andre laster.

Som 86-årig tog Despard med Sovjetunionens Venner og en delegation af kommunistiske fagforeningsfolk på en rejse til Sovjetunionen. 

På samme tid konverterede hun til katolicismen, der tiltrak hende, fordi det var en mere munter kristendom, end den hun havde oplevet som barn. Det forhindrede hende dog ikke i også at beskæftige sig med teosofi (en blanding af kristendom, buddhisme og moderne videnskab) og at føre intellektuelle samtaler med afdøde idoler som Mazzini og Garibaldi. Dertil kom at hun blev vegetar, fordi man efter hendes mening hverken burde slå mennesker eller dyr ihjel.

Tiden i Battersea

I 1891 købte hun et hus i Battersea, en bydel i London, der den gang var så fattig og beskidt, at man sagde, at man kunne lugte den, længe før man kom til den. Her indrettede hun en gratis medicinsk klinik, et suppekøkken og en klub for de vilde drenge, der tilbragte dagen på gaden. De kom til at elske både hende og dette fristed, for hun prædikede ikke for dem og forbød dem ikke at ryge.

Derefter gik det slag i slag med en forrygende energi og entusiasme. Hun blev medlem af Lambeths fattigråd og kæmpede for at forbedre forholdene både for dem, der var endt i fattighusene og for dem udenfor, der fik en smule fattighjælp. Det var især, nu som altid, børn, kvinder og gamle, der havde hendes bevågenhed. Ved siden af var hun politisk aktiv og tilsluttede sig i 1893 Det Uafhængige Arbejderparti og var i 1896 delegeret ved den internationale fagforeningskonference i London.

Rigdommene, der blev hentet i kolonierne, blev fordelt før de nåede ned til bunden af samfundspyramiden, så på den tid var en fjerdedel af Londons befolkning ludfattige. For at lufte ud i massen af elendige blev 10.000 fattighusdrenge eksporteret til Canada for at "lære landbrug", og i 1902 tog Charlotte med en delegation derover for at inspicere deres forhold, og efterfølgende blev der rettet op på en hel del af det, der viste sig at være decideret udnyttelse af dem.

Kvinderne til kamp for stemmeret

I begyndelsen af 1900-tallet opstod bevægelsen for kvinders stemmeret med Emmeline Pankhurst og hendes døtre som frontfigurer. Charlotte meldte sig under fanerne, men efter et årstid måtte deres veje skilles.

I modsætning til Pankhurst så Despard kvindesagen som en tæt forbundet del af kampen for stemmeret, frihed og retfærdighed for alle, ikke kun for velstillede kvinde, men for mænd såvel som kvinder uanset formueforhold. I 1907 dannede hun derfor sammen med ligesindede Women’s Freedom League, som hun blev formand for.

Krig og fred

Nogle år efter tog hun på tourné i Irland for at danne afdelinger der, og året efter til kvindekonference i Budapest og sådan fortsatte aktiviteterne, den ene efter den anden. Men så kom verdenskrigen, som pacifisten Charlotte straks kaldte en forbrydelse. Pankhurst red med på krigsrusen og nedlagde suffragette-våbnene for nu skulle man holde sammen, og hun forlangte kvinders ret til også at kæmpe for fædrelandet som sygeplejersker og anden kvindebeskæftigelse, mens Despard afviste enhver deltagelse i det meningsløse slagteri.

I Battersea indrettede hun en gratis medicinsk klinik, et suppekøkken og en klub for de vilde drenge, der tilbragte dagen på gaden.

Hjemme i Battersea så hun soldater på orlov, der brugte tiden til at drikke sig fulde, og som altid var hun på pletten med en idé og oprettede to alkoholfrie pubber, hvor de kunne få et bad, et måltid mad og slappe af i rolige omgivelser. Tiden var mildest talt ikke til antikrigskampagner, men ikke desto mindre gik hun ind i bevægelsen Women’s Peace Crusade, der arrangerede demonstrationer og skrev pjecer i mod krigen.

Da den fik ende, engagerede hun sig i Red Barnets arbejde for de sultende og hjemløse børn i Europa og i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Hun deltog i ligaens kongres i Zürich i 1919 og blev valgt til en af de fire, der skulle fremlægge dens protest mod fredsaftalen i Versailles, som de fandt uretfærdig og blot en grobund for en ny krig. De blev modtaget af d'herrer fredsforhandlere, men deres indsigelse blev totalt afvist.

Allerede i 1917 var Charlotte blevet begejstret for den russiske revolution, som hun betragtede som begyndelsen til en ny æra for menneskeheden, og hun blev derfor straks engageret i bevægelsen "Hænderne væk fra Rusland", som demonstrerede imod vestmagternes intervention i Sovjetunionen, og samtidig meldte hun sig ind i det, der dengang var Englands kommunistiske parti ud fra den overbevisning, at kommunismen var den eneste vej frem. Senere blev hun medlem af Irlands Kommunistiske Parti.

Fra Battersea til Dublin

Men så i 1921 begyndte hun på endnu et nyt liv, omend trofast i samme spor. Hun havde besøgt Irland flere gange og var blandt andet blevet gode venner med den fremtrædende republikaner Maud Gonne, og eftersom den politiske situation tilspidsede sig på øen blev hendes interesse for frihedskampen så stor, at hun besluttede sig for at afhænde sit hus i Battersea og flytte til Dublin.

Hendes lillebror, John, var også flyttet til Irland, men på et noget andet grundlag. Han var imperiets mand, havde som kavalerist tjent det i Sudan, under Boer-krigen i Sydafrika og på vestfronten i Første Verdenskrig og var nu blevet udnævnt til vicekonge i Irland og var som sådan den, der skulle lede slaget mod oprørerne.

Det var ikke den bedste familiekonstellation, men mærkværdigvis udløste det ikke et definitivt brud mellem de to søskende, der altid havde stået hinanden meget nær. For sådan var det med Charlotte. Hun brændte med let hjerte sine fysiske broer, men nødigt de følelsesmæssige, og hun havde en enestående evne til at adskille politik fra venskab og til at se igennem fingre med andres mindre gode egenskaber, som for eksempel at John, udover hans politiske holdninger, havde et storforbrug af kvinder, heste og andre af livets goder og derfor undertiden måtte bede om økonomisk støtte fra sin asketiske søster.

I 1922 blev traktaten om Irland som fristat ratificeret, og Charlotte sluttede sig til Valeras fløj, som under borgerkrigen kæmpede for et frit og forenet Irland, og i 1927 efter krigens formelle ophør blev hun erklæret for samfundsfarlig, men dog ikke udvist.

I Sovjetunionen

Men der var også lyse tider, som i 1930, da hun som 86-årig tog med Sovjetunionens Venner og en delegation af kommunistiske fagforeningsfolk på en rejse til Sovjetunionen. De sejlede til Leningrad med et sovjetisk skib, og selvfølgelig var det første hun gjorde at inspicere mandskabets forhold for at sikre sig, at de boede ordentligt og fik det samme at spise som passagererne. Det var tilfældet, og hun fik fem dejlige dage ombord.

10.000 fattighusdrenge blev eksporteret til Canada for at "lære landbrug", og i 1902 tog Charlotte med en delegation derover for at inspicere deres forhold.

Om dagen diskuterede de, og om aftenen underholdt mandskabet. I Sovjetunionen tog hun rundt og besøgte børnehjem, alderdomshjem og hospitaler, og der var ingen ende på hendes begejstring. Alt var bedre end i Irland, og det var også, hvad hun havde forventet.

Endestation Belfast

Hjemme igen blev forholdene stadig værre. Verdenskrisen satte sig svære spor, og en form for fascisme voksede frem. I 1933 blev hendes hus angrebet af fascisterne, og året efter flyttede Charlotte til Belfast, hvor det så ud som om, der var lys i sigte, efter at protestanter og katolikker havde sluttet sig sammen om at strejke i fællesskab mod arbejdsløsheden og fattigloven. Men det holdt ikke. Protestanterne gik igen i gang med at angribe katolikkerne, og Charlotte, som både var katolik og kommunist, måtte flytte ud til et hus tyve kilometer uden for Belfast, hvor hun indlogerede sig med en pige til det praktiske, en sekretær og en chauffør, der også skulle være "manden i huset" af sikkerhedsmæssige grunde.

Men der var stadig en verden uden for Irland, og Charlotte fulgte intenst udviklingen i Spanien, hvor borgerkrigen rasede. Helst ville hun være rejst dertil, men det tillod hendes efterhånden skrøbelige helbred ikke, så hun "nøjedes med" at deltage i solidaritetsarrangementer for republikken i Belgien og Frankrig.

"Jeg finder livet interessant"

Samme år, 1936, udtalte hun: "Jeg finder livet interessant og vil ikke tale om fortiden. Den er forbi. Det er nutiden, vi skal leve i." Men der var ikke så meget nutid tilbage for hende, og 1939 blev et mørkt år. Charlotte var næsten blind og ofte sengeliggende, og Den Anden Verdenskrig brød ud.

Man satte mørklægningsgardiner op, og måske af den grund faldt hun ned ad en trappe med døden til følge. Hun havde ønsket at blive begravet på en katolsk kirkegård i Dublin, og det lykkedes "manden i huset" at få det gennemført trods protester fra antirepublikanere. Rustvognen kørte ud fra Whitehead med et ganske lille følge, der blev forøget fra by til by og endte med at blive tusindtalligt i Dublin, hvor kisten blev båret af fremtrædende irske republikanere og kommunister.

På hendes gravsten er indridset to linjer af den amerikanske digter Ellen Sturgis Hooper:

Jeg sov og drømte at livet var skønhed
Jeg vågnede og fandt at livet var pligt

Charlotte Despard gjorde livet igennem det, hun følte var hendes pligt, men hun gjorde det med glæde og entusiasme. Hun levede selv spartansk, men forstod betydningen af lidt luksus som tobak og søde sager til de gamle i fattighusene, og hun elskede fest og fornøjeligt samvær, som for eksempel hendes fødselsdage, der hvert år blev afholdt af Women's Freedom League i London og foregik med taler og underholdning. Hun gav alt, hvad hun ejede, til det hun troede på, og døde med en arv, der var et fallitbo administreret af den bank, der havde været så letsindig at låne hende penge til huset i Whitehead.

En slidt frase siger, at hvis man ikke er rød som ung, har man ikke noget hjerte, men hvis man ikke er konservativ som gammel, har man ikke nogen hjerne. Charlotte Despard lod sig igennem sit lange liv lede af både hjerte og hjerne, og på hendes fødselsdag i 1935 udtalte formanden for Englands Kommunistiske Parti, Harry Pollitt: "Hun har gjort mere for kommunismen end nogen af os andre".

Kilde: An unhusbanded life: Charlotte Despard. Af Andre Linklater. Forlag: Hutchinson of London

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. mar. 2019 - 12:45   06. mar. 2019 - 16:58

Kvinder i front

Af Margit Andersen
Kvindelige pionerer
  • Historien er fuld af seje kvinder, som tidligt gik imod både den herskende klasse og det herskende kvindesyn. Både indenfor uddannelsessystemet og arbejderbevægelsen.

  • Arbejderen sætter i en række artikler fokus på nogle af disse kvinder fra ind- og udland.

  • Læs alle artiklerne på arbejderen.dk/kvindepionerer