10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Forfatter vil huske afrikanerne på deres glemte historie

Interview

Forfatter vil huske afrikanerne på deres glemte historie

Ayi Kwei Armah er en af Afrikas mest læste forfattere. Han bruger sit forfatterskab til at skabe en øget bevidsthed om Afrikas historie og sætte fokus på, hvad der skal til for reelt at befri Afrika fra kolonialismens åg.

FOTO: Carl-Aage Jensen
1 af 1

Der er brug for afrikanske løsninger på afrikanske problemer. Men det kræver, at afrikanerne kender deres egen historie, hvilket langt fra er tilfældet i dag, erklærer Ayi Kwei Armah, der er en af Afrikas mest kendte og debatterede forfattere.

Vi er handicappede, hvis vi ikke har et grundigt kendskab til vores eget samfunds historie. 
Ayi Kwei Armah

– Vi kender ikke vores egen historie. Mange af os kom i skole og fik at vide, at Afrika ikke har nogen historie, tilbage fra før europæerne kom. Hvis du ikke har nogen historie, er det mest rationelle at overtage andres historie, og det er det, som Afrika har gjort. Alt, hvad der bliver gennemført officielt, er vestlige løsninger baseret på vestlig kultur, siger Ayi Kwei Armah.

– Vi er handicappede, hvis vi ikke har et grundigt kendskab til vores eget samfunds historie. Først når man har det, kan der findes løsninger, som kommer indefra og er baseret på landenes egen kulturelle baggrund, tilføjer han.

Armah er i dag 79 år gammel og bor i det vestafrikanske land Senegal.

Jeg møder den karismatiske forfatter under en ferie, hvor jeg har base hos hans naboer i landsbyen Popenguine, der ligger 70 kilometer fra hovedstaden Dakar. Her får jeg mulighed for en længere samtale med Ayi Kwei Armah om hans forfatterskab og syn på Afrikas situation i dag.

Hieroglyffernes betydning

Det er blevet en livsopgave for Armah at udbrede kendskabet til den ældgamle kultur, der fandtes i Afrika for mange årtusinder siden. Det er omkring 5000 år siden, at egypterne udviklede skriftsystemet hieroglyfferne på et tidspunkt, hvor der var stenalder i Danmark, og ikke fandtes noget skriftsprog i Europa overhovedet. 

– De fleste afrikanere ved ikke, at et af verdens første skriftsprog blev udviklet i Afrika. Gennem oversættelse af nogle af de gamle skrifter med hieroglyffer vil vi præsentere den oprindelige og ældgamle kultur for hele Afrika. Det er vigtige dokumenter, der fortæller om oprindelsen af Afrikas kultur, forklarer Ayi Kwei Armah.

Han er medstifter af det kollektive forlag Per Ankh: The African Publication Collective, der har udgivet en række af de gamle skrifter, hvor hieroglyfferne er oversat til arabisk, fransk, engelsk og en lang række afrikanske sprog, så alle i Afrika er i stand til at læse teksterne. 

Blandt oversættelserne er teksten om en bonde, der bliver chikanet og fængslet af korrupte embedsmænd. Men fordi han kender loven og systemet, er han i stand til at forsvare sig selv. En anden fortælling handler om en af kongens soldater, der lever i paladset.

– Den giver et indblik i, hvordan kongens magt var baseret på den militære magt og fortæller, hvordan en minoritet kan bevare kontrollen over masserne med militær magt og manipulation. Det er bare nogle få eksempler på, hvad vi kan se ud fra de tidligste afrikanske tekster, forklarer en dybt engageret Armah.

Han står i sin lange hvide kjortel i forlagets lokaler, der hænger sammen med hans private bolig, og hiver den ene bog efter den anden ud fra reolerne for at vise dem frem.

Bog om slavehandelen, som Ayi Kwei Armah har oversat fra fransk til engelsk.
Carl-Aage Jensen

Forlaget udgiver også børnebøger som for eksempel bogen "Hieroglyffer for babyer", der fortæller om, hvordan egypterne udviklede alfabetet. Mange af landsbyens børn og unge kommer til Armahs hus og bliver undervist i Afrikas historie.

Ud over Armah er der to andre personer, der er tilknyttet forlaget, som kan forstå og oversætte de gamle tekster, der er skrevet med hieroglyffer. Forlaget får økonomisk støtte til sit arbejde fra en række mennesker i både Afrika og fra andre kontinenter. Pengene fra bogsalget fordeles blandt alle dem, der bidrager til produktionen af bøgerne.

Fokus på fællesskab

Ved siden af arbejdet med hieroglyfferne skriver Armah også stadigvæk sine egne bøger. Han har skrevet både romaner, essays, poesi, noveller og børnebøger, som stort set allesammen på forskellige vis beskriver den afrikanske historie og kultur og nutidens problemer i Afrika.

Den nyeste bog er "The way of companions" (Fællesskabets vej), der udkom sidste år. På baggrund af en analyse af myter, mundtlige traditioner og hieroglyfiske tekster mindre Armah sine læsere om de meget gamle historiske erfaringer med, at samarbejdet i et kollektiv er det, der skaber fremskridt. 

Carl-Aage Jensen

– Her handler det ikke om at skabe profit for sig selv, men om at arbejde for alles bedste og skabe noget godt for hele samfundet, understreger Armah.

Bogen er en tydelig opfordring til nutidens afrikanske intellektuelle, der ifølge Armah er mere optaget af at skabe sig selv en karriere og tjene penge, end på hvad der gavner Afrika. Det er på tide at huske vejen hjem, mener forfatteren.

Blandt Armahs andre udgivelser kan nævnes romanen "The Healers" (Helbrederne) fra 1979. Bogen beskriver, hvordan en række mennesker arbejdede som helbredere i Afrika før kolonitiden. De tog sig både af at helbrede fysiske sygdomme hos mennesker, men også med at hele et samfund, hvis det var sygt og havde problemer. 

– Da briterne overtog det, der nu er Ghana, medbragte de en hær, og ville have afrikanere til at bekæmpe andre afrikanere. Healerne sagde, at det ikke var den vej, vi skulle gå, at det ikke var i overensstemmelse med vores kultur. Men de blev dræbt. Magthaverne fandt dem farlige, fordi de forsøgte at reducere konflikterne i samfundet og var en trussel mod deres magtmonopol, fortæller Armah.

Han beklager dybt, at det er høj grad lykkedes for kolonimagterne at styre indirekte gennem det afrikanske aristokrati. 

Budskabet i "The Healers" er klart. Hvis det skal lykkes at helbrede Afrika, nytter det ikke noget at lade korrupte ledere styre kontinentet og basere sig på ideologier, der bygger på opsplitning og individualisme.

Kritik af korruption

I sin første roman "The beautiful ones are not yet born" (De smukke er endnu ikke født) fra 1968 sætter Armah fokus på problemerne med korruption og manglende reel selvstændig udvikling i de afrikanske landet efter, at kolonitiden officielt er slut.

Carl-Aage Jensen

Ifølge gammel egyptisk tradition er "the beautiful ones" en omskrivning for dem, der bringer de sociale forandringer med sig. Med titlen understreger forfatteren, at der endnu ikke er sikret et styre i de afrikanske lande, der kan gennemføre de nødvendige forandringer. 

– De ledere der kom til, da de afrikanske lande blev erklæret selvstændige, overtog det system der var skabt af kolonialisterne. Der blev ikke skabt et nyt Afrika. Efter 4-500 år under europæisk regime var Afrika i ruiner, og man kan ikke påstå, at det var et uheld, erklærer Ayi Kwei Armah. 

Drabet på Lumumba

Det ændrede hans liv og hans verdenssyn radikalt, da Congos første demokratisk valgte præsident Patrice Lumumba blev myrdet i 1961. Han ville befri sit land for kolonimagten Belgien og skabe en moderne, selvstændig stat på afrikanske betingelser, hvor landets mange stammer skulle lære at arbejde sammen. 

Den vestlige verden anklagede Lumumba for at være marxist og frygtede, at hans ideer ville sprede sig til resten af Afrika på bekostning af den vestlige verdens store økonomiske interesser på kontinentet.

Lumumba blev afsat og myrdet sammen med to af sine nærmeste medarbejdere, og ligene blev opløst i svovlsyre for at skjule drabene.

Efterfølgende er det blevet dokumenteret af blandt andet den belgiske sociolog Ludo de Witte, at Lumumba sandsynligvis blev myrdet af belgierne, at CIA havde en finger med i spillet, og at FN lod det ske med åbne øjne. 

– Jeg læste på Harward Universitetet i USA, da Lumumba blev myrdet. Drabet ændrede alt for mig. Jeg spurgte mig selv, hvad det egentlig var, jeg skulle være klar til, og har været deprimeret lige siden, forklarer Armah.

Kritik af de intellektuelle

Han har selv været en del af den intellektuelle afrikanske elite, som han i dag retter en skarp kritik af.

Afrikas intellektuelle har i årtusinder accepteret at spille magthavernes spil.
Ayi Kwei Armah

– Afrikas intellektuelle har i årtusinder accepteret at spille magthavernes spil. De accepterer, at der er nogle, der sætter reglerne for os. Systemet korrumperer. Du får et job, penge, en stor bil og bliver en del af eliten. De bruger deres position til egen vinding fremfor at gøre noget for samfundet. Jeg kender systemet rigtig godt, jeg var selv en del af det, understreger Armah.

De sidste mange årtier har han truffet et valg om at bruge sit forfatterskab til at skabe en øget bevidsthed om Afrikas historie og sætte fokus på, hvad der skal til for reelt at befri Afrika fra kolonialismens åg i stedet for at pleje sin egen karriere og mulighederne for at stige til tops i samfundet.

Han ser ingen enkle løsninger, når det gælder om at skabe et nyt Afrika ud over den vedvarende pegen på, at det er nødvendigt at kende historien og basere løsningerne på kendskab til den afrikanske kultur. Han mener derimod ikke, at marxismen kan bruges til at forandre Afrika.

Ser ikke marxisme som en løsning

– Marx var excellent i forhold til at studere den europæiske historie og kultur, men han havde ikke kendskab til Afrikas historie. Han siger også, at Afrika ikke har nogen historie. Han bygger sin viden om Afrika på informationer fra blandt andet missionærer. Ud fra Marx' logik bliver slaveriet og kolonialismen nødvendige skridt på vejen til et bedre samfund, til et socialistisk samfund, mener Ayi Kwei Armah. 

Han har ikke meget til overs for de erklærede marxister, der er i dag i Senegal og andre afrikanske lande.

– De laver ikke revolution, men er en del af systemet. De arbejder ikke sammen med almindelige mennesker på at ændre samfundet, men bruger deres position til at blive professorer. Det er derfor, jeg siger, at vi ikke kan bruge marxismen til at ændre Afrika. Vi skal i stedet studere Afrika, så vi ved, hvad vi skal gøre, tilføjer han.

Armah er ikke særlig optimistisk i forhold til mulighederne for at skabe forandringer i Afrika. 

– Situationen er svær og meget deprimerende, konstaterer han.

Han ser det som helt afgørende, at uddannelsessystemet bliver ændret og forbedret markant. Ud over at lære børnene om Afrikas egen kultur og historie mener han også, at skolerne skal lære børnene og de unge at samarbejde og sikre kollektive løsninger.

– I skolerne i dag arbejder eleverne aldrig sammen om at løse problemer. De arbejder hver for sig, og så bliver de dygtigste belønnet. Man ranglister eleverne efter deres karakterer. Det skaber grundlaget for et system, hvor den enkelte kun søger sine egne privilegier, mener forfatteren.

Ayi Kwei Armah understreger, at han i dag er for gammel til at være direkte involveret i skabelsen af et andet Afrika.

– Der skal nye generationer af yngre folk til at gøre det. Jeg er bedstefaderen. Det, jeg kan gøre, er at bidrage med en viden, som de kan bruge, konstaterer den ældre forfatter.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen, nummer 3, september 2019.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. nov. 2019 - 07:00   16. nov. 2019 - 07:02

Kultur

af Ulla Rosenvold
Rød bog: Ayi Kwei Armah
  • En af Afrikas mest kendte og debatterede forfattere. Skriver på engelsk.
  • Født 1939 i Ghana. Bor i dag i Senegal.
  • Har skrevet romaner, essays, poesi, noveller og børnebøger. Arbejder også som oversætter.
  • Har studeret på universiteter i Afrika og USA og arbejdet som lærer i både Afrika og USA.
  • Medstifter af det kollektive forlag Per Ankh: The African Publication Collective.
Vores rejse
  • Sammen med min mand besøgte jeg Senegal fra 24. juli til 5. august i år. Vi boede hos ægteparret Kristian og Regina Laubjerg, der er vores gode venner og har en meget tæt tilknytning til landet, selvom de bor i Danmark til daglig. Regina er født og opvokset i Senegal, mens Kristian har været Unicefs landeansvarlige i Senegal i en årrække og også har arbejdet i flere andre afrikanske lande. De besøger jævnligt Senegal, hvor de har et hus i landsbyen Popenguine 70 kilometer fra Dakar.
  • Vores værter skaffede os i kontakt med en lang række senegalesere. Blandt andet besøgte vi en landsby, hvor befolkningen hovedsagelig lever af fiskeri. Her talte vi med en fisker, manden med ansvar for videresalg af fisken samt en enke med otte børn. Vi var også på besøg i en landsby beboet af tidligere nomader, talte med lokale håndværkere og mødte en af Afrikas mest kendte forfattere.
  • I en række artikler viderebringer jeg vores oplevelser fra et land, hvor levevilkårene er markant anderledes end i Danmark.