18 Aug 2019  

KBH: Let skyet, dis, 16 °C

Flot udstilling med Henry Heerups stenkunst

Naturens hårdkogte

Flot udstilling med Henry Heerups stenkunst

Heerup begyndte allerede i 1930 at lave skulpturer, og der er registreret over 400. Lige nu kan man se et udvalg på Heerup Museets særudstilling.

Heerup i haven i begyndelsen af 60’erne.
FOTO: Allan Daugaard Hansen/Heerup Museum
Henry Heerup. Fuglereden. 1951. Fuglsang Kunstmuseum.
FOTO: Ole Akh/Heerup Museum

Hvis man en dag for 40-50 år siden kom kørende ad Kamstrupvej i Rødovre, ville man nok undre sig, når man kom forbi nummer 96. Haven med et lille træhus i baggrunden lignede nærmest en losseplads med masser af store og små sten, og ind imellem voksede der græs og ukrudt op. 

Heerup havde en mani med at finde og samle sten, som han transporterede hjem til haven på sin cykel. 

Men hvis man lyttede efter, kunne man fange lyden af en hammer og mejsel, og ved nærmere eftersyn ville man opdage, at det rundt om i haven vrimlede med stenskulpturer, for her havde maleren og billedhuggeren Henry Heerup sin "legeplads" gennem 40 år og huggede sine mange stenskulpturer.

Som han selv har udtrykt det: "Mit arbejde er leg, og jeg leger hele dagen". Ja, "legepladsen" blev ligefrem et tilløbsstykke for kendte personer, der kom forbi. En af dem var Louisianas grundlægger Knud W. Jensen, der fra slutningen af 1950’erne regelmæssigt kiggede ind og gennem årene købte så mange værker, at Louisiana i dag ejer over 30 stenskulpturer.

Heerup begyndte allerede i 1930 at lave skulpturer, og der er registreret over 400. Statens Museum for Kunst var det første museum, der købte et værk af ham i 1951, og det skabte en del diskussion i pressen. På et tidspunkt betegnede nogle journalister hans skulpturer som naive og barnlige, hvilket Heerup nærmest opfattede som en ros. Senere fulgte flere museer med, og i dag findes der cirka 100 skulpturer fordelt på 15 museer.

Særudstilling

Næsten lige så mange kan man se på Heerup Museets særudstilling Naturens hårdkogte – Stenkunst af Henry Heerup. Det er første gang, der vises en udstilling med udelukkende skulpturer, 90 i alt og rundt om museet yderligere 10. Udstillingen er skabt på baggrund af bogen med samme titel, som museets leder, Anni Lave Nielsen skrev i 2018.  

Heerup havde en mani med at finde og samle sten, som han transporterede hjem til haven på sin cykel. Men da han engang skulle have hjembragt 10 sten, der udgjorde en vægt på 26 tons, måtte han melde pas og have hjælp af ti mand og tre kraner.

At lære stenen at kende

Det var sjældent, han lavede skitser, i stedet for prøvede han at lære stenen at kende og lade fantasien arbejde med at finde frem til, hvordan han kunne skabe en skulptur ud fra dens form og forudsætninger. Men han nøjedes ikke med at hugge, han malede også på dem, i nogle tilfælde blev det til hele malerier, stenmalerier, men i andre tilfælde var malingen kun en markering af for eksempel øjnene på en tudse.

Det er en flot udstilling, som er et besøg værd, men det kan yderligere anbefales at opsøge en af de Heerupparker, der findes, og nyde skulpturerne i deres "naturlige" element, hvor de skyder op gennem græsset, som da Heerup fandt dem.

Naturens hårdkogte – Stenkunst af Henry Heerup. Heerup Museum, Kirkesvinget 1, Rødovre. Udstillingen kan ses frem til 16. juni.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. maj. 2019 - 15:58   29. maj. 2019 - 16:06

Udstilling

John Poulsen
Anmelder