18 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 11 °C

Den sælsomme Fynbo

Den sælsomme Fynbo

Fynbomaleren Frits Sybergs jordnære kunst kan lige nu ses på Ordrupgaards udstilling "Frits Syberg. Kunsten og kærligheden". Billedkunstner Jørgen Tang Holbek fortæller her om en af det 20. århundredes store danske malere og hans sælsomme liv.

FOTO: Statens Museum for Kunst
FOTO: Faaborg Museum

Fyn er fin, ynder fynboerne selv at sige om deres ø, (og det vistnok helt uden spydighed), og det kan vi andre almindelige dødelige jo kun give dem ret i, - Især når solen skinner; men det gør den jo ikke altid, - ej heller på Fyn.

Et land og dets kyster svøbt i mildhed og sol, som selve det bådgyngende, syngende fynske mål.

De fynske malere har ellers i deres landskabsskildringer gjort deres til at bibringe os denne opfattelse. Et land og dets kyster svøbt i mildhed og sol, som selve det bådgyngende, syngende fynske mål. Omvendt kan du så også sige, at der hvor lyset falder stærkest og klarest, der gror også den sorteste skygge.

Frits Syberg , den største af fynbomalerne, lærte tidligt denne skygge at kende. En skygge der fulgte ham livet igennem, og i perioder tyngede ham til jorden, lammende hans arbejdsevne, der var kendt som titanisk.

Faderløs  som to-årig

Frits Syberg mistede allerede som to-årig sin far. Faderen, der var brænderiarbejder, omkom ved en eksplosionsulykke på de Harboeske bryggerier i Skælskør. Moderen prøvede i nogle år at forsørge sin lille familie ved at ernære sig som syerske. Det satte et skrantende helbred en stopper for, og familien endte på fattiggården.

Her blev Frits som lille knægt sendt ud og arbejde, først på en tobaksfabrik, og siden som svinedreng på en af Fåborg-egnens større gårde. Drengen skulle ydermere opleve, at hans nu efterhånden stærkt svækkede moder blev hundset med og tævet af en skomager, som hun på fattiggården havde indledt et intenst alkoholiseret samliv med

Først da Frits kom i lære som dekorationsmaler hos den bekendte malermester Syrak Hansen, blev denne fornedrende ulyksalighed bragt til ophør. Han bliver hurtigt optaget som en del af familien, og hans kunstneriske interesse og opvågnen steg i samme takt, som han, sammen med mester og dennes ældste søn Peter, udførte dekorationsopgaver rundt omkring på de fynske herregårde.

Undervisning i København

Samtidig begyndte han, når han havde skrabet tilstrækkeligt med mønt sammen, i følge med Peter Hansen, og senere den tredje af de store Fynbomalere, Johannes Larsen, at modtage undervisning i København.

Af stor betydning for ham var også hans bekendtskab med den lidt ældre kollega, maleren Jens Birkholm, også fra Fåborg.

Først hos de to europæisk berømte Skagensmalere P. S. Krøyer og Laurits Tuxen, der netop havde oprettet "Kunstnernes frie studieskole" i protest mod Kunstakademiets forstenede undervisning. Og siden hos legendariske Kristian Zarthmann, fra hvis malerskole det egentlige nybrud, og det nye - med impressionismen beslægtede - farvesyn udgik.

Af stor betydning for ham var også hans bekendtskab med den lidt ældre kollega, maleren Jens Birkholm, også fra Fåborg. Han havde i sine unge år været på valsen, og havde i Berlin i flere år virket som socialistisk agitator i byens fattige arbejderkvarterer.

Mødet med Anna Syberg

I mester Hansens hjem ”vrimlede” det med unge levende og ivrigt nysgerrige døtre, og husets yngste, Anna, blev Fritz Sybergs hustru. Det var sammen med Anna og børnene, og gennem sine givende livtag med kunsten, at han endelig kom fri af det mørke, der så tungt, indtil nu havde omgærdet hans liv. Omsider havde solen fundet vej også til hans gade.

Han var begyndt at sælge godt, og også Anna, der havde udviklet sig til en fremragende akvarelmaler, især af store blomsteropstillinger, kunne afsætte sine ting. Familien kunne nu leve udelukkende af deres kunst, og behøvede ikke mere at have arbejde "i byen" ved siden af.

Fritz Sybergs og "Fynboernes" kunst.

"Fynbomalerne" var først og fremmest båret af en jordnær og realistisk tilgang til virkeligheden. Som gruppens "chefideolog" Peter Hansen sagde: ”jeg maler det, jeg ser”!

Det skulle jo synes ligetil; men det var det ingenlunde i sidste del af 1800-tallet og begyndelsen af det ny 20. århundrede, der med sine mange nye landvindinger var begyndt at buldre derud ad.

Nietzche havde erklæret Gud for død, og arbejderbevægelsen og de socialistiske ideer trængte frem overalt. Tiden var profan, materialistisk og højst nytteorienteret, og det afspejlede sig også i kunsten. Skagensmalerne havde også brudt nye veje, men var stadigvæk overvejende "af den gamle verden" – pittoreske, ”iscenesættende” og romantisk farvede, med Anna Ancher som en markeret undtagelse.

Her kom så en flok malere fra Fyn, der så på verden med friske øjne, satte sig ud i den fri luft, og i vejr og vind malede naturen og landskaberne, som de så og sansede den/dem - MED NYE FARVER – og et nyt syn! Eller de satte sig i stuen og skildrede familien, børnene ikke mindst, syslende med deres indeting. – læse, skrive, tegne, sy.

Hvis de da ikke, som hele familien Syberg, om sommeren tog til Fyns Hoved, og dér levede næsten som stenalderfolket i deres lille skurvogn og medbragte telt, fiskende og badende. Også dette var motivet - helt i VITALISMENS ånd. - HELT ALMINDELIGE TING. Og endelig ARBEJDET ikke at forglemme!

"Træskomalerne"

Denne direkte tilgang til det skildrede virkede provokerende på mange af borgerskabets værdivogtere.

Denne rivalisering eksploderede i 1910 med den såkaldte "bondemalerfejde".

Derfor blev de nedladende kaldt "Træskomalerne", men deres stigende yndest hos det brede kunstpublikum, der naturligt affødte øget efterspørgsel og salg, betød også, at de hidtidige dominerende "stjerner" på parnasset efterhånden følte sig alvorligt truede.

Denne rivalisering eksploderede i 1910 med den såkaldte "bondemalerfejde". Bannerføreren for reaktionen, maler og designer Gudmund Hentze, angreb og nedgjorde i et indlæg i dagbladet Politiken disse malere, hvor "vrælende og blestinkende børneværelser, og træskobærende kolortlugtende bønder synes at være det højeste skildringsværdige i denne tilværelse."

Samme Gudmund Hentze blev senere i 30'erne og under krigen formand for Foreningen af danske nationalsocialistiske kunstnere" og naziføreren Fritz Clausens personlige ”hofportrættør”. Foruden Hentze udgjorde reaktionsgardens kerne også kunstnerægteparret Harald og Agnes Slott-Møller. De var alle forankret i symbolismen, og den ofte noget overspændte historicisme. Elitære mystikere!

Men stridens kerne var, skåret helt ind til benet, noget så profant som almindelig brødnid - også inden for kunstens verden hersker kampen om markedet. Og Fritz Syberg endte med at blive sin tids bedst sælgende maler. Det i sig selv borger ikke nødvendigvis for kvalitet; men på den anden side, behøver det jo heller ikke afgørende at skade.

Natten er min egen

Familien kunne rejse, børnene komme godt afsted – flere af dem valgte selv kunstnervejen – men selv havde han det ikke helt godt med rollen som "superstar". Hans baggrund og hele tragiske opvækst hang ved. Han blev blandt venner og kolleger spøgende kaldt ”Baronen” , og det ikke kun på grund af hans solide møntbesiddelse.

Hans fædrene ophav, den eksploderede brændevinsbrænder, var af et tysk baroni – en sømand gik i land i Svendborg en gang og dér mødte han en pige af fynsk bondeslægt. Hun bedyrede ham, at natten var hendes egen.

Sælsomme Fyn.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. apr. 2015 - 15:45   27. apr. 2015 - 15:50

Portræt

Jørgen Tang Holbek
Billedkunstner
Frits Syberg. Kunsten og kærligheden

Ordrupgaard: Frits Syberg. Kunsten og kærligheden. Maleriudstilling, til 10. maj 2015.