24 Nov 2020  

KBH: Overskyet, let regn, 8 °C

Betragtninger ved Günter Grass' død

Tysklands dårlige samvittighed

Betragtninger ved Günter Grass' død

Den tyske nobelpristager i litteratur, Günter Grass, døde for nylig, 87 år gammel. Jens Fransen tegner et portræt af forfatteren, der blev kaldt Tysklands efterkrigssamvittighed.

Günter Grass, der blev kaldt "Tysklands efterkrigssamvittighed", døde i april 2015. Han blev 87 år.
FOTO: Christoph Müller-Girod
1 af 1

Fra 1960'erne og frem var der især tre, der blev fremhævet, når talen var om vesttysk litteratur i efterkrigstiden: Heinrich Böll (1917-1985), Siegfried Lenz (1926-2014) og Günter Grass.

Efter krigen, hvor de fik deres debut som forfattere, kæmpede de sammen for at sikre, at Tyskland ikke igen blev en militær trussel.

Triumviratet havde mange træk til fælles. Alle voksede de op i nazismens skygge, og alle nåede at blive indkaldt under krigen. Efter krigen, hvor de fik deres debut som forfattere, kæmpede de sammen for at sikre, at Tyskland ikke igen blev en militær trussel.

Ved valgene bakkede de op om det tyske socialdemokrat, SPD, og støttede aktivt Willy Brandt i hans bestræbelser på en normalisering med landene i Østeuropa – herunder DDR. Som socialister var de dog besværlige og kritiske i forhold til SPD. Partibogen sad løst, og i perioder var de alle partiløse. Grass blev mig bekendt aldrig medlem igen efter et af SPD's utallige højresving.

Både Heinrich Böll og Günter Grass fik tildelt Nobelprisen i litteratur i henholdsvis 1972 og 1999. Siegfried Lenz og Günter Grass var begge fra de tyske østområder, der efter krigen blev en del af Polen, Lenz fra Lyck i Østpreussen, Grass fra Danzig.

Günter Grass og nazismen

I forbindelse med udgivelsen af den selvbiografiske roman ”Når løget skrælles” i 2006 blev Grass en meget omdiskuteret person, da det kom frem, at han i slutningen af krigen havde været indrulleret i SS.

Hvordan kunne Günter Grass tillade sig at have bebrejdet Kohl og Reagan, da de i 1985 nedlagde en krans på SS- kirkegården i Bittburg?

Hvordan havde han dog kunnet skjule dette. En af hans onkler omkom i Danzig, da Tyskland startede krigen i 1939. Scenen er med i debutromanen Bliktrommen fra 1959. Hvordan kunne Günter Grass tillade sig at have bebrejdet Kohl og Reagan, da de i 1985 nedlagde en krans på SS- kirkegården i Bittburg.

Grass veg lidt udenom. Men virkeligheden er, at man i 1945 ikke selv søgte om optagelse i nazisternes berygtede elitekorps. Ordren til den dengang 17-årige Grass kom direkte. Og han var ikke alene. Adskillige kan eller kunne bekræfte samme historie. Frivillige – uanset værn – var der ikke mange af i krigens slutning.

Personligt havde jeg gennem en årrække en god, nu afdød, tysk bekendt – årgang 1930, der sammen med moderen og sin et-årige lillebror havde taget flugten fra Pommern i marts 1945. De var nået til Swinemünde og ventede nu på at kunne gå ombord på et flygtningeskib, der skulle fragte dem over Østersøen til Danmark eller Nordtyskland. Væk fra krigens ødelæggelser. Heller ikke dengang havde mennesker lyst til at opgive hjemegnen og begive sig ud på en farefuld flugt. Ved landgangsbroen stod SS parat og siede alle unge drenge og en del gamle mænd fra og indrullerede på stedet disse i SS. Min bekendte var dog heldig, da han sammen med en kammerat blev væk fra flokken og senere blev samlet op af Værnemagten, der ikke ville bruge dem som soldater, men valgte at sende dem vestpå. Alle øvrige fra skibet i Swinemünde faldt som SS-soldater efter kort tid. Moderen og broderen nåede i flygtningelejr i Danmark – først i 1948 blev de tre genforenet i Tyskland.

Krigen i litteraturen

Generelt spillede krigen en betydelig rolle hos alle tre i deres litterære værker.

De tager alle temaer op fra krigens rædsler.

Hos Heinrich Böll især i sine første udgivelser, hos Siegfried Lenz i "Tysktimen" og "Hjemstavnsmuseet" og hos Günter Grass blandt andet i "Bliktrommen", "I Krebsegang" og som nævnt i "Når løget skrælles". De tager alle temaer op fra krigens rædsler. ”Historiens glemte ansigt”, som Nobelkomiteen udtrykte det ved tildelingen af litteraturprisen i 1999.

Med bortfaldet af den sidste af triumviratet er en epoke slut. Der en stemme færre i den kulturelle debat i Tyskland, ligesom advarslerne mod nye krige, fattigdom og ulighed har mistet et talerør. Nyere kræfter vil komme til, men det vil tage år, før hullet er dækket og nye blomster vil vise deres overlevelseskraft.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. maj. 2015 - 16:00   30. maj. 2015 - 20:37

Portræt

Jens Fransen