16 Jan 2021  

KBH: Spredte skyer, -6 °C

Berlin Alexanderplatz: Markant indspark i flygtninge-debatten

Bølgen af global ulighed

Berlin Alexanderplatz: Markant indspark i flygtninge-debatten

Alfred Döblins roman Berlin Alexanderplatz har premiere i en ny og tredje version af instruktøren Burhan Qurbani. Historien er flyttet fra 1920'ernes Berlin til nutidens underverden af illegale flygtninge og mafiose spekulanter.

Rollen som Francis, der kommer til Berlin som flygtning fra Guinea-Bissau, spilles af Welket Bungué.
FOTO: Scanbox Entertainment
1 af 1

Den originale Berlin Alexanderplatz er en klassisk roman af den tyske forfatter Alfred Döblin, udgivet under Weimarrepublikken i 1929. Det er historien om en morder ved navn Franz, der lige er kommet ud af fængslet og uden andet valg desperat forsøger at skabe sig en tilværelse i den kriminelle underverden, samtidig med at den nazistiske bevægelse er ved at opstå.

Den nye film er så løst baseret på originalværket, at det er en helt ny historie med helt andre temaer og budskaber.

Romanen blev første gang filmatiseret i 1931, hvor Döblin også selv var med til at skrive manuskriptet. Anden gang var i 1980, hvor Rainer Werner Fassbinder lavede en ikke mindre end 15 en halv timer lang tv-udgave, som dels blev vist på tv i 14 afsnit og dels som biografoplevelse over tre på hinanden følgende aftener.

I nutidens Berlin

Tredje filmatisering er så i 2020, hvor instruktør Burhan Qurbani har begået en tre-timers film, hvor handlingen er flyttet frem til nutiden, og Franz i stedet for en tysk morder er den afrikanske flygtning Francis, hvis eneste forbrydelse – til at starte med – er, at han er illegal indvandrer i Tyskland.

Man kan indvende, at den nye film er så løst baseret på originalværket, at det er en helt ny historie, med helt andre temaer og budskaber, og det kunne man godt have ret i. Men den står udmærket på egne ben og er aldrig kedelig, men godt og effektivt fortalt fra begyndelse til slut.

Mafia spotter de illegale

Som illegal flygtning bliver Francis indkvarteret i nogle barakker, der huser sorte (i begge betydninger) minearbejdere, og allerede her bliver de illegale sluset ind i Berlins kriminelle miljø. De kan jo ikke henvende sig til myndighederne og ikke tage på hospitalet, hvis de bliver syge, så de har ikke andet valg end at ernære sig ved forskellige former for sort eller andet ulovligt arbejde.

Flere af dem bliver involveret i salg af stoffer, som styres af en gammeldags mafiaboss. Francis har ambitioner om at være et godt menneske, så han holder sig uden for stofsalget, men bliver hurtigt gode venner med mafiabossens repræsentant og håndlanger, Reinhold. Han deler lejlighed med ham og ender med at blive kok for de forskellige sælgere, som han bringer mad ud til i parken, hvor de står.

Umuligt at fungere normalt

Reinhold er en frastødende, men også spændende og sammensat karakter, utroligt velspillet af Albrecht Schuch, som, man håber, får et internationalt gennembrud med denne rolle. Figuren veksler mellem at være sympatisk og psykopatisk og er tydeligvis også mere eller mindre homoseksuel uden nogensinde at indse eller acceptere det.

Selv om Reinhold behandler Francis væmmeligt i flere situationer, går Francis hele tiden tilbage til ham, som om Reinhold er hans eneste trygge og faste holdepunkt i sin illegale tilværelse.

Alexanderplatz er således en del af en større bølge af europæiske film, som udgør markante indspark i flygtninge-debatten.

Francis, som kommer fra Guinea-Bissau, spilles af Welket Bungué, som også klarer sin rolle med glans. Med tiden finder Francis en kæreste, den søde prostituerede Mieze, ligeledes meget velspillet af Jella Haase, og det ser ud til, at hans liv begynder at fungere næsten normalt i det tyske samfund. Imidlertid kommer han til at fortryde, at han ikke cuttede forbindelsen til Reinhold.

Film med en progressiv mission

Filmen minder tematisk om flere andre europæiske film fra de sidste to årtier – et relevant eksempel er den belgiske film The Invader (2011), og Berlin Alexanderplatz er således en del af en større bølge af europæiske film, som udgør markante indspark i flygtningedebatten.

Det overordnede spørgsmål i disse film er meget tydeligt stillet op: Hvorfor vil den rige verden ikke i højere grad hjælpe den fattige verden, men hellere kriminalisere og undertrykke de mennesker, som kommer til Europa på jagt efter et bedre liv?

De illegale flygtninge har ikke andet valg end at ernære sig ved forskellige former for sort eller andet ulovligt arbejde.

Disse film bebrejder de vestlige myndigheder for flygtningenes ulykkelige skæbner med henblik på at lægge politisk pres på magthaverne ved at oplyse den almene befolkning om de sociale uretfærdigheder i samfundssystemet som sådan – en progressiv mission, som stadig er hårdt tiltrængt i et Europa med en lang historie præget af fremmedhad.

Filmskabernes budskab – direkte eller indirekte – er, at den stigende globale ulighed, som kapitalismen fortsat skaber, leder til mange tragedier og konflikter, som kunne være undgået, hvis vores obskønt velhavende vestlige samfund blot udviste lidt basal og almen medmenneskelighed.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. dec. 2020 - 07:05   03. dec. 2020 - 14:50

Filmanmeldelse

Tue Sørensen
Anmelder
Filmen Berlin Alexanderplatz
  • Instruktør: Burhan Qurbani.
  • Medvirkende: Welket Bungue, Albrecht Schuch, Jella Haase, Nils Verkooijen Joachim Krol.

  • Premiere: 3. december 2020.