06 Apr 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 11 °C

Vi har brug for lovgivning mod tortur

Tidligere PET-chef advarer

Vi har brug for lovgivning mod tortur

Danske myndigheder, herunder PET, samarbejder med fremmede stater, hvis politi og efterretningstjenester er kendt for rutinemæssigt at anvende tortur. Det giver anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser og rejser behovet for lovgivning på området.

1 af 1

Michel de Montaignes essays vender jeg ofte tilbage til. Han trækker de store historiske linjer op, og han demonstrerer en betydelig indsigt i den komplicerede menneskesjæl.

Hans essay om grusomhed og ikke mindst hans essay om "Fejhed, grusomhedens mor" siger noget væsentligt om brug af tortur. De sejrende soldater torterer ikke de besejrede soldater, konstaterer Montaigne. Bødlerne gemmer sig i pøblen. I farens stund vover de intet, men de fører an, når de ikke løber nogen personlig risiko. Det samme gælder bødlen i torturkammerets for ham så trygge omgivelser. I Matador er det cykelhandleren, hvis lømler generede Skjold-Hansen, som nu ved befrielsen uden personlig risiko kan få sin hævn.

Ifølge Amnesty viger man ikke tilbage for anvendelse af tortur såvel i USA som i Israel. Og CIA har - i hvert fald tidligere - udliciteret afhøringer til lande, hvor der er tradition for anvendelse af tortur.

Mon ikke normale mennesker - i hvert fald i princippet - er modstandere af tortur og anden umenneskelig behandling, og mon ikke også rigtig mange føler ubehag over de mange underlødige film, som gennem tv-skærmen ikke blot hælder porno og rå vold ud over de mere og mere spændingsforvænte tilskuere fra ung til gammel, men også i stigende omfang viser realistiske torturscener?

Herved banaliseres torturen. Der er ikke grænser for, hvad helten kan modstå af grov og perverteret tortur uden at få men. Men mon ikke også de fleste ser med sympati på, at man gennem internationale aftaler forsøger at begrænse anvendelsen af tortur?

Virkelighedens tortur

I virkelighedens verden er brugen af tortur med videre imidlertid udbredt, og problematikken og den tilbagevendende debat om anvendelse af tortur er gennemsyret af ambivalens. Senest kom dette til udtryk i anledning af nogle udtalelser fra udenrigsministeren om PET's samarbejde med stater, hvis myndigheder anvender tortur.

Det er min opfattelse, at man kan udlede to principielt forskellige grundholdninger over for brugen af tortur:

Realistens udgangspunkt er, at tortur altid har eksisteret og altid vil forekomme i menneskelige samfund. Der er tale om en form for ondskab inden for en socialpsykologisk forståelsesramme, hvor intentionen for handlingen bliver afgørende, og hvor medfølelsen for ens næste midlertidigt suspenderes. Tortur kan ifølge realisten have et nyttigt formål og til tider endda være nødvendig. Det, man kunne kalde opklaringstortur, kan forhindre eller opklare alvorlig kriminalitet eller under krig være afgørende for dennes udfald. Men også en realist er imod tortur uden et anerkendelsesværdigt formål, eller hvis den - uanset et acceptabelt formål - overskrider civilisationens mindstemål, for eksempel ved at blive depraveret eller inddrager uskyldige, for eksempel afhørtes nærmeste, i torturkammerets perverse helvede. Realisten er sikker på, at tortur udført af professionelle er egnet til at åbne op for sandhedens sluser. For eksempel lægger oprørs- eller modstandsbevægelser til grund, at kammeraterne ved tilfangetagelse kun kan holde stand over for tortur i kortere tid.

Idealisten har en anden tilgang til brug af tortur. For idealisten er tortur udtryk for en absolut ondskab, der ikke kan accepteres. Idealisten ved godt, at der findes en ubehagelig og uafviselig virkelighed, hvor tortur er en realitet, og idealisten kender kun alt for godt fra sig selv de mørke, primitive og dyriske kræfter, som menneskesjælen rummer. Men ifølge idealisten kan tortur ikke gradbøjes. Man kan ikke definere, hvilke formål der kan retfærdiggøre tortur, og selvom dette var muligt, kan man ikke angive, hvilke former for tortur der kunne accepteres i forskellige tænkte eksempler i virkelighedens grænseløse kompleksitet. Og idealisten kan, i tilfælde hvor en torturhandling moralsk kan forsvares, henvise til, at for eksempel dansk ret rummer den fornødne fleksibilitet, blandt andet gennem reglerne om tiltalefrafald, således at der i en sådan sag ikke gøres et strafansvar gældende. Idealisten benægter ikke, at opklaringstortur kan kaste nyttige oplysninger af sig, men mener ikke, at dette legitimerer tortur, og at der i øvrigt er nok af eksempler på, at torturen omvendt har ført til falske tilståelser.

Problem-stillingen kender jeg kun alt for godt fra min tid som PET-chef.

Ser vi isoleret på forholdene i Danmark, så kan realisten og idealisten nok være enige om, at der - for at bruge en moderne vending - ikke er noget at komme efter. Vi torterer ikke. Vi har også et nogenlunde acceptabelt klagesystem over for ”politivold”, og endelig aflægger Folketingets Ombudsmand regelmæssige besøg på steder, hvor folk er berøvet deres frihed.

Amnesty ville gerne have gjort tortur stafbart, men dette ønske blev afvist i 2008 af Straffelovrådet. Begrebet tortur kan ikke indfanges i en simpel formel, og det er ikke hensigtsmæssigt at knytte et strafansvar til handlinger (tortur), som i grovhed spænder over et bredt felt, således at strafferammen skulle gå fra et bødeansvar til fængsel på livstid. Dog blev der indsat en bestemmelse, hvorefter det anses som en strafskærpende omstændighed, såfremt den strafbare handling er forbundet med brug af tortur.

Dette resultat kan idealisten leve med, men jeg må dog tilføje, at man kunne have anvendt samme argumentation over for kriminaliseringen af terror, som også omfatter en buket af mange forskelligartede handlinger. I dette tilfælde var der imidlertid et politisk ønske om at knytte et strafansvar til et forholdsvist upræcist begreb.

Samarbejde med torturstater

Danske myndigheder, herunder PET, samarbejder med fremmede stater (torturstater), hvis politi og efterretningstjenester er kendt for rutinemæssigt at anvende tortur. Dette samarbejde må give anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser.

Det er således et problem, såfremt PET udleverer oplysninger om herboende personer til politi og efterretningstjenester i torturstater. Særligt samarbejdet med lande i Nordafrika og Mellemøsten vil forøge risikoen for, at PET - uvidende - kommer til at medvirke til menneskelige tragedier.

Problemstillingen kender jeg kun alt for godt fra min tid som PET-chef. Det hvide apartheidstyre i Sydafrika var på samme side som Danmark under Den Kolde Krig, og langt ind i 60’erne var medlemmer af ANC i den politiske optik kommunister og terrorister, og vi måtte derfor samarbejde med den sydafrikanske tjeneste. Men vi videregav ikke personoplysninger om her i landet hjemmehørende personer, selvom anti-apartheidbevægelsen gav politi og PET problemer i Danmark. Man forestiller sig let, hvad konsekvenserne i Sydafrika kunne være blevet for venner og familiemedlemmer til en sort aktivist i Danmark, såfremt vedkommendes navn indgik i en forespørgsel til den sydafrikanske efterretningstjeneste.

"Noget for noget" er grundprincippet for udveksling af oplysninger på den efterretningsmæssige børs, men en efterretningstjeneste som PET og FE vil aldrig have et fuldt dækkende overblik over, hvad personoplysningerne kan bruges og vil blive brugt til.

Nødvendig lovgivning

Wendler Petersen-udvalget vedrørende Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester er opmærksom på dette væsentlige problem, men man foreslår ikke lovgivning om spørgsmålet. Det anføres blot, at PET ikke vil videregive oplysningerne til en udenlandsk samarbejdspartner, hvis der er grundlag for at antage, at følsomme personoplysninger skal danne grundlag for anvendelse af tortur eller anden nedværdigende menneskelig behandling. 

Denne påstand fra udvalgets side kan vanskeligt modbevises, men af hensyn til borgernes retssikkerhed vil jeg foretrække, at udvalgets optimistiske prognose udmøntes i en forpligtende lovbestemmelse og gerne med en strammere formulering. 

Om den modsatte situation, hvor PET modtager oplysninger, der måske er fremskaffet ved anvendelse af tortur, nøjes Wendler Pedersen-udvalget med følgende bemærkning:

"Oplysninger, der eventuelt måtte være fremkommet under anvendelse af tortur, indgår i PET’s undersøgelser, men PET er meget opmærksom på̊, at der kan være problemer med validiteten og troværdigheden af sådanne oplysninger."

Det fremgår ikke af en oplysning, om den stammer fra et torturkammer.

Det kan næppe kritiseres, at PET i sin efterretningsvirksomhed gør brug af alle oplysninger, der modtages i det internationale samarbejde. Nettet, der anvendes til indsamling af oplysninger, må nødvendigvis være finmasket. PET kan heller ikke se bort fra oplysninger modtaget fra torturstater, og det er ikke fair at beskylde PET for at begå torturhæleri i den anledning.

Det fremgår nemlig ikke af en oplysning, om den stammer fra et torturkammer, og PET kan ikke basere sin virksomhed på formodninger herom. PET ved i øvrigt heller ikke, om oplysninger modtaget fra demokratiske samarbejdspartnere er fremkommet ved anvendelse af tortur. Ifølge Amnesty International viger man ikke tilbage for anvendelse af tortur såvel i USA som i Israel. Og CIA har - i hvert fald tidligere - udliciteret afhøringer til lande, hvor der er tradition for anvendelse af tortur. På denne måde kan PET uvidende via CIA modtage vigtige oplysninger, som er fremskaffet ved brug af tortur.

Når PET går videre

En lovgivning vedrørende tortur kunne dog passende indeholde en bestemmelse formuleret med udgangspunkt i det forsigtighedsprincip, som der gives udtryk for i betænkningen fra Wendler Pedersen-udvalget.

Men når PET går et skridt videre og på grundlag af oplysninger fra torturstater søger om domstolenes tilladelse til at foretage tvangsindgreb (telefonaflytning, rumaflytning, hemmelig ransagning med videre) over for herboende personer, så giver dette anledning til særlige overvejelser.

Torturkonventionens bestemmelse om dette spørgsmål er lidet hjælpsom. Ifølge artikel 15 skal enhver ”deltagende stat … sikre, at enhver udtalelse, om hvilken det er fastslået, at den er afgivet som følge af tortur, ikke kan påberåbes som bevis i nogen proces …”

Skal denne bestemmelse have praktisk betydning, måtte man i en eventuel lovbestemmelse om spørgsmålet slække på kravet om, at torturen skal være "fastslået". Alle bør kunne acceptere en formulering, hvorefter udtalelsen ikke kan benyttes som bevis, såfremt det med tilstrækkelig sikkerhed kan lægges til grund, at der er anvendt tortur, og at den pågældende udtalelse ikke understøttes af andre omstændigheder i sagen. Og netop oplysninger fra torturstater bør ikke af dommeren per automatik lægges til grund.

Det er også vigtigt, at de retsmøder, hvor PET indhenter domstolenes tilladelse til de nævnte tvangsindgreb, omfattes af begrebet "proces".

Spørgsmålet om, hvornår en udtalelse er "afgivet som følge af tortur", kunne føre til, at der introduceres regler, der opprioriterer torturproblematikken i dommernes bevidsthed. Spørgsmålet om obligatorisk inddragelse af lægelig og anden ekspertise vil her være relevant.

Yderligere kunne man i en lovgivning vedrørende tortur indføre regler til sikring af, at danske myndigheder ikke bistår andre staters myndigheder i at krænke folkerettens regler om forbud mod tortur. Jeg vil bruge et tænkt eksempel inspireret af en sag fra Italien:

En imam med nordafrikansk baggrund kidnappes på åben gade i København i en af CIA planlagt aktion for herefter at blive fløjet til et fængsel i et nordafrikansk land, hvor han torteres. Hvis en dansk myndighed har bidraget til eller accepteret aktionen, så pådrager den danske stat sig et folkeretligt ansvar for torturen, selv om den foregår i udlandet.

CIA-flyvningerne

Andre eksempler kan nævnes. Problemet var fremme i drøftelserne om, hvorvidt Danmark indirekte bidrog til tortur ved at lade CIA anvende vores luftrum (og lufthavne) ved transport af fanger på vej til fængsler i stater, der anvender tortur.

Det er lovgiver og ikke administrative myndigheder, der bør tage stilling til, om brug af det danske luftrum i sådanne tilfælde kan accepteres, og derfor bør spørgsmålet løses i lovsform.

I en tid hvor de demokratiske retsprincipper er under pres og brugen af tortur banaliseres, vil en lovgivning have en reel retssikkerhedsmæssig betydning.

Jeg har omtalt tre problemkomplekser, som med fordel kunne reguleres i en lov, der understøtter de internationale bestemmelser om forbud mod tortur. Andre spørgsmål kunne inddrages.

I en sådan lov kunne man henvise til, at torturhandlinger straffes efter straffeloven, således at det trods alt markeres i vores lovgivning, at vi vender os mod tortur, som vi vender os mod terror. Et andet område vedrører undervisningsforpligtelsen efter torturkonventionen.

Vigtigt for retsstaten

I en tid hvor de retsprincipper, som er grundlaget for en demokratisk retsstat, er under pres, hvor torturbegrebet indsnævres, og hvor brugen af tortur banaliseres, vil en lovgivning, som jeg ser for mit indre blik, have en ikke ubetydelig værdi. Man bør ikke hænges ud for at være naiv og blåøjet, såfremt man arbejder mod dette mål. En lov ville have en reel retssikkerhedsmæssig betydning, og der vil ikke være tale om "signallovgivning".

Kampen mod terror skal naturligvis fortsat have høj prioritet, men en lov vedrørende tortur vil ikke lægge afgørende hindringer i vejen for PET i denne vigtige kamp.

Når det drejer sig om mishandling af dyr, har vi - også ved brug af lovgivningen - bevæget os lidt væk fra Middelalderens barbari og overtro. Jeg husker en sag, hvor en mand var blevet dræbt af en gris. Her lykkedes det ved brug af tortur og ved en fortolkning af dyrets smertehyl at opnå en tilståelse, og grisen kunne henrettes på en barbarisk måde. Nogle unge svin slap for at blive henrettet, idet det ansås for en formildende omstændighed, at de kun havde været tilskuere. Men helt slap de ikke, idet de jo havde undladt at gribe ind over for gerningsgrisen.

Montaigne giver mig tro på, at en oplyst menneskehed trods alt er nået et trin højere op på evolutionens moralske stige - også i bekæmpelse af ondskab og barbari i menneskenes indbyrdes forhold.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2013 - 10:23   07. feb. 2013 - 10:30

Kronik

af Ole Stig Andersen, tidligere chef for PET
Ole Stig Andersen

Ole Stig Andersen var øverste chef for Politiets Efterretningstjeneste fra 1975 til 1984.

Her skriver han om PET’s problematiske samarbejde med USA og Israel, og opfordrer til, at der indføres lovgivning på området.