18 Sep 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 7 °C

Ri-Bus-strejken - for 20 år siden

Ri-Bus-strejken - for 20 år siden

Der blev afholdt en national solidaritetsdag, hvor mere end 250.000 arbejdere og funktionærer over hele landet gik i strejke for at vise sympati med Esbjergs chauffører og deres krav.

Mange arbejdspladser, klubber og fagforeninger fra ind- og udland støttede strejken, også ved at sende deltagere til blokadevagten.
FOTO: Per Benny Paulsen
1 af 1

Afslutningen på Ri-Bus konflikten kan i år ”fejre” sin 20-årsdag, og den står som en af de helt centrale arbejdskampe i nyere tid.

Strejken begyndte allerede i sommeren 1994, da de kommunalt ansatte buschauffører i Esbjerg fik besked om, at de skulle privatiseres. De gamle overenskomster var ikke længere var gyldige, idet der skulle forhandles nye med den nye operatør Ri-Bus.

Det vakte naturligvis en voldsom harme blandt chaufførerne, der følte det som et snigløb mod deres hævdvundne rettigheder, og et flertal besluttede at gå i strejke i protest mod privatiseringen.

En af de hårdeste arbejdskampe, ikke bare i Esbjergs historie, men i Danmarkshistorien. 

Der var ingen, der vidste, at det skulle blive en af de hårdeste arbejdskampe, ikke bare i Esbjergs historie, men i Danmarkshistorien. Efter flere afbrydelser af strejken og forhandlingsforsøg brød strejken for alvor ud igen i januar 1995.

Den 20. april samme år, havde konflikten varet i 100 dage, og den var præget af hårde sammenstød mellem de strejkende chauffører på den ene side og politi og skruebrækkere på den anden.

På denne dag blev der afholdt en national solidaritetsdag, hvor mere end 250.000 arbejdere og funktionærer over hele landet gik i strejke for at vise sympati med Esbjergs chauffører og deres krav.

Som nyhedsoplæseren i Danmarks Radio udtrykte det: "Selv frøken klokken var gået i strejke!"

Årsagerne

Arbejdsnedlæggelserne strakte sig langt uden for transportområdet, og i sine artikler drog JyllandsPosten en parallel til Folkestrejkerne under krigen og generalstrejken i 1956. Hvad var årsagerne til denne langstrakte konflikt?

Efter Danmarks tilslutning til EF/EU optrådte de store monopoler med langt større selvsikkerhed end tidligere, og de stillede nu krav om forringelser i løn- og arbejdsforhold for at maksimere profitten.

Det viste sig også hurtigt efter konfliktens afslutning, at Ri-Bus kun var en stråmand for de store, idet først Combus og senere Arriva (et tyskejet selskab) overtog busdriften i Esbjerg by og en lang række andre steder i landet.

Hen over sommeren stod det klart, at den lokale støttekomité var præget af venstre-sekteriske holdninger. Det kom til udtryk i manglende disciplin på blokaderne, i hærværk mod selskabet og mod skruebrækkerne på deres bopæl.

Denne optræden strider mod de traditioner, der er i arbejderbevægelsen, hvor det netop gælder om at vinde befolkningens sympati for de strejkende.

En del af byens arbejdspladser støttede de strejkende chauffører, både med indsamlinger og ved at deltage i blokaderne på Ravnevej i Esbjerg, hvor busserne kørte ud om morgenen.

Ingen samlet optræden

Men der manglede fuldstændig en koordineret indsats fra fagbevægelsens side. Det blev tydeligt, efterhånden som konflikten trak ud, at de store og udslaggivende fagforeninger uden for SID-området (nu 3F) forholdt sig passive og ikke ønskede at gå i sympatikonflikt med chaufførerne.

En samlet optræden fra Esbjergs fagbevægelse havde kunnet bringe konflikten til afslutning inden for en uge eller to.

Jeg ser dette holdningsskift i fagbevægelsen som et resultat af vores EU-medlemsskab, hvor fagbevægelsen tvinges til at skride hårdt ind over for medlemmer, der er i konflikt.

De store monopoler har ved at knægte aktions- og blokaderetten gennem EU-lovgivningen gjort fagbevægelsen til part i konflikten, men nu på arbejdsgivernes side.

Disse spørgsmål er ikke kun blevet et problem i forbindelse med Ri-Bus konflikten, men på en lang række andre områder, for eksempel for rengøringspersonale på sygehuse og skoler, SAS's kabinepersonale og mange andre.

Kort efter SID-kongressen i efteråret 1995, hvor chaufførerne blev hyldet for deres indsats, indgik SID et forlig med Ri-Bus. Forliget tillod, at skruebrækkerne fortsatte i deres stillinger, og at de strejkende kunne blive genansat, efterhånden som der blev ledige stillinger. Ansættelsen foregik på de nye overenskomster, som var dikteret af Ri-Bus.

Nederlaget

Et større nederlag har fagbevægelsen ikke indkasseret i nyere tid. Den havde en enestående mulighed for at sætte en stopper for udlicitering og privatisering af offentlige opgaver, men dens top følte sig mere loyal over for EU-systemet end over for sine egne medlemmer.

Også på andre måder er konflikten mindeværdig. Politibrutaliteten på blokaderne blev stadig voldsommere, og særlig mod afslutningen af konflikten var den slem.

Politiet brugte hunde til at angribe blokadevagterne, og selv ældre mennesker blev skambidt af disse dyr. Blokadevagterne blev jagtet af politiet ned af de tilstødende gader til Ravnevej og ind i husenes opgange.

Grundlovens ord om ret til forsamlingsfrihed blev afgørende krænket, det samme gælder fagbevægelsens hævdvundne ret til at bruge blokadevåbenet i en konflikt. Det er en skamplet for de myndigheder, der tillod denne brutale fremfærd, som er helt i strid med FN's konventioner.

 Læren af konflikten viser først og fremmest problemerne i fagbevægelsen selv.  

Tilbage står at drage læren af konflikten. Den viser først og fremmest problemerne i fagbevægelsen selv med en LO-top, der har bundet sig til de store monopoler og svigtet sine egne medlemmer. 

Alligevel er der også positive resultater af konflikten. Chaufførerne viste i deres otte måneder lange konflikt en enestående vilje til at forsvare ikke bare egne, men hele fagbevægelsens overenskomstsystem. At man ikke ustraffet sætter det ud af kraft!

Den nationale og internationale solidaritet, for eksempel fra England, Norge og Sverige, var også en stor opmuntring. Solidariteten viste, at der i store dele af arbejderbevægelsen er en almindelig følelse af utryghed over udviklingen, senest bekræftet af Ryanair's revolver-politik over for flypersonalet i København og Billund.

Efter konfliktens afslutning bredte privatiseringerne sig til en lang række andre områder. Den standard, vi med rette var stolte af i Danmark, er under afvikling, og det går rigtig stærkt.

Fagbevægelsen og arbejderbevægelsen må alvorligt overveje, om ikke det er på tide at bruge den styrke, der findes i organisationerne, og sætte en stopper for rovdriften på mennesker.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. sep. 2015 - 09:25   18. sep. 2015 - 09:30

Kronik

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg