17 Sep 2019  

KBH: Spredte skyer, lette byger, 9 °C

Nederlaget kan blive et wake up-call

Efter EU-valget

Nederlaget kan blive et wake up-call

Vi står i en situation, hvor vi har mistet vores plads i parlamentet og en god del af vores økonomi. Det tvinger os til at reorganisere bevægelsen. Retningen for denne reorganisering skal ikke være: Vi gør som vi plejer. Det skal tværtimod være: Lad os nytænke den måde, Folkebevægelsen fungerer på, skriver Karen Sunds, formand for Folkebevægelsen mod EU på Djursland og medlem af Kommunistisk Parti.

Radikale, SF og Enhedslisten har overgået hinanden med løfter om al det, de vil sikre nede i EU-parlamentet for klimaets skyld.
FOTO: Didier Bauweraer / European Parliament
1 af 1

Ved EU-parlamentsvalget den 26. maj led Folkebevægelsen mod EU et markant nederlag. En kæberasler, som det er nødvendigt at analysere årsagerne til. Men samtidig også et lods, som kan blive et wake up-call, i forhold til at nytænke Folkebevægelsen.

Fremfor noget andet kræver det, at vi nu tager fat i at reorganisere Folkebevægelsen som en ægte tværpolitisk bevægelse. 

Der er bred enighed om, at en række udefrakommende faktorer, som Folkebevægelsen ikke selv har haft indflydelse på, er medvirkende til nederlaget.

Det gælder for eksempel sammenfaldet med folketingsvalget, ligesom det gælder det faktum, at briterne stadig ikke er sluppet ud af EU, på grund af indædt modstand, både fra Bruxelles og fra den britiske ”remain-fløj”, der sidder med 80 procent i parlamentet.

Men jeg vil her fokusere på de årsager og sammenhænge, som vi kan læse direkte ud af valgtallene.

Hvad viser tallene?

  • Der er en nær sammenhæng mellem de områder, hvor Enhedslisten har høstet et godt resultat, og hvor Folkebevægelsen mod EU er gået markant tilbage. Med andre ord kan der ikke være nogen tvivl om, at Enhedslistens brud med EU-modstanden for at profilere sig selv som parti, har været fatalt for Folkebevægelsens parlamentariske repræsentation.
    Men det er selvfølgelig OGSÅ en kendsgerning, at Folkebevægelsen bliver så hårdt ramt af Enhedslistens svigt, fordi vi i de sidste 10-15 år har haft al for lidt fokus på at opbygge os selv som en ægte tværpolitisk bevægelse. Vi betaler altså prisen for de langsigtede svagheder i arbejdet.

  • EU-parlamentsvalget 2019 udviklede sig til et valg, der mest af alt handlede om klimakampen. Denne dagsorden blev i høj grad båret frem af de unge, der af indlysende årsager er klar til at kæmpe for deres fremtid på denne klode. Det betød, at der ved dette valg trådte en store skare - i omegnen af en halv million - nye vælgere ind på scenen, der var mobiliseret af klimakampen.
    Det kan ses af den rekordhøje stemmeprocent. Disse nye vælgere har lagt deres stemme på de partier, der lovede det, de gerne ville høre. Konkret Radikale, SF, Enhedslisten, der har overgået hinanden med løfter om al det, de vil sikre nede i EU-parlamentet for klimaets skyld. Her kunne Folkebevægelsen ikke gøre andet end at sige sandheden: at EU-parlamentet ikke har nogen reel indflydelse på klimaet, fordi det er industrien, dets lobby i nært samarbejde med EU-Kommissionen, der dikterer EU's klima-politik. Det er selvfølgelig ”det trælse svar”, når man er ung klimaaktivist, der med et snuptag vil sætte klimaet øverst.

  • Dér, hvor Folkebevægelsen går mest dramatisk tilbage, er i de store byer. Det er ikke så dramatisk i traditionelle arbejderkvarterer, men meget dramatisk i de centrale bykerner, hvor arbejderklassen i dag er fortrængt fra.
    Tilbagegangen her er voldsom, uanset om Folkebevægelsen har ført et brag af en valgkamp eller knap så aktiv en valgkamp. Tag for eksempel Aarhus, hvor der er delt næsten 70.000 aviser ud og ført en energisk valgkamp: Valgresultatet ligger mellem 3,4 procent og helt ned til 2,4 procent i Aarhus Øst.

  •  Til gengæld er tilbagegangen ikke nær så voldsom i udkantsområderne i Danmark. Tag for eksempel  Lolland, hvor Folkebevægelsen har 5,6 procent af stemmerne.
    I disse områder, der er kendetegnet ved stor arbejdsløshed og fattigdomog hægtet af den økonomiske udvikling, ser vi, at der er en lav stemmeprocent, og Folkebevægelsen holder et valgresultat over gennemsnittet. Igen er tallene meget lidt påvirket af, om bevægelsen har været aktiv med uddeling af aviser og lignende eller nærmest ikke været til stede.

Hvad kan vi lære af disse tendenser?

Tallene bekræfter dén konklusion, som den svenske kommunist Robert Mathiasson fremsatte i foråret i Magasinet Arbejderen: "EU er både et klassespørgsmål og et spørgsmål om centrum contra periferi". 

>> LÆS OGSÅ: Noget er sket - et nyt politisk landskab

Malet med den store pensel kan vi sige: Danmarks-kortet har ændret sig markant, hvad angår demografisk, økonomisk og klassemæssig sammensætning. EU-modstanden ligger fortsat ved arbejderklassen og de grupper i befolkningen, der er mest fattige og marginaliserede. Her har vi en direkte parallel til brexit i Storbritannien. Alle vælgerundersøgelser dokumenterer, at brexit-resultatet blev skabt i arbejderklassen i de områder i England, der er hårdest ramt af afindustrialisering og fattigdom.

I de store byers kerne er der sket et omslag til i højere grad at støtte reformer af EU i en mere grøn og solidarisk retning. Omslaget sker i det, som Robert Mathiasson kalder ”den urbane venstrefløj”.  Det er disse illusioner, som Radikale, SF og Enhedslisten fanger op. Det betyder naturligvis ikke, at disse vælgerskarer er tabt for EU-modstanden. Virkeligheden er jo en barsk , men effektiv læremester. Og sådan vil det også blive i de kommende år, når EU for alvor skruer op for ambitionerne, med militær oprustning, angreb på velfærd og arbejderrettigheder, forbud mod klimatiltag i landene, for at sikre det indre marked….  Og Folkebevægelsen skal tålmodigt bidrage til, at illusionerne skylles ud, og den bevidste EU-modstand vokser sig stor igen i disse miljøer.

Fremtiden

Det er klart, at valgresultatet af EU-tilhængerpartierne vil blive brugt til at konkludere, at danskerne nu endelig er klar til at gifte sig med Unionen, og kaste de sidste forbehold over bord. Derfor vil vi meget hurtigt stå med et angreb på de danske undtagelser. En sådan dagsorden vil der være bred enighed om i Folketinget. Der er ingen grund til at tro, at en kommende regering under Socialdemokratiets ledelse er noget værn mod dette angreb.

Vi ved, det er militærundtagelsen og bankunionen, der først vil komme i spil. Hertil kommer kampen om at få gennemtvunget en udtræden af EU's finanspagt, der binder kommuner og regioner på hænder og fødder økonomisk. Kun hvad angår den militære undtagelse er vi sikre på at få en folkeafstemning. Hvad angår bankunionen, skal vi først tilkæmpe os en folkeafstemning, men her må vi nu lægge kraftig pres på både Socialdemokratiet og SF, der begge tidligere har viftet med løfter om folkeafstemning.

Det bliver en kæmpeopgave at løfte og mobilisere modstanden i hele sin bredde for at vinde disse slag. Men det er gennem denne indsats, at Folkebevægelsen rejser sig igen. Og det kan vi.

Danskerne er ikke pludselig blevet varme tilhængere af mere union. Men det er en kendsgerning, er at der er opstået et mismod i forhold til, om det overhovedet er muligt at komme ud af EU. Dette mismod er baseret på brexit-slagsmålet.

Når brexit endelig bliver en realitet, og hverdagen begynder at indfinde sig på den anden side af briternes faktiske udtræden af Unionen, så vil dette mismod blive erstattet af optimisme og forhåbninger. Og så kan vælgerstrømmene skifte hurtigt den anden vej. Det er set før i historien. Lad os blot tænke på erfaringerne fra 1943, hvor de gamle partier, der støttede samarbejdspolitikken med tyskerne fik total opslutning ved folketingsvalget i foråret 1943. I august 1943 brød folkestrejkerne løs – i direkte protest mod samarbejdspolitikken.

 Reorganisering

Vi står i en situation, hvor vi har mistet vores plads i parlamentet og en god del af vores økonomi. Det tvinger os til at reorganisere bevægelsen.

Retningen for denne reorganisering skal IKKE være: Vi gør som vi plejer. Det skal tværtimod være: lad os nytænke den måde, Folkebevægelsen fungerer på. Lad os gøre op med de svagheder, der har været i vores arbejde. Skabe en bred folkelig modstandsbevægelse, der faktisk IKKE er afhængig af, at vi sidder i EU-parlamentet. Hvad kræver det?

Fremfor noget andet kræver det, at vi nu tager fat i at reorganisere Folkebevægelsen som en ægte tværpolitisk bevægelse. Alle de mange borgerlige EU-modstandere, der føler sig politisk hjemløse, og dem er der mange af, de er nu inviteret til at deltage i denne reorganisering af Folkebevægelsen.

En konsekvens af de stadig større forskelle mellem udkantsområder og centerbyer må også være, at Folkebevægelsen må arbejde meget mere differentieret og alsidigt. I udkantsområderne, hvor EU-modstandens center og stærkeste base findes, skal der arbejdes på én måde. Her er argumenter, printet på gammeldags papir, ikke gået af mode endnu. Her interesserer man sig ikke så meget for, hvad der foregår på Facebook, men et dagligstuemøde kunne være interessant.

 I cafe- og uddannelsesmiljøerne i byen skal der arbejdes på en anden måde. Sociale medier, aktivisme, klimakampen. Og det er ligeså vigtigt, for Folkebevægelsen skal også være en meget mere ungdommelig og aktivistisk bevægelse.

Vi skal komme meget tættere på folks hverdag, og vi skal være der hver dag, ikke kun, når der er kampagne. Vi skal lære at værdsætte de forskelligartede metoder, der nødvendigvis må være i arbejdet, fordi det netop er vores forskellighed, der er vores styrke.

Kan Folkebevægelsen lykkes med en sådan reorganisering, bliver vi meget svære at overvinde.

Denne kronik har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2019.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jul. 2019 - 07:00   12. jul. 2019 - 12:30

Kronik

af Karen Sunds, formand for Folkebevægelsen mod EU på Djursland og medlem af Kommunistisk Parti
EU-valg 2019
  • Venstre: 23,5 procent, 4 mandater
  • Socialdemokratiet: 21,5 procent, 3 mandater
  • SF, 13,2 procent: 2 mandater
  • Dansk Folkeparti: 10,8 procent, 1 mandat
  • Radikale: 10,1 procent, 2 mandater
  • Konservative: 6,2 procent, 1 mandat
  • Enhedslisten: 5,5 procent, 1 mandat
  • Folkebevægelsen mod EU: 3,7 procent, 0 mandat
  • Alternativet: 3,4 procent, 0 mandat
  • Liberal Alliance: 2,2 procent, 0 mandat

Stemmeprocenten var på 66,1, hvilket er dansk rekord. Valgdeltagelse ved danske EU-parlamentsvalg har aldrig været højere end 59,5 procent, og ved det seneste valg i 2014 stemte 56,3 procent.

32.516 stemmer var blanke og 8.658 stemmer var ugyldige.