18 Oct 2019  

KBH: Overskyet, 14 °C

Hvad er det i virkeligheden, vi vil?

Hvad er det i virkeligheden, vi vil?

Jeg håber, at de kommende overenskomstforhandlinger i 2020 får fagbevægelsen, de aktive på arbejdspladserne og i industrien til at stille spørgsmålet: Hvad er det, vi vil?

FOTO: Emil Olsen
1 af 1

For noget tid siden gik jeg mig en tur ned gennem gågaden i Frederikshavn. Jeg stødte så på et monument med et af den gæve nordjyde Carl Scharnbergs mange digte:

Ingen kan alt, alle kan noget. Spørgsmålet er, hvad er det, vi vil? Der begynder forandringen.

Vi vil et liv, så vi kan udfolde os som mennesker og ikke som maskiner i et produktionsapparat til gavn for milliardærerne.

Jeg stod en rum tid og betragtede det flotte monument, og jeg tænkte længe over den tekst, som var udvalgt til monumentet. I hvilke sammenhænge kunne dette egentlig simple spørgsmål anvendes? Jo mere jeg tænkte, jo klarere blev det for mig, at det jo i virkeligheden er det helt rigtige spørgsmål, vi som arbejderklasse skal stille os selv i alle situationer.

I alt for mange tilfælde ender vores svar på tidens udfordringer med, at vi tilpasser os eller stiller ultra-defensive krav i anstændighedens og ansvarlighedens navn.

Træder man et skridt tilbage og kigger ud over samfundet, vil man se, hvordan vores kolleger i alle samfundets led mistrives.

I jobkøen

Lad os for eksempel tage en tur ned på jobcentret. Her møder man bange mennesker. Mennesker som på forskellig vis er havnet i en situation, hvor deres kroppe enten fysisk eller psykisk ikke kan mere, og alligevel slæber det politiske system dem igennem et mareridt af forsøg for at tvinge dem ud i virksomhederne som billig arbejdskraft. Man umyndiggør simpelthen vores kolleger, som i forvejen er udmattede på en så grov måde, at man med rette på en dårlig dag kan sammenligne det med noget, jeg troede, vi for længst havde afskaffet. Er det i virkeligheden det, vi vil?

På uddannelsesstederne

Lad os tage en tur i uddannelsessystemet. Her møder du en ungdom, hvor man har frataget dem enhver form for frihed til kreativt at kunne udfolde sig, men derimod skabt et helvede, hvor det ene og alene handler om, at de skal igennem så hurtigt som muligt, så de kan komme ud og blive en gevinst, ikke for samfundet, men for virksomhedernes profitjagt. Den ene efter den anden går ned med stress, de får nederlag, fordi at de ikke føler sig tilstrækkelige i en kamp, hvor det handler om alles kamp mod alle. Er det i virkeligheden det, vi vil?

I familien

Tager vi en tur hjem til børnefamilierne, dér møder vi nogle mennesker, som knokler for at få det hele til at gå op. Børnene må vækkes meget tidligt om morgenen. Så de kan blive afleveret, så forældrene kan komme på arbejde, så der kan tjenes penge til de alt for dyre huslejer, så de hver dag må koordinere, hvem som kan nå og hente børnene igen, lave aftensmad og, hvis man er heldig, nyde et par timer sammen med dem, inden de skal i seng, for der kommer snart en ny dag, hvor vi starter forfra. Er det i virkeligheden det, vi vil?

På arbejdspladsen

Lad os tage ud på arbejdspladserne. Her møder vi folk med alle mulige forskellige baggrunde, forudsætninger og ikke mindst alle mulige forskellige typer af jobs. Lad mig fremhæve to typer af arbejdspladser: Den første er en 57-årig murersvend. Han har arbejdet hele sit liv, kun afløst af arbejdsløshed om vinteren. Hans vækkeur forstyrrer hans nattesøvn klokken 04:45, så han kan nå at få lavet kaffe, smurt en madpakke og komme rundt og samle kollegerne op for så at køre mere end en time for at nå frem til byggepladsen inden klokken 7. På grund af mange års hårdt arbejde er sådan en køretur hård og gør, at han nærmest må kravle ud ad bilen, da knæene er stive af nedslidning. Arbejde otte timer med smerter for så at køre hjem igen, nå at lave lidt aftensmad inden han skal i seng, da der kommer en ny dag i morgen, som er fuldstændig magen til.

Den anden type arbejdsplads er en stationær arbejdsplads, lad os tage et sygehus. Der løber man så stærkt, at man må spise sin frokost, mens man lige indberetter noget imens med den anden hånd. Man er vidner til, at den faglighed, som er blevet dem lært, har man ikke mulighederne for at udføre, fordi rammerne om deres arbejde er blevet effektiviseret i en sådan grad, at det er til skade for patienterne. Det giver et stresselement i folks hverdag, som er skadeligt og nærmest kan betragtes som den næste folkesygdom.

Er det i virkeligheden det, vi vil? Nej, og det har det aldrig været. Men vi og vores faglige organisationer har været alt for dårlige til at stille spørgsmålet: Hvad er det, vi vil?

Men fremtiden er vores

Vi vil have et liv, vi kan være i, hvor vi kan få børn og samtidig have tid til at nyde dem, se dem udfolde sig både i leg med hinanden, men også kreativt når de bliver ældre.

Vi vil et liv, hvor man ikke skal frygte, at en naturlig konsekvens af at arbejde er, at kroppen skal slides totalt ned.

Og vi vil et liv, hvor det er okay at blive syg, hvor der omsorg og respekt om alle menneskers bidrag. Hvor vi kollektivt sikrer hinandens succes, frem for i dag hvor det er de få, der får succes på de manges bekostning. Der skabes så ufatteligt mange værdier af os arbejdere i det her samfund. Det er på tide, at vi får del i den værdi, vi selv skaber, så rammerne om vores liv kan blive bedre, og vi dermed arbejde lidt mindre.

Jeg håber derfor så inderligt, at de kommende overenskomstforhandlinger i 2020 bliver der, hvor fagbevægelsen, de aktive på arbejdspladserne og i industrien i virkeligheden alle stiller spørgsmålet: Hvad er det, vi vil?

Læren ved de offentliges OK 18 var, at det ramte fuldstændigt ind i en politisk dagsorden i kampen mod velfærdsforringelserne, og derfor blev opbakningen så stor. Derfor mener jeg, at vores faglige organisationer på det private område må forpligte sig til at få OK 20 ind i den politiske dagsorden, som jeg har forsøgt efter bedste evne at formidle her i indlægget, så vores kollektive svar bliver, at vi vil have et bedre liv, og vi vil have tiden til det, så vi kan udfolde os som mennesker og ikke som maskiner i et produktionsapparat til gavn for milliardærerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. mar. 2019 - 08:33   19. mar. 2019 - 08:40

Kronik

af Emil Olsen, Aggersund, murersvend