26 Apr 2019  

KBH: Let skyet, 19 °C

Budskabet fra Frankrig

Budskabet fra Frankrig

Frankrig har i en længere periode været præget af demonstrationer og protester mod Macrons regering. Bevægelsen De gule Veste er blevet kendt over hele verden. Men hvilket budskab sender bevægelsen til os her i Danmark?

De gule Veste demonstrerer ud for Triumfbuen i Paris “Husk 1789”, står der på vesten med henvisning til Den franske Revolution.
FOTO: Thomas Samson/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Kampen må skærpes mod den terror og udmatningsstrategi af den danske arbejder, som udføres af danske politikere med dronelignende metoder. 

Hvornår vil danske journalister anvende ord som mordere og torturbødler på de danske politikere, som er ophavsmænd til de kriminelle "reformer".

Alt imens danskerne får tudet ørerne fulde med advarsler om ’fake news" i forbindelse med det kommende valg og om truslerne for vores såkaldte demokrati, angriber De gule Veste i Frankrig journalister fra de traditionelle medier for ikke at fortælle det franske folk sandheden omkring Macrons arbejdsmarkedsreformer.

Bevægelsen har ikke noget fælles politisk ståsted, men man er enige om at kræve præsidentens afgang – et krav, som bliver taget meget alvorligt af de store dagblade og præsidenten. Som en afledningsmanøvre og i håbet om at tage kraften ud af bevægelsen har præsidenten indkaldt til national debat.

Men hvis de personer, som interviewedes i nyhederne på den statslige TV-station France 2 den 13. januar er repræsentative, så er der ingen, som tager initiativet alvorligt. 

De glemtes revolte

Bevægelsen De gule Veste er blevet omtalt som de glemtes revolte. Den er blevet talerør for de mange familier i landdistrikterne og forstæderne, som ikke føler sig repræsenteret i de folkevalgte forsamlinger, men tværtimod oplever, at offentlig service forsvinder, og at ingen lytter til dem.

Bevægelsen og med den en stor del af den franske befolkning mener, at journalisterne er med til at legitimere Macrons reformer, som har gjort underklassen mere fattig og givet mere rigdom til en lille dominerende klasse, hvis vigtigste talsperson er præsidenten.

En ung arbejder fortæller

På denne baggrund er det helt befriende at læse en ung fransk forfatters biografiske bog skrevet om hans far: Hvem slog min far ihjel? Éduard Louis, 25 år, voksede op i en arbejderfamilie i en nordfransk by, hvor familiernes tarv alene afhænger af de indtjeningsmuligheder, som byens eneste fabrik kan tilbyde.

Men en dag rammer ulykken familien. En arbejdsulykke brækker ryggen på faderen, som aldrig kommer sig helt efter ulykken, som gav faderen voldsomme smerter samt alvorlige fordøjelsesproblemer. 

I begyndelsen fik familien medicinen refunderet, men i marts 2006 bestemte Jacques Chiracs regering, at en række medikamenter ikke længere ville blive refunderet af den offentlige sygesikring. Éduard Louis skriver, at Jacque Chirac og hans sundhedsminister ødelagde faderens fordøjelsessystem. 

I 2007 førte Nicholas Sarkozy sig frem på en kampagne, som gik på, at hvis han kom til magten, så ville han bekæmpe dem, som nassede på samfundet. I hans verden var nasseren ensbetydende med den arbejder, som uforskyldt bliver arbejdsløs. 

Det er vanskeligt at forestille sig et menneske, indfødt eller indvandrer, som uanset tilskudsmuligheder til overlevelse ville vælge et liv i lediggang. 

Sarkozy vandt valgkampen. Han blev præsident og kvitterede umiddelbart efter med at nedsætte arbejdsløshedsunderstøttelsen med begrundelsen, at man skulle gøre sig fortjent til støtten.

For fortsat at gøre sig ’fortjent’ til understøttelse måtte faderen nu køre tre timer dagligt mellem hjemmet og en større provinsby for at feje fortov – foroverbøjet med en ryg, som endnu ikke var helbredt. Sarkozy knuste de sidste rester af din ryg, skriver Éduard Louis. 

I august 2016 indførte præsident Hollande en lov, som gjorde det lettere for arbejdsgivere at fyre og bestemme over den ansattes ugentlige antal arbejdstimer. Francois Hollande tappede dig for din sidste dråbe energi, skriver Eduard Louis om sin fars kamp for at bibeholde sin værdighed som familiens forsørger.

Men Éduard Louis’ far skulle snart erkende, at disse begrænsninger af hans velfærd og frihed kun var begyndelsen til noget værre.

Macrons arrogante og arbejderfjendske menneskesyn er gnisten, som antænder den voksende frustration i befolkningen.

Hollandes efterfølger, Emmanuel Macron, latterliggjorde de mennesker, som ikke gik i jakkesæt. De var en skamplet for nationen og måtte simpelthen være dovne, når de "kun" gik med T-shirts.

På borgerskabets og storkapitalens vegne udsatte præsident Macron den arbejdende befolkning for hån og ydmygelse, selv om mange af dem havde følt sig tvunget til at stemme på ham for at undgå, at den fascistiske Le Pen vandt præsidentvalget.

I august 2017 fratog Macron de lavest lønnede fem euro månedlig, og samtidig sænkede han skatten for de højest lønnede. Macron mente åbenbart, at de fattige var for rige, og at de rige ikke havde nok, men fortjente mere.

Han erkender ikke, at selv fem euro er af afgørende betydning for en fattig familie. Macron tog maden ud af munden på os, skriver Éduard Louis.

Macron’s arrogante og arbejderfjendske menneskesyn er gnisten, som antænder den voksende frustration i befolkningen over neoliberalismens terror mod et flertal af befolkningen i snart sagt alverdens lande.

Éduard Louis’ letlæste bog har uden tvivl for mange virket som benzin på bålet. Den har for mange forstærket deres politiske bevidsthed og deres parathed til handling.

Signalet fra Frankrig

Overalt er det den herskende klasse, som definerer mediernes og uddannelsessystemets indhold på en sådan måde, at uligheden og undertrykkelsen af arbejderne legitimeres, og dens fortsatte udbytning fremstilles som en naturret.

Men Éduard Louis’ bog rusker op i de strukturer, som ligger i vores bevidsthed, og som vi ubevidst fortolker vores verden med.

Ëduard Louis’ bog og de begivenheder, som finder sted i dagens Frankrig, sender os et strategisk budskab: Det gælder nemlig om at udvikle et sprog og benytte os af et ordvalg, som udfordrer den dominerende klasse og repræsentanter fra mainstreammedier, der lader sig udnytte som neoliberalismens vigtigste instrumenter i herredømmet over og mordene på den danske arbejder.

Hvor mange arbejdere er bogstavelig talt dræbt af Lars Løkke Rasmussens princip om, at det skal kunne betale sig at arbejde? Hvornår vil danske journalister anvende ord som mordere og torturbødler på de danske politikere, som er ophavsmænd til de kriminelle "reformer", som er ensbetydende med en langsom og pinefuld død for danske arbejdere og deres familier?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jan. 2019 - 02:51   22. jan. 2019 - 03:00

Kronik

af Kristian Laubjerg, København