14 Aug 2018  

KBH: Spredte skyer, 18 °C

Aktiv dødshjælp - skal vi kæmpe for det?

Aktiv dødshjælp - skal vi kæmpe for det?

Vi skal solidarisk påtage os ansvaret for livet - og ikke for døden. Venstrefløjen må forholde sig til det ansvar. Det er også en del af diskussionen om mere og bedre velfærd.

FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Det er en udpræget misforståelse, at aktiv dødshjælp er et frit individuelt valg, der intet har med tidens vinde at gøre, men kun et spørgsmål om at være et moderne, demokratisk menneske, der elsker en individuel og frihedssøgende tilgang til liv og død.

"Jeg vil bestemme over mit eget liv - og også over min egen død", lyder et velkendt argument i debatten om aktiv dødshjælp. Hverken liv eller død har vi været i stand til at styre, selv om der arbejdes på sagen. Helt andre kræfter styrer dér. Blandt andet den politisk-økonomiske tankegang, der nedprioriterer velfærd og fællesskab - og ser mennesket i perspektivet værdi som arbejdskraft på et marked.

Aktiv dødshjælp rammer socialt skævt og forstærker den diskrimination af mennesker med handikap, vi allerede ser i dag.

Venstrefløjen er tilsyneladende hoppet på den individualistiske tankegang, og den politiske tænkning er desværre sat i stå. Kritik er erstattet af tro på, at kapitalismen kun vil borgerne det bedste. Skræmmende, når konkurrencestaten ellers i disse år byder på gennemgribende angreb på velfærden.

I vores kultur er spørgsmålet om døden tabu, ligesom spørgsmålet om smerte og lidelse er særdeles angstprovokerende. Strømninger, der indgyder følelsen af magt over eget liv og død er derfor besnærende og vel grunden til, at også venstrefløjen hopper på tanken.

Dette er ikke accept af lidelse. Det er imidlertid overset, at er man terminalt syg med smerter eller angst, kan man blive smertedækket, så man ikke lider - også selv om behandlingen er livsforkortende. At dø under store smerter er unødvendigt og må ikke forekomme. Det løser vi dog ikke med aktiv dødshjælp, men ved fokus på lægelig tilgang til passiv dødshjælp og forskning i smertebehandling.

Aktiv eller passiv dødshjælp?

Den reelle forskel mellem passiv og aktiv dødshjælp er, at institutionalisering betyder anerkendelse som en fast del af behandlingsudbuddet. Det gør ifølge erfaringer fra de steder, man har aktiv dødshjælp, at målgruppen også kommer til at omfatte mennesker med handikap. Aktiv dødshjælp rammer socialt skævt og forstærker den diskrimination af mennesker med handikap, vi allerede ser i dag.

Kulturen omkring aktiv dødshjælp bakkes op i bøger og film, og det ses det som heltemodigt at vælge ikke at ligge samfund og familie til last. I selve debatten om aktiv dødshjælp er skuepladsen forbeholdt intellektuelle eksperter, mens vi med handikap højst præger debatten som "cases".

I græsrodsgruppen "Ikke Død Endnu" er vi mennesker med et handikap og allierede, der er modstandere af institutionaliseret aktiv dødshjælp. Ikke ud fra religiøse holdninger, men fordi det er glidebanen, der trækker grupper med handikap væk fra livet og tættere på døden.

Aktiv dødshjælp har intet med handikap at gøre, siger tilhængerne. Det er ikke rigtigt og fremgår af forslaget "lov om indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark” fremsat af Læger for Aktiv Dødshjælp.

I forslagets § 9 fremgår, at “barmhjertighedsdrab på svært handikappede nyfødte eller alvorligt syge børn uden udsigt til bedring er tilladt når forældrene har bedt om det og mindst tre læger, heraf mindst en med specialistuddannelse på organområdet, er enige.” En alvorlig sag, der afkræfter, at det ikke handler om handikap.

En del af os i “Ikke Død Endnu” ville ikke være levende og aldrig have haft mulighed for at leve i dag med den lov. Vi var fravalgt i første leveår uden chance for at vise, at vi kunne få et liv fyldt med livskvalitet.

Aktiv dødshjælp er glidebanen, der trækker grupper med handikap væk fra livet og tættere på døden.

Tal fra blandt andet den amerikanske delstat Oregon viser, at det ikke er smerter, der begrunder ønsker om aktiv dødshjælp. Mindre end hver fjerde giver smerter som årsag til et ønske om aktiv dødshjælp, mens de fem hyppigste årsager er: "Tab af autonomi" (93 procent), "har sværere ved at deltage i aktiviteter" (89 procent), "tab af værdighed" (73 procent), "følelse af at være en belastning" (49 procent), "tab af kontrol over kropsfunktioner" (37 procent). Alle fem konsekvenser kunne afhjælpes med hjælpemidler, hjælperordning, ordentlig lægehjælp og ved ikke at regne det for uværdigt at være afhængig af hjælp - altså bedre velfærd.

Venstrefløjens ansvar

Venstrefløjen må være på vagt over for institutionaliseret aktiv dødshjælp, som en udløber af konkurrencestatens krav om større produktivitet i den offentlige sektor, der medfører et vågent øje med handikap.

Konkurrencestaten tager afsæt i en materiel, samfundsmæssig kalkule af mennesket. Det er en katastrofe at underkende indflydelsen fra økonomitænkningen, da denne tilgang præger de økonomiske diskussioner i dag.

Institutionaliseret aktiv dødshjælp er et samfundsmæssigt emne, venstrefløjen politisk må forholde sig til. Et spørgsmål med mange aspekter, der ikke kun vedrører den enkelte, men har vidtrækkende konsekvenser for både begrebet solidaritet og mangfoldighed.

At påtage sig det samfundsmæssige ansvar for andres død er tungt. Vi skal solidarisk påtage os ansvaret for livet og styrke det gennem ikke mindre, men mere velfærd.

Vi skal solidarisk påtage os ansvaret for livet og styrke det gennem ikke mindre, men mere velfærd.

Jan Vagn Jakobsen er handikapaktivist i blandt andet Muskelsvindfonden og medstifter af græsrodsorganisationen "Ikke Død Endnu".

24. feb. 2017 - 08:58   24. feb. 2017 - 09:00

Kronik

af Jan Vagn Jakobsen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted