18 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 17 °C

40 år som flygtning

40 år som flygtning

Der er for tiden stor opmærksomhed om verdens flygtninge. Men det er værd at huske på, at der i Afrika findes en flygtningelejr, som er 40 år gammel.

Abba Malainin var kun syv år gammel i 1975, da den marokkanske hær bombede hans hjemby med napalm og hvid fosfor.
FOTO: Peter Kenworthy
1 af 1

Vestsahara er Afrikas sidste koloni. Til november er det 40 år siden, at Marokko invaderede og koloniserede landet, som dengang hed Spansk Sahara. 

Abba Malainin bor i dag på Amager, men som barn måtte han flygte til fods gennem ørkenen fra de marokkanske bombefly til flygtningelejre i Algeriet, hvor hans familie og tusindevis af andre flygtninge stadigvæk bor. 

Djævelens have

Titusinder af Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, flygtede til Tindouf-området i Vestalgeriet. Her gik de i gang med at bygge, hvad de troede var en midlertidig flygtningelejr i en af verdens mest ugæstfrie egne, den såkaldte "djævlens have", hvor sandstorme og temperaturer, der til tider når op over 50 grader, gør det svært at opretholde et værdigt liv. 

Lejrene er velorganiserede, og saharawierne betragtes som nogle af de bedst uddannede flygtninge i verden. 

165.000 saharawier bor i dag i lejrene, heriblandt det meste af Abbas familie. Resten af saharawierne bor i det besatte Vestsahara, som regnes for et af verdens med undertrykkende regime, lever i eksil i Spanien eller, som Abba, på Amager. 

Abba Malainin var kun syv år gammel i 1975, da den marokkanske hær bombede hans hjemby, Vestsaharas største by El Aaiun, med napalm og hvid fosfor. Et folkemord, som de internationale medier totalt overså, siger Abba.

"Min familie og jeg levede et helt almindeligt liv i El Aaiun, hvor der er et dejligt mildt ørkenklima. Pludselig blev der vendt op og ned på vores liv, da Marokko invaderede vores land, pludseligt blev vores liv et mareridt".  

Abbas familie bosatte sig i første omgang i El Aaiun-lejren, der blev opkaldt efter hans hjemby, og flyttede sidenhen til Auserd-lejren. "Der var ingenting, da vi ankom", fortæller han.

En slags ambassadør

I dag er Abba saharawiernes befrielsesfront Polisarios repræsentant i Danmark. Hvis Danmark havde anerkendt saharawiernes eksilregering, Saharawi Arab Democratic Republic eller SADR i daglig tale, ligesom over 80 andre lande har gjort, ville han have været ambassadør.

I stedet for at bo i en fin villa i Hellerup, bor han i en lille lejlighed på Amager, hvilket dog er ret praktisk når han skal rejse den lange vej til Auserd-lejren, hvor hans mor og famile bor i telte og mudder-hytter med bølgeblik-tage.

Når Abba tager hjem til lejrene, er det enten for at besøge sin familie, eller fordi han som uofficiel ambassadør har en politiker, journalist eller NGO-medarbejder med, så de kan se, hvordan det er at bo i en flygtningelejr, der har 40 år på bagen.

Eksilrepublikken

På mange måder er saharawiernes flygtningelejre ulig alle andre flygtningelejre. På nogle få år lykkes det nemlig saharwierne at bygge en proto-stat, SADR, midt i ørkenen. 

SADR er medlem af den Afrikanske Union og har eget parlament, forfatning, skoler, hospitaler og en pressetjeneste.

Ifølge Abba Malainin er lejrene velorganiserede, og saharawierne betragtes som nogle af de bedst uddannede flygtninge i verden. Omkring 90 procent af befolkningen i lejrene kan eksempelvis læse i dag, hvilket er langt over gennemsnittet for regionen. Det skal ses i forhold til, at blot ti procent kunne læse, da saharawierne ankom til lejrene i 1975. 

Men lejrene er stadigvæk flygtningelejre, hvor vand, mad og mange andre basale fornødenheder er en mangelvare, og hvor der derfor blandt andet er mange tilfælde af akut fejlernæring, ikke mindst hos børnene. Og situationen forværres konstant, især efter finanskrisen, hvor bistanden til lejrene er blevet stort set halveret.

Så hvordan skal saharawierne få mulighed for at forlade de flygtningelejre, hvor mange af dem har boet i 40 år, og vende tilbage til et frit Vestsahara?

Abba Malainin tror at den eneste gangbare løsning er den folkeafstemning om Vestsaharas status, som FN har lovet saharawierne i årtier, og som Marokko i første omgang gik med til.

Grunden til at Marokko sidenhen har nægtet at afholde folkeafstemningen er - udover udsigten til fortsat at udnytte Vestsaharas mange naturresurser - at den efter al sandsynlighed vil føre til et uafhængigt og demokratisk Vestsahara, siger Abba. Og grunden til at Marokko har fået lov til at slippe afsted med det i årtier er, at det internationale samfund har ladet det ske.

Lyt til os, hjælp os

"Det internationale samfund, herunder ikke mindst FN og EU, må lægge mere pres på Marokko, så den tilbagevenden til krigen mellem Polisario og Marokko, som flere og flere især unge saharawier ønsker, kan undgås", siger Abba Malainin.

"Og udenlandske regeringer og firmaer må stoppe med at lave økonomiske aftaler med, og købe tyvegods af, en kolonimagt, for dette er bare med til at legitimere Marokkos besættelse af vores land og gøre besættelsen rentabel", tilføjer han.

Saharawierne kæmper og lider hver dag, i lejrene såvel som i de besatte områder for at få en frihed og en uafhængighed, som vi andre tager for givet.  

Men de har brug for hjælp fra det internationale samfund og almindelige mennesker, der må lægge pres på Marokko og dem, der hjælper dem eller holder hånden over dem. For ellers risikerer saharwierne, og Abbas familie med dem, at tilbringe 40 år mere i støvede flygtningelejre eller besatte områder, konkluderer Abba.  

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. okt. 2015 - 09:26   21. okt. 2015 - 09:30

Kronik

af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt