24 Sep 2018  

KBH: Spredte skyer, 8 °C

Socialdemokratisk selvmord

Socialdemokratisk selvmord

Lægger Henrik Sass Larsen op til en romance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti?

Mette Frederiksen mener, at Socialdemokratiet fører en politik, der vil samle Danmark. Man kan jo spørge, om det skal være sammen med Dansk Folkeparti?
FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
1 af 1

Det er fast kutyme, at partierne skal distancere sig fra hinanden ved at vise de flotteste fjer frem inden et valg .

Paradokset for Socialdemokratiet (S) er blot, at dets fjerpragt mest af alt ligner en dårlig kopi af den, der har prydet højrefløjen i årevis.

Gruppeformand Henrik Sass Larsen foreslår for eksempel at give pressen bøder, hvis dens historier ikke viser sig at være sande. Sass skriver i bogen "Exodus", at "alle mennesker, som bliver udsat for uretmæssige overgreb, (...) har ret til en ordentlig oprejsning".

Får man oprejsning af, at mediet modtager en bøde? Historien kan jo ikke trækkes tilbage, når først den er ude. Denne stigende trang til retfærdighed er ellers kendetegnende for de borgerlige partier.

Sass anlægger et forkert perspektiv, når han fokuserer på retfærdighed i stedet for at se vigtigheden af, at vi i Danmark har en fri presse, der sommetider går over stregen, men også er demokratiets vagthund.

Får man oprejsning af, at mediet modtager en bøde? Historien kan jo ikke trækkes tilbage

Hvis pressen skal have bøder, når den skriver noget forkert, skal politikere så også have bøder, hver gang de ikke holder, hvad de lover? Forslaget undergraver Pressenævnets legitimitet og beslutninger.

Til forslaget peger formanden for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, rigtigt på, at særligt mindre medier måske ikke tør tage chancer i forhold til kritisk journalistik mod magthavere af frygt for at få en bøde.

Undergravning af pressefrihed kender vi blandt andet fra Erdogans Tyrkiet og Orbans Ungarn. Ikke just lande, vi skal være stolte over at sammenligne os med – heller ikke hvad angår det frie ord. 

Mellemøstlig indvandring

Sass Larsen mener også, at det største problem for centrum-venstre har været mellemøstlig indvandring.

Man kan mistænke S for, at dets politik er en skabelon for, hvordan partiet skal overleve i fremtiden: Ved blandt andet at have samme udlændingepolitik som Dansk Folkepartis (DF).

Sass sprogliggør den muslimske indvandring som “katastrofen”, hvilket er typisk for italesættelse af denne minoritet: Man definerer sig selv i modsætning til noget andet.

Det fremgår også af "Exodus", at lande selv skal kunne bestemme, hvor mange og hvilke flygtninge de vil tage. Vil Sass undergrave EU’s fordelingsnøgle af flygtninge? Vil Sass også på dette punkt tage ungarske greb i brug? 

Forskning og fremskrivninger peger på, at vi har brug for udenlandsk arbejdskraft. Det fremtidspotentiale, indvandring kan være for dansk vækst, som Sass er så vild efter i Exodus, bliver han og S dermed blinde for. Sass mener, at vi skal hjælpe flygtninge i nærområderne i stedet.

Dette bakkes i øvrigt op af forkvinde Frederiksen, der fremfører selvsamme pointe i en video på partiets hjemmeside. Den forklarer S ved i sit udlændingeudspil at vise, hvor mange flere man kan hjælpe i nærområderne.

Rigtigt nok – men der ligger også den bagtanke, at når flygtninge befinder sig i en flygtningelejr langt væk fra Danmark, så skaber de ikke sprækker i den cement mellem S og DF, der lige er blevet lagt og er ved at tørre. S kalder det selv "en udlændingepolitik der samler Danmark".

Det eneste samlende i det udsagn er romancen mellem S og DF. 

De offentligt ansatte

Sass og S vil også gøre op med new public management, som partiet ikke formåede at gøre noget ved, da det selv var i regering fra 2011-2015.

Nu foreslår Sass så, for at lempe på effektiviseringssamfundet, at man skal etablere en "selvstyreform", så staten kan spare penge, og så den offentlige sektor vil øge produktiviteten. De penge, der spares, skal udbetales som løn.

De offentligt ansatte har ikke brug for at øge produktiviteten.

Hvordan det er et skridt væk fra new public management-samfundet, synes svært at se. Dette forslag er en hån mod offentligt ansatte, som Sass ellers ønsker at appellere til. De offentligt ansatte har ikke brug for at øge produktiviteten.

Der er strammet rigeligt på, hvad man skal nå som offentlig ansat.

Forslaget lyder mere som Venstre og de Konservatives gængse argumentation, at hvis folk bliver sat flere lønkroner i udsigt, så vil de yde en ekstra indsats på arbejdspladsen. Lønnen er selvfølgelig ikke ligegyldig, men systemet bliver skævt, hvis man ved kun at måle på få parametre kan sikre, at det offentlige effektiviserer. 

Hvilke parametre skal man måle på? Og hvordan vil man sikre, at de offentlige institutioner ikke går all in på de parametre, der skal måles på, og i iveren ikke glemmer andre vigtige kerneopgaver, der sikrer velfærden?

Sass fortalte i et interview med Weekendavisen, at hvis sygefraværet bringes ned, kan de sparede udgifter også udbetales som løn.  

Konsekvensen af dette kan blive, at i forvejen hårdt pressede offentligt ansatte vil møde op på arbejde, hvis de er syge, hvilket er med til at forværre et allerede presset arbejdsklima i den offentlige sektor.

Forslaget minder om Løkkes uheldige skolepulje, der vil give økonomisk støtte til de svage elever, der klarer sig bedre fagligt.

Sådanne forslag er blot med til at skævvride samfundet yderligere – hvilket er paradoksalt, når S ellers er optaget af at definere, hvad lighed er. Det ville klæde S i stedet at se på årsagerne til sygefraværet i den offentlige sektor. 

17. aug. 2018 - 08:17   17. aug. 2018 - 08:20

Kommentar

af Lauritz Korfix Schultz, København