18 Nov 2019  

KBH: Overskyet, dis, 9 °C

SVENDBORG: Aldrig mere en Krystalnat

SVENDBORG: Aldrig mere en Krystalnat

Lille Torv klokken 14.

09 nov 2019

Krystalnatten ligger nu 81 år tilbage, men de grusomheder, der blev begået mod en befolkningsgruppe i datidens Tyskland, må aldrig glemmes. På denne nat, iscenesatte nazisterne en ”spontan hævnaktion” mod jøderne: synagoger blev brændt, jødiske ejendomme ødelagt og 100 jøder pryglet til døde – efterfølgende blev 25.000 jøder afhentet og sendt i kz lejr. Dagen derpå flød gaderne med glasskår, derfor navnet: Krystalnat.

Men det var reelt ikke en ”spontan hævnaktion”. Allerede fra Hitlers magtovertagelse i 1933 var befolkningen udsat for propaganda og ”fake news”, der forgiftede stemningen og fordrede en syndebuk. Krystalnatten markerede overgangen fra diskrimination til systematisk – og legitim forfølgelse af ”uønskede”: jøder, sigøjnere, homoseksuelle, handicappede, kommunister. Befolkningen holdt lav profil, af frygt for repressalier – og de troede ikke på omfanget af forfølgelserne.

Propagandamaskinen virkede. Selv jøder troede på regimets løgne og støttede Hitler som den ”geniale fører”.

”Vi lægger nemt afstand til den tyske befolkning under nazismen, forstår ikke, hvordan de stiltiende lod Krystalnatten og Holocaust ske. Men vi skal selv være opmærksomme og kritiske – vi udsættes også for ”fake news” og politikeres bekvemme agendaer, og accepterer ofte alt for nemt de lette løsninger på reelle problemer” siger Aslak Nisbeth fra arrangør gruppen – ”Vi dukker nakken, når vores stærke allierede svigter kurderne i Syrien, selv om netop de har ofret mange liv på at nedkæmpe ISIS. Vi glemmer, at flygtninge er medmennesker. Husker kun, at de medfører problemer”.

Derfor markeres Krystalnatten stadig i Svendborg – i respekt for ofrene i Nazi Tyskland, og i et løfte til hinanden om Aldrig mere Krystalnat. Medmenneskelighed og demokrati er ikke noget, der kan tages for givet, men værdier, der aldrig må gives køb på.

Årets talere er Ibrahim Benli, folketingskandidat for Enhedslisten og sidder i partiets Kurdistan Solidaritetsgruppe (kurdernes situation) og Rosa Lund, MF for Enhedslisten (paradigmeskiftet og den ny regering).

Niels og Jesper spiller for til fællessang

Årets markering er arrangeret af Antiracistisk Netværk Svendborg og SOS Racisme.

Efter markeringen på Lille Torv er der i forlængelse heraf oplæg og debat v. Ibrahim Benli i AOFs lokaler, Vestergade 23 hvor han vil uddybe sin tale med et oplæg om det politiske spil i forhold til kurdernes situation i Syrien. Der vil blive afsat tid til spørgsmål og debat. Mødet indledes med en skål suppe at få varmen på!