13 Aug 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 23 °C

March til minde om vestindiske oprørskvinder

Arbejderhistorie

March til minde om vestindiske oprørskvinder

March i København fra Christianshavns Torv til Toldbodgade, hvor en statue af berømt oprørskvinde afsløres.

31 mar 2018

Den danske afdeling af borgerretsorganisationen Black Lives Matter gennemfører lørdag den 31. marts en march i København til ære for fire sorte oprørskvinder fra det tidligere Dansk Vestindien. Marchen starter klokken 12:00 på Christianshavns Torv, hvor de fire afsonede i det daværende kvindefængsel tilbage i 1880’erne. 

Herfra går marchen mod Toldbodgade, hvor der er taler og underholdning fra klokken 13.

Ved Vestindisk Pakhus i Toldbodgade 40 afsløres en syv meter høj statue af den mest berømte af oprørskvinderne, Mary Thomas – kendt som Queen Mary. Den er fremstillet af kunstnerne Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle.

Statuen af Queen Mary bliver den første statue i Danmark, der repræsenterer en sort kvinde. Den bliver rejst til minde om de sorte, der som slavegjorte og undertrykte kæmpede mod det danske koloniale system.

De fire kvinder – Mary Thomas, Susanne Abrahamson, Agnes Elizabeth Salomon og Mathilde McBean – spillede en afgørende rolle i en skelsættende arbejderopstand i Dansk Vestindien i 1878. Opstanden, der er den største i danmarkshistorien, blev kendt under navnet Fireburn.

De fire oprørskvinder er i dag folkehelte på De Amerikanske Jomfruøer – det tidligere Dansk Vestindien. Skolebørn bliver undervist i deres bidrag til øernes historie, og veje er opkaldt efter dem. Her i Danmark, hvor de afsonede en del af de lange fængselsstraffe, de fik for deres rolle i Fireburn-oprøret, er de derimod glemte.

– De første ledere af arbejderbevægelsen i Dansk Vestindien var fire sorte kvinder. Det er på tide, at deres arv æres, og deres mod bliver hædret, siger Bwalya Sørensen, leder af Black Lives Matter Denmark.

< aug 2020 >

13
13. aug. 2020 - 17:00 til 18:00
15
15. aug. 2020 - 17:00
20
20. aug. 2020 - 17:00 til 18:00