18 Jun 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 15 °C

KØBENHAVN: Sankthans på Elefantens Bastion

KØBENHAVN: Sankthans på Elefantens Bastion

Christianshavns Beboerhus inviterer endnu en gang til byens hyggeligste midsommerfest med musik, mad og god stemning.

23 jun 2019

Af arrangørerne:

Beboerhuset inviterer endnu engang til byens hyggeligste midsommerfest den 23. juni på Elefantens Bastion ved Volden med musik, mad og god stemning.

Årets tema for bålet er "Urania" – den ældste og mest vidunderlige af astronomiens muser, oftest forbundet med universel kærlighed og åndelighed, som vi vil have i højsædet for denne aften...

Programmet lyder:

16.00: Åbning af pladsen og boder

16.30: Børnebål og snobrød

17.30: Spisning: Salg af mad fra grill

19.00: Bands fra Sofieklubben (Havrefras / Second Floor / Platin)

21.00: Bål og båltale

21.15: Fællessang v. Midsommervisen

21.30: TUHAF (live musik) Psykedelisk Tyrkisk Rock

22.30: Kvinder der kender din krop (DJ's)

Arrangementet er gratis og fortsætter til midnat.

Lidt om det musikalske hovednavn og aftenens DJ's:

Det dansk-tyrkiske orkester TUHAF spiller anatolsk, psykedelisk rock med vanvittige afstikkere mod nye terræner i en hvirvelvind af musikalske inputs.

Med syngende hjemve navigerer forsanger Berrin Bas sig igennem g-funk synthesizers, groovende trommer og psychrock-guitarer og hylder 70’ernes psych-guldalder i Tyrkiet. Sammen skaber Tuhaf særegne og meget dansable lyduniverser, som dvæler ved musikalske traditioner, men også stikker af i sorte huller af sufi-trance, hiphop-samples og skævvridende funk. Bandet fortolker gamle hjerteskærende ballader og badass tuffrock fra legender som Erkin Koray og Selda Bagcan.

Selectorduoen Kvinder Der Kender Din Krop spiller den musik, din krop gerne vil danse til. I øjeblikket dyrker de og har det vildest over boogie, soul og tidlig hiphop. Men på en solrig sommerdag kan de godt være forfaldne til tunge off-beats. De sætter den gode musik i fokus og er stolte over at være selectors og udvalgt til at spille på Elefantens Bastion med mulighed for at gentage sidste års succes som DJ's. De afspiller musikken fra minimalt udstyr, mixer så lidt som muligt – og nyder musikken så rent, som den er lavet og tiltænkt.

Med venlig hilsen Christianshavns Beboerhus. Vi glæder til at se christianshavnere – og alle andre – til endnu en hyggelig og festlig sankthansaften.