18 Nov 2019  

KBH: Overskyet, dis, 9 °C

KØBENHAVN: International profil til Mellemrummets fødselsdag

KØBENHAVN: International profil til Mellemrummets fødselsdag

Ravnsborggade 11, klokken 20. Leo P-Layeng optræder.

08 nov 2019

Når nonprofit-caféen MellemRummet på Nørrebro i næste uge fejrer 9 års fødselsdag, bliver det med musikalske gæster i international særklasse. Leo P-Layeng har turneret festivaller i hele verden med sin unikke blanding af traditionel musik fra Choli-kulturen i det nordlige Uganda og moderne beats og sampling. Blandt andet har han optrådt sammen med superstjernen Damon Albarn, kendt fra Blur og Gorillaz.

Dansefesten sparkes dog først i gang af colombianske DJ Mambe, der også var at finde på årets Roskilde Festival og WOMEX i Finland.

Og netop skiftet fra det latinamerikanske til afrikanske rytmer er ikke noget tilfælde, fortæller Mikkel Iversen, frivilligkoordinator hos Mellemfolkeligt Samvirke.

– Samtidig med at vi fejrer fødselsdag, vil vi også gerne markere, at vores overskud fra januar går til at støtte og uddanne unge i Uganda til selv at arbejde for lighed og demokrati. Hidtil har vi støttet et projekt i El Salvador, og den overgang har vi altså fået med ind i musikken, siger Mikkel Iversen.

Det er de frivillige fra caféen, der selv har valgt det nye projekt, forklarer han.

Mikkel Iversen lægger ikke skjul på, at besøget af Leo P-Layeng er noget af et scoop for den snart ni år gamle café.

– Vi er rigtig glade for den her booking. Det er en kunstner, som først og fremmest bare laver super fed musik, men som også er dybt engageret i at støtte op om sin hjemegn og hjælpe arbejdsløse unge med at gøre en forretning ud af eksempelvis musik. Den blanding af fest og aktivisme passer jo perfekt til os, siger Mikkel Iversen.

Også Mellemfolkeligt Samvirkes hostel Globalhagen fejrer fødselsdag. Fire år er det blevet til i det gule hus i Ravnsborggade, hvor omtrent 10.000 årlige overnatninger skaber overskud til de internationale projekter.

Det internationale islæt kan i høj grad mærkes i gruppen af frivillige, der bemander både hostel og café: 69 nationaliteter kan de tælle ind til videre, og hvert år kan der sættes flere knappenåle i landkortet.

– Når man beder folk om at arbejde gratis, er det klart, at det også skal være sjovt at være med til. Så der er ingen tvivl om, at sådan en fest her også handler om at give de frivillige lov til at fejre hinanden og de gode resultater, de har opnået med at skabe et fedt sted med en global og solidarisk vibe, lyder det fra Mikkel Iversen.

MellemRummet og Globalhagens fødselsdagsfest, fredag 8/11 klokken 20 – 01, Ravnsborggade 11, 2200 København N.