16 Sep 2019  

KBH: Let skyet, 15 °C

KØBENHAVN: Demo: Nej til 86 millioner kroners nedskæringer på Københavns børn

KØBENHAVN: Demo: Nej til 86 millioner kroners nedskæringer på Københavns børn

BUPL Hovedstaden, LFS, PLS, KFO og forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen indbyder: Vi ses til demonstration på Københavns Rådhusplads onsdag den 2. oktober klokken 17:30 til 18:30.

02 okt 2019

Politikerne i København har glemt #HvorErDerEnVoksen

Før folketingsvalget gjorde danske forældre oprør imod de kummerlige forhold i landets daginstitutioner. Den 6. april 2019 gik mellem 50.000 og 70.000 mennesker på gaden i mere end 57 byer for at kræve minimumsnormeringer.

Den nye socialdemokratiske regering har da også sammen med støttepartierne Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten skrevet indførelse af minimumsnormeringer indenfor de kommende fire år i deres forståelsespapir. Men fire år er lang tid i en enkelt barndom.

Og der kommer ikke en hjælpende hånd til de københavnske daginstitutioner, hvis der ikke som minimum kommer ekstra fem milliarder kroner ud af økonomiaftalen mellem regeringen og KL (Kommunernes Landsforening) i september. For de københavnske daginstitutioner har lige fået en ekstraordinær besparelse på 13,3 millioner kroner allerede i 2019, og budgettet for 2020 varsler massive nedskæringer på 90 millioner kroner på børneområdet:

• 37,8 millioner kroner som var givet til flere pædagogiske medarbejdere på vuggestueområdet, som udløber i år.

• 13 millioner kroner som var givet etårigt til et løft i byens daginstitutioner, som udløber i år.

• 36 millioner kroner som er givet til det stigende behov på specialområdet for byens udsatte børn i dagtilbud og skoler.

Besparelserne svarer til, at de 400 vuggestuer og børnehaver i Københavns Kommune mister 225.000 per enhed – svarende til en 30-timers stilling.

Det vil mildt sagt være en katastrofe for byens daginstitutioner. Kvaliteten er i forvejen presset til bristepunktet.

Derfor kræver byens pædagogiske personale og forældre, at Borgerrepræsentationen fjerner alle de bebudede nedskæringer på byens dagtilbud i Budget 2020, og der tilføjes ekstra millioner til flere medarbejdere.

Vi ses til demonstration på Københavns Rådhusplads onsdag den 2. oktober klokken 17:30 til 18:30.

Med venlig hilsen, BUPL Hovedstaden, LFS, PLS, KFO og forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen

>> Se indkaldelse på Facebook