22 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 10 °C

Cubafest i BJMF – overskud går til orkanofre i Havanna

Solidaritet

Cubafest i BJMF – overskud går til orkanofre i Havanna

Lørdag den 3. februar er der indsamlingsfest hos fagforeningen 3F BJMF i Valby. Bygningsarbejdere i Havanna skal have overskuddet, så de kan hjælpe ofre efter orkanen Irma.

Bygningsarbejdere i Havanna skal have en økonomisk håndsrækning, så de kan hjælpe ofre efter orkanen Irma.
FOTO: Sven-Erik Simonsen
1 af 1
03 feb 2018

Bygningsarbejdere i Havanna skal have en økonomisk håndsrækning, så de kan hjælpe ofre efter orkanen Irma.

Det har medlemmerne af det internationale udvalg hos 3F-fagforeningen BJMF besluttet. Derfor inviterer udvalget til støttefest lørdag den 3. februar fra klokken 17. Stedet er fagforeningens egne festlokaler på Mølle Allé 26 i Valby.

"Cuba blev i september 2017 ramt af orkanen Irma, som forvoldte store skader", skriver det internationale udvalg i et brev til medlemmer, klubber og sjak. Brevet er en opfordring til at deltage i indsamlingsfesten. Prisen er 200 kroner, og for den skilling får man en tre-retters menu: Fiskeanretning, svinesteg med gemüse og en sød dessert.

Der er musik ved et cubansk band, og drikkevarer sælges til indsamlingspriser.

Overskuddet bliver overdraget til bygningsarbejderforbundet i Havanna, som deltager i genopbygningsarbejdet, lyder det videre i invitationen.

Da præsident Raul Castro talte i Cubas nationalforsamling for en måned siden, berettede han, at skaderne efter orkanen Irma foreløbigt er opgjort til over 10 milliarder dollars. Det er et enormt beløb og rammer Cubas økonomi hårdt.

Samtidigt takkede præsidenten venner i hele verden for deres solidariske støtte, som der fortsat er brug for.

Baren bliver velforsynet. Firmaet Pernod-Ricard har således doneret 12 flasker Havana-Club rom til festen.

Lotteriet vil byde på flotte præmier, blandt andet doneret af Dansk-Cubansk Forening.

Billetter købes i receptionen i BJMF eller ved henvendelse til Claus Christophersen (Bager), telefon: 61184551.