18 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 11 °C

Joe Bidens vicepræsidentkandidat er omstridt

Bag om Kamala Harris

Joe Bidens vicepræsidentkandidat er omstridt

Nogle elsker hende, andre hader hende. Demokraternes vicepræsidentkandidat Kamala Harris er berygtet for at have fængslet tusinder i Californien og plejet et nært forhold til Israel. Vi går bag om Kamala Harris.

Kamala Harris blev 13. august præsenteret som Demokraternes vicepræsidentkandidat. Joe Biden ses i baggrunden.
FOTO: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Der gik kun ganske få timer, efter at Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden i sidste uge udpegede Kamala Harris som sin vicepræsident i kampen om Det Hvide Hus, før Donald Trump beskyldte den 55-årige kvinde for at tilhøre den radikale venstrefløj.

Med valget af Kamala Harris frygter jeg, at vi kan se frem til 12 år med nyliberal magt i toppen af Demokraterne.
Norman Solomon, rootsaction.org 

Men selv vil Kamala Harris ikke engang kaldes socialist.

– Jeg er ikke en demokratisk socialist. Det er ikke dét, vælgerne vil have, sagde Kamala Harris for eksempel til TV-stationen Fox News i 2019.

Dermed slog hun fast, at hun ikke spiller på samme banehalvdel som de erklæret venstreorienterede dele af Demokraterne omkring Bernie Sanders, Alexandria Ocasio-Cortez og Ilhan Omar – de to sidstnævnte er med i Democratic Socialists, en fraktion i Det Demokratiske Parti.

Mange demokrater til venstre for midten mener, at Harris er alt for "fast forankret i Demokraternes establishment", rapporterer TV-stationen CBS News.

Kamala Harris skal ligefrem have været en af de politikere, der var hårdest ved Demokraternes venstrefløj under kampen mellem Joe Biden og Bernie Sanders om at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Sort og progressiv?

Alligevel er begejstringen stor på dele af den amerikanske venstrefløj og især i centrum ovenpå valget af Kamala Harris. Hun bliver den første sorte kvinde, der skal kandidere til vicepræsidentposten, lyder det.

Det passer dog ikke. Den sorte professor Angela Davis stillede i 1980 og 1984 op for USA's Kommunistiske Parti (CPUSA) til posten som vicepræsident, men blev ikke valgt, anfører netavisen Peoples Weekly World og henviser til et TV-interview på CNN med Angela Davis. I øvrigt er Kamala Harris datter af en jamaicansk far og en indisk mor.

Demokraternes tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders har valgt at støtte Kamala Harris.

"Hun forstår, hvad det kræver at kæmpe for den arbejdende befolkning, for sundhed til alle, for at sejre over den mest korrupte administration i historien. Lad os komme i arbejdstøjet og vinde", tweeter Sanders.

Dagbladet New York Times mener at vide, at mange omkring Sanders har indstillet deres kritik af Biden (og Harris) for i stedet at prioritere kampen for at fjerne Donald Trump ved valget i november.

Filminstruktøren i USA Michael Moore mener, at valget af Kamala Harris er klogt.

"Hendes senatorkarriere har været progressiv. Jeg er enig i, at hun vil blive den mest progressive vicepræsident i vor historie", tweeter han.

Kamala Harris – en hård hund

Stik modsatte synspunkt har juraprofessor ved universitetet i San Fransisco Lara Bazelon. Hun anklager Harris for at være ude af trit med hensyn til racisme i retssystemet og politiets brutalitet.

Kamala Harris var i 2004-2011 distriktsadvokat i San Francisco, og fra 2011-2017 Californiens statsadvokat (justitsminister) og siden senator.

– Hun har stået for et system med massefængslinger, der i stort omfang har skadet fattige og farvede samfund, skriver Lara Bazelon ifølge det britiske dagblad Morning Star og New York Times.

Hun "har kæmpet med næb og klør for at opretholde retsstridige domme, som blev sikret via tjenesteforseelser som inkluderede fiflerier med beviser, falske vidneudsagn og anklagere, der har tilbageholdt afgørende information", skriver Lara Bazelon i en klumme i New York Times.

Desuden har Harris gentagne gange modsat sig en reform af retssystemet.

Ifølge Bazelon støttede Kamala Harris en lov, der indfører bøder på op til 2000 dollars og endda fængsel til forældre, der ikke griber ind, hvis deres børn gentagne gange skulker fra skole.

Da en føderal dommer i Californiens Orange County i 2014 afsagde en dom, om at dødsstraf er i strid med USA's forfatning, appellerede Harris dommen med det samme.

I 2015 modsatte hun sig et lovforslag, der krævede, at statsadvokatens kontor i Californien skulle undersøge politiets skyderier. Og hun nægtede at støtte landsdækkende regler for politiets kropskameraer.

Endelig gik hun imod at omgøre dommen på 28 års fængsel til elektrikeren Daniel Larsen for at besidde et skydevåben.

Fik støtte af Donald Trump

Kamala Harris støtter i dag legalisering af marihuana på landsplan, men i Californien fik hun i en kampagne på kort tid dømt 1500 personer for blandt andet besiddelse af marihuana.

Kamala Harris fik da også uventet opbakning fra flere republikanere, da hun før valget til statsanklager i Californien annoncerede, at hun ville gå hårdt til værks mod kriminalitet.

I øvrigt støttede Donald Trump som privatperson Kamala Harris i 2011 og 2013 med 6000 dollars, afslører NBC News.

Støtter Israel

Kamala Harris bliver af nogle anerkendt for sin indsats mod racisme, men hun tier om racisme andre steder på kloden, anfører netmediet greyzone.com.

Den 20. november 2017 mødtes Kamala Harris med Israels stærkt højreorienterede premierminister Benjamin Netanyahu i Jerusalem. De to aftalte at øge samarbejdet mellem Californien og Israel om vandforsyning, landbrug og cybersikkerhed.

I 2019 blev Kamala Harris spurgt af New York Times om, "hvorvidt Israel overholder menneskerettighederne". Svaret var: "Generelt, ja." Hun tilføjede, at hun ville arbejde på at "sikre støtte til Israels sikkerhed og ret til selvforsvar", selv om hun er tilhænger af en to-stats-løsning og officielt advarer imod Israels annektering af store dele af Palæstina.

Kamala Harris holdt ærestalen på den zionistiske lobbyorganisation AIPAC's årsmøde i USA i 2016.

Nyliberal kandidat

Ifølge TV-stationen CBS News har Kamala Harris sendt forskellige signaler, siden hun i 2019 underskrev senator Bernie Sanders appel om en gratis sundhedsordning for alle – Medicare for all.

Hun siger, hun vil bevare private sundhedsforsikringer, men fjerne "bureaukrati" i ordningerne. Hun vil heller ikke hæve skatten for mellemindkomster for at finansiere Medicare for all.

Ifølge Norman Solomon, leder af det amerikanske aktivistnetværk rootsaction.org, er Kamala Harris' økonomiske politik højredrejet.

– Vi ser måske frem til 12 år med nyliberal magt i toppen af Demokraterne på grund af en forholdsvis ung og ambitiøs person. Det er en virkelig begrundet frygt, siger han til netavisen politico.com.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. aug. 2020 - 10:34   19. aug. 2020 - 09:26

USA

ah@arbejderen.dk
Blå bog: Kamala Harris
  • Kamala Devi Harris.
  • Alder: 55 år (født 20. oktober 1964 af en indisk kvinde og jamaicansk far.
  • Fødested: Oakland, Californien, USA.
  • Uddannelse: 1986: Bachelor ved Howard University.
  • 1989: Kandidatgrad i jura ved University of California College of law.
  • 1998: Advokat hos San Franciscos distrikts- og byadvokatkontor.
  • 2004-2011: Distriktsadvokat i San Francisco.
  • 2011-2017: Statsadvokat (justitsminister) for delstaten Californien.
  • 2017-nu: Senator for staten Californien.
  • 2019: Med i feltet om at blive Demokratisk præsidentkandidat til valget i november 2020, men trak sig 3. december 2019.

Kilder: Kamalaharris.org, Ritzau