12 Aug 2020  

KBH: Spredte skyer, 20 °C

Vil trække lod om tvangsflytninger

Boligselskab truer beboere

Vil trække lod om tvangsflytninger

Boligselskabet Bo-Vita, der administrerer Mjølnerparken i København, presser på for at få folk til at flytte. Hvis ikke beboerne flytter frivilligt, vil der blive trukket lod om, hvem der skal smides ud.

Mjølnerparkens beboere danner ring om deres almene boliger. Nu truer boligselskabet med, at lodtrækning skal afgøre, hvilke beboere der skal tvangsflyttes.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Hvis ikke beboerne i Mjølnerparken flytter frivilligt, så vil der blive trukket lod om, hvem der skal flytte. Det fremgår af en mail til en beboer fra boligselskabet Bo-Vita, der administrerer Mjølnerparken.

Jeg bor alene med to børn. Det betyder meget, hvor vi kan blive tvunget til at flytte hen i forhold til skole og så videre.
Johanne Østervang, beboer i Mjølnerparken

Beboeren i Mjølnerparken er Johanne Østervang. Hun er enlig mor med to børn og har boet i Mjølnerparken i syv år.

"Hvis du vælger ikke at flytte frivilligt nu, så ser vi senere på, hvor mange familieboliger, der mangler fraflytning, når det endelige antal boliger er kendt. Processen med at finde de familier, som så også skal flytte, ligger ikke på plads, men de vil formentlig blive fundet med lodtrækning", skriver Bo-Vita til Johanne Østervang.

Årsagen er, at Bo-Vita har planer om at sælge 300 boliger i Mjølnerparken til private investorer for at opfylde ghettolovens krav om, at antallet af almene familieboliger i såkaldte "hårde ghettoområder" skal bringes ned til under 40 procent inden år 2030. De familier, der i dag bor i boligerne, skal tvangsflyttes.

Det føles som et pres

Johanne Østervang skrev til Bo-Vita, fordi boligselskabet i sidste uge sendte et brev i hende - og til samtlige andre familieboliger i Mjølnerparken. 

I brevet – med overskriften "Vil du flytte nu?" – lægger Bo-Vita pres på beboerne ved at tage en noget utraditionel venteliste-politik i brug: "Hvis du skriver dig op som den første, er du også den første, der får tilbud om en bolig i det boligområde, du godt kunne tænke dig at bo i".

Bo-Vita kan dog ikke garantere, at beboernes husleje ikke vil stige. Ifølge ghettoloven er boligselskabet kun forpligtet til at finde en "lignende bolig" til beboerne.

>> LÆS OGSÅ: "Ghettoområder" har de laveste huslejer

– Jeg er ikke tryg ved deres svar. Jeg har overvejet at flytte, men jeg har virkelig ikke lyst til det. Og jeg kan ikke se andre afdelinger med lejligheder, der svarer til min i forhold til husleje, størrelse og beliggenhed. Jeg bor alene med to børn. Derfor betyder det meget, hvor vi bor, og hvor vi kan blive tvunget til at flytte hen i forhold til skole og så videre. Det ikke rart, at vi ikke kan vide os sikre på noget, siger Johanne Østervang til Arbejderen.

– Det præsenteres som om, det eneste sikre er at flytte nu. Det føles selvfølgelig som et pres. Brevet handler kun om mulighederne for at flytte nu. Der er ingen information om, hvad man gør, hvis man ikke har lyst til at flytte.

Renoveres og sælges

Bo-Vita kan godt forstå, at beboerne føler sig pressede.

– Jamen, der er et pres. For vi har en ghettolov hængende over hovedet,  siger Bo-Vitas forretningsfører Steffen Boel til Arbejderen.

– Vi står med en bunden opgave på grund af en brutal ghettolov. Vi skal sælge et stort antal familieboliger. For at kunne sikre en så omsorgsfuld genhusning som muligt, vil vi gerne i gang så tidligt som muligt. I sidste ende – når håndværkerne står for døren – så får beboerne et varsel om fraflytning og tilbud om en ny bolig. Hvis beboerne ikke siger ja til disse tilbud, så kommer fogeden.

Bo-Vita har udarbejdet en såkaldt udviklingsplan, som er blevet afleveret til til Københavns Kommune. Planen er, at Bo-Vita i 2020 og 2021 renoverer og sælger to ud af Mjølnerparkens i alt fire boligkarreer. Bo-Vita er allerede i kontakt med mulige købere. Lejlighederne vil blive solgt til "privat udlejning med langsigtede interesser".

Der bor cirka 1900 beboere i Mjølnerparkens 650 lejligheder - heraf er cirka 520 familieboliger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. mar. 2019 - 07:00   28. mar. 2019 - 07:10

Ghettolov

ml@arbejderen.dk
Ghettoaftale på boligområdet

Venstre, Konservative, Liberal Alliance, SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti blev i maj 2018 enige om en ghettoaftale på boligområdet.

  • Antallet af almene familieboliger i de såkaldt "hårde ghettoområder" skal bringes ned til under 40 procent inden år 2030. Det kan eksempelvis ske ved nedrivning, salg eller ved at bygge nye boliger eller ommærke eksisterende almene familieboliger til eksempelvis ungdoms- eller ældreboliger.

  • Boligministeren og forligskredsen får frie hænder til at nedrive eller sælge hele boligblokke. 

  • Det skal være lettere at smide lejere ud af deres bolig. I dag kan lejere kun opsiges, hvis deres bolig skal nedrives, eller hvis lejeren tilsidesætter skik og orden. Men fremover skal lejere kunne smides ud af deres bolig, hvis boligen skal sælges til private.

  • Det skal være lettere at sælge almene boliger og grunde.

  • Der indføres et forbud mod, at folk på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse må flytte til de hårdeste ghettoområder.