19 Nov 2019  

KBH: Overskyet, 6 °C

USA vil have danske soldater til Syrien

Hemmeligt møde i Udenrigspolitisk Nævn i onsdags

USA vil have danske soldater til Syrien

Den danske regering har modtaget en forespørgsel fra USA om at sende soldater til Syrien. Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet er tavse. Enhedslisten afventer et konkret beslutningsforslag fra regeringen.

Danske specialstyrker skal sendes til Syrien, mener USA.
FOTO: Kristian Brøndum/Forsvarsgalleriet
1 af 1

USA vil have Danmark til at sende soldater til Syrien, og den amerikanske forespørgsel blev drøftet på et møde i Udenrigspolitisk Nævn i onsdags.

Dagsordenen og referatet fra mødet er hemmelige. Men Syrien var et af de fem punkter, som nævnet skulle debattere, bekræfter nævnet overfor Arbejderen.

Det vil jeg ikke udtale mig om. Vi venter med at tage stilling til, hvis der kommer et konkret beslutningsforslag fra regeringen. Det er for tidligt at sige, hvad vi kan bakke op om.
Eva Flyvholm, Enhedslisten

Ifølge Politiken er planen, at danske soldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset skal afløse de soldater, som USA har sendt til det nordøstlige Syrien. De danske specialstyrker er, ifølge avisen, allerede gået i gang med planlægningen.

De danske soldater skal være med til at rådgive og træne lokale kurdiske soldater fra YPG-militsen.

Ingen kommentarer

Hverken Udenrigsministeriet eller Forsvarsministeriet vil be- eller afkræfte, om man har fået en henvendelse fra USA om at sende soldater til Syrien.

Der er også tavshed blandt de politikere, der deltog på mødet i Udenrigspolitisk Nævn.

– Jeg har ingen kommentarer til, om USA er kommet med en forespørgsel. Det har vi ikke afklaret vores holdning til endnu. Vi kan tage en snak igen senere, hvis det bliver aktuelt. Det, vi taler om på møderne, er ikke offentligt, siger Socialdemokratiets forsvarsordfører og medlem af Udenrigspolitisk Råd, Bjarne Laustsen, til Arbejderen.

Enhedslistens udenrigs- og forsvarsordfører Eva Flyvholm – der også deltog på mødet i Udenrigspolitisk Nævn – vil ikke på forhånd afvise at sende danske soldater til Syrien.

– Det vil jeg ikke udtale mig om. Vi venter med at tage stilling til, hvis der kommer et konkret beslutningsforslag fra regeringen. Det er for tidligt at sige, hvad vi kan bakke op om og ikke bakke op om, siger Eva Flyvholm til Arbejderen.

Der ligger hverken et mandat fra FN eller fra den syriske regering, der kan danne juridisk, folkeretsligt grundlag for at sende danske soldater i krig i Syrien.

>> LÆS OGSÅ: Ingen danske soldater til Syrien

Dansk militær overvåger allerede luftrummet over Syrien, og Danmark har siden 2014 deltaget i den USA-ledte krig mod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Det danske bidrag udgøres p.t. af et træningsbidrag, der uddanner irakiske soldater, et radarbidrag, et logistikbidrag og et mindre stabsbidrag. I øjeblikket er 200 danske soldater udstationeret på Al Asad-luftbasen i Irak samt i Kuwait og de Forenede Arabiske Emirater.

Ikke første gang

Hvis Udenrigspolitisk Nævn beslutter, at danske soldater skal kunne gå i krig i Syrien, er det ikke første gang.

I 2017 gav nævnet de danske jægersoldater i Irak mandat til at krydse grænsen til Syrien.

>> LÆS OGSÅ: Danske elitesoldater til Syrien

Det er dog første gang, at danske soldater vil blive sendt direkte i krig i Syrien.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jul. 2019 - 14:09   10. jul. 2019 - 14:49

Syrien-krig

ml@arbejderen.dk