18 Nov 2019  

KBH: Overskyet, dis, 9 °C

Udenlandske interventioner underminerer fredsproces i Mali

Afrika-eksperter om væbnet konflikt:

Udenlandske interventioner underminerer fredsproces i Mali

Frankrig, Danmark og en række andre vestlige lande forfølger egne interesser i Mali, mener forskere. Der bliver hældt milliarder i militær oprustning i Mali, selvom der ikke findes en militær løsning på konflikten. Det kræver derimod økonomisk og social oprustning, lyder det.

De danske soldater er landet midt i en politisk ladet konflikt, hvor de uundgåeligt vil blive set på som en aktiv del af konflikten på regeringens og Frankrigs side, vurderer Mali-ekspert.
FOTO: Korporal Brian/Forsvarsgalleriet
1 af 1

Konfliken i Mali er dybt kompliceret – med mange forskellige aktører og bagvedliggende årsager. Men en ting er sikkert: Udenlandsk militær indgriben er ikke vejen frem. I værste fald kan det være med til at undergrave fredsbestræbelserne, advarer to Afrika-eksperter.

Hvis vi skal stoppe volden og konflikten, skal vi give Malis befolkning et alternativ til krig.
Jesper Bjarnesen, Nordiska Afrikainstitutet

Et flertal i Folketinget besluttede torsdag at sende et transportfly og 75 soldater til FN's mission MINUSMA i Mali. Blandt det danske bidrag er tolke og it-specialister, der skal indhente informationer og indgå i en tysk efterretningsenhed.

Herudover vil regeringen sende to helikoptere og 70 soldater samt to stabsofficerer til Frankrigs såkaldte antiterrorindsats i Mali – også kaldet Operation Barkhane. De danske styrker i Mali skal støtte det lokale regimes såkaldte kamp mod terror.

– De danske soldater lander midt i en ekstremt politisk ladet konflikt. De vil uundgåeligt blive set på som en aktiv del af konflikten på regeringens og Frankrigs side – og ikke som en neutral, fredsbevarende styrke, vurderer Jesper Bjarnesen, som er forsker ved Nordiska Afrikainstitutet i Uppsala.

FN's MINUSMA-styrke i landet bliver jævnligt angrebet, fordi bevæbnede grupper ser dem som regeringens forlængede arm og en del af Frankrigs neokolonialistiske indblanding i Mali.

>> LÆS OGSÅ: Malis befolkning protesterer mod udenlandsk militær

– FN's forsøg på diplomati i landet undermineres af Frankrigs militære tilgang til konflikten. Et eksempel på dette er, at midt under FN's forsøg på at forhandle fred i en række mindre byer gik franske styrker pludselig til angreb i samme region. Fredsforhandlingerne endte med at bryde sammen, siger Jesper Bjarnesen til Arbejderen.

Han påpeger, at de mange udenlandske interventioner underminerer den skrøbelige fredsproces i landet.

– Der er en række eksterne interventioner i Mali: Både Malis regering og sikkerhedsstyrkerne, FN, EU, G5-Sahel og Frankrig er militært til stede i Mali. Der er pludselig mange, der skal være enige i en fredsaftale. Det gør det svært for lokalbefolkningen at tro på, at hvis det lykkes at forhandle en fred, så vil den rent faktisk også holde, fordi der er så mange forskellige aktører indblandet med hver deres interesser.

Væbnede grupper vokser

FN's MINUSMA-mission i Mali er vokset fra et par tusind soldater til mere end 15.000 soldater og er verdens farligste FN-operation. Herudover har Frankrig sendt 4500 soldater til Mali, og den afrikanske G5-styrke har udsendt 5000 soldater. Samtidig er jihadist-grupperne vokset.

– Ambitionen med FN's mission i landet var at bane vejen for politiske forhandlinger. Men FN er endt med selv at blive en del af den militære konflikt i landet, forklarer Mali-eksperten.

Han er ikke i tvivl om, hvorfor der er opstået flere og flere væbnede grupper i Mali:

– Frankrig har en kortsigtet og aggressiv tilgang til jihadistgrupperne. Det fører ikke til fred, men til mere radikalisering.

En kompliceret konflikt

Det kræver et grundigt lokalkendskab at løsne op for konflikten, vurderer Jesper Bjarnesen:

– Siden Mali blev uafhængigt i 1960, har der været spændinger mellem landets store nomademindretal tuaregerne og den centrale regering. Konflikten har især handlet om retten til jord. Desuden har urbanisering ført til et øget ulighed og øget forskellen mellem rig og fattig og mellem land og by.

Den nuværende konflikt startede som et separatistisk oprør i 2012, hvor tuareger og andre folkeslag i det nordlige Mali greb til våben for at kæmpe for uafhængighed eller øget selvstyre for det nordlige Mali.

– Malis regering og Vesten var meget hurtige til at udråbe oprørerne som terrorister, der havde organiseret sig på et jihadistisk grundlag. Det er langt hen ad vejen helt forkert, siger Jesper Bjarnesen, som mener, at terrorstemplingen af oprørerne og store dele af landets muslimske mindretal har skærpet konflikten.

Han understreger samtidigt, at der findes bevæbnede terrorgrupper i Mali, som udgør en trussel.

– Flere års krig og krise har ført til destabilisering i store dele af Mali – især på landet, hvor staten har trukket sig ud – har betydet et magttomrum og et klima, hvor al-Qaeda og Islamisk Stat har etableret små terrorceller. Men hvis vi ønsker at gøre op med terrortruslen, så må vi stoppe med at symptombehandle og i stedet behandle årsagerne til terrorismen, siger Jesper Bjarnesen.

Han advarer mod at se konflikten som en religiøs konflikt.

– Det er i bund og grund en konflikt, der handler om retten til jord til nomadefolket og øget selvstændighed i nord. Og så ønsker den almindelige befolkning sikkerhed og arbejde. Hvis man alene tror, at det er en religiøs konflikt med terroristiske jihad-krigere, så har man ikke forstået de dybereliggende årsager til konflikten, understreger Jesper Bjarnesen.

– Det er en kompliceret konflikt. Der er mange bevæbnede grupper. Men en stor del af de væbnede grupper er opstået, fordi den lokale befolkning på landet har set sig nødsaget til at bevæbne sig for at forsvare sig mod både regeringsstyrker og de jihadister, der vokser i det kaos, landet er i, konstaterer Afrika-forskeren.

Mali er et af verdens fattigste lande, og de seneste års krige har ikke gjort livet lettere for almindelige mennesker. Det har gjort det muligt for jihadistiske grupper at rekruttere, forklarer Jesper Bjarnesen.

– Fattigdom og kaos har skabt et rekrutteringsgrundlag, hvor unge mennesker lader sig hverve til både Malis regeringshær og væbnede oprørsgrupper for at tjene penge. Det er en ond spiral, som er med til konstant at holde krisen i kog, siger han.

– Hvis vi skal løse op for konflikten, skal vi ikke se den som en religiøs konflikt eller som en konflikt mellem terrorister og ikke-terrorister. Hvis vi skal stoppe volden og konflikten, skal vi give Malis befolkning et alternativ til krig og tilbyde dem noget andet og bedre end at blive en del af en oprørsgruppe – religiøs eller ej.

Mobiliserer mod korruption og elite

En anden Mali-ekspert er professor ved det norske universitet i Ås, Tor A. Benjaminsen. Også han advarer mod at se konflikten som en religiøs konflikt. Ifølge ham handler konflikten kun lidt om islam og religion, men i stor grad om kontrol over ressourser.

Tor A. Benjaminsen forklarer overfor Arbejderen, at jihadistgrupper som Islamisk Stat har held til at rekruttere bønder blandt fulani-folket, som er vrede over at miste mere og mere landbrugsland og over centralregeringens korruption.

Tor A. Benjaminsen har studeret en række taler holdt af jihadistlederen Hamadoun Koufa:

– Talerne indeholder meget lidt om religion og meget om korruption og eliter. Mange kommer med i disse grupper, fordi de er trætte af den korrupte stat. Det generelle synspunkt blandt folk på landet er, at en korrupt elite styrer og lever på skuldrene af bondebefolkningen, siger han.

Tor A. Benjaminsen peger også på, at rekrutteringen til jihadistgrupperne bliver styrket af rapporter om, at regeringshæren har dræbt civile med påstande om, at de er med i jihadistgrupper:

– Hæren går hårdt til mange folk, som først og fremmest kæmper for deres rettigheder, levevilkår og adgang til ressourcer, siger han.

Tor A. Benjaminsen mener, at den vestlige bistand – inklusive den militære – har negligeret, hvad der rører sig blandt befolkningen.

– Vesten har ønsket at fremstille Mali som en demokratisk succes. Man har lukket øjnene for de interne spændinger i landet og ikke støttet reelle demokratiske kræfter, men blindt støttet et korrupt regime. Det er en af grundene til, at Mali i dag er i krise, siger han.

– Der findes ikke nogen militær løsning på krisen i Mali. Kun forhandlinger med de såkaldte jihadister kan sikre en varig fred. Og jeg kalder dem såkaldte, fordi de fleste af dem ikke er overbeviste jihadister.

Styret af egne interesser

Tilbage hos det svenske Nordiska Afrikainstitutet kritiserer Jesper Bjarnesen de internationale militære operationer i Mali og resten af Sahel-regionen for at være styret af de europæiske landes egne interesser:

– Europas erklærede mål med operationen i Mali er at forhindre flygtninge og immigranter i at nå Europa. Derfor prioriterer man en militær kamp mod terrorisme i stedet for reelt at løse de politiske, økonomiske og sociale problemer for den almindelige borger i Mali, forklarer han.

Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod skriver da også i sit beslutningsforslag om at sende danske soldater og helikoptere til den franskledede Operation, at "... regionen (er) transitområde for irregulær migration fra Vestafrika til Europa, især via Libyen. Mali er ligeledes et væsentligt oprindelsesland for irregulære migranter".

– En fortsat forværret sikkerhedssituation i Sahel-regionen vil fastlåse mulighederne for forbedrede levevilkår for befolkningerne og være en potentielt afgørende årsag til øget irregulær migration, lød det fra udenrigsministeren, da han i starten af oktober fremsatte sit forslag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. okt. 2019 - 15:09   29. okt. 2019 - 13:34

Mali

ml@arbejderen.dk