12 Dec 2018  

KBH: Spredte skyer, 4 °C

Uddannelsesalliancen opgiver ikke kampen

Organisationer samles igen

Uddannelsesalliancen opgiver ikke kampen

"Uddannelsesalliancen", som står bag den store demonstration i København og Aarhus i sidste uge, har ikke opgivet kampen mod regeringens kommende besparelser på uddannelsesområdet.

Torsdag demonstrede op mod 40.000 gymnasieelever, studerende, undervisere på landets ungdoms- og videregående uddannelser i København og Aarhus.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

I næste uge afholdes der møde for de organisationer, der er med i Uddannelsesalliancen.

Det sker efter at omkring 70.000 elever nedlagde undervisningen i torsdags, og op mod 40.000 elever, studerende, lærlinge og undervisere demonstrerede mod milliardbesparelser på uddannelserne.

Vi fik sendt et meget klart signal om, at vi er rigtig mange mennesker, der ikke mener, at uddannelsesområdet er kornfedt.
Yasmin Davali, formand DSF

– Det var meget overvældende at se, hvor mange der kom. Det blev meget større, end vi havde regnet med, siger en af de unge medarrangører, Veronika Ahrensbøll Schultz, som er talsperson for Uddannelsesalliancen og forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).

Bag demonstrationen stod 38 uddannelses- og fagorganisationer, som sammen har dannet "Uddannelsesalliancen". 

Og kampen mod de "katastrofale" nedskæringer på uddannelsesområdet fortsætter, hvis man spørger organisationerne bag alliancen.

– Vi har lige skulle sove ud ovenpå arrangementet. Men det er tanken, at vi kommer til at arbejde meget mere med det her. Så længe vi ser forringelser på uddannelserne, så længe vil vi gå ind i kampen, siger formanden for Danske Studerendes Fællesråd (DSF) Yasmin Davali.

I næste uge vil der blive afholdt stormøde for de 38 organisationer. Her skal den langsigtede fællesindsats diskuteres, forklarer talsperson for uddannelsesalliancen:

– Det giver god mening, at lægge et langsigtet pres, fordi vi kommer til at se de her nedskæringer strække sig over fire år, siger Veronika Schultz til Arbejderen.

Regeringer kræver, at uddannelsesområdet de næste fire år skal spare to procent årligt – i alt 8,7 milliarder kroner. 

Onsdag måtte man afskedige lærere på Københavns Tekniske skole som en konsekvens af regeringens bebudede besparelser. Også direktør på Aarhus Tekniske skole, Annette Ernst, og universitetsdirektør på RUC, Peter Lauritzen, forudser fyringer som en konsekvens af de kommende besparelser.

Demonstrationens størrelse vidner om, at mange er mod regeringens spareplaner:

– Vi fik sendt et meget klart signal om, at vi er rigtig mange mennesker, der ikke mener, at uddannelsesområdet er kornfedt, siger Yasmin Davali og fortsætter:

– Vi fik også vist, at Venstre står meget alene om det syn. Det er både fag- og elevorganisationerne og sågar erhvervslivet, der har været ude og give regeringen hug for besparelserne, siger hun til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. nov. 2015 - 14:06   03. nov. 2015 - 14:10

Uddannelse

kkp@arbejderen.dk