17 Nov 2018  

KBH: Overskyet, 5 °C

Transport-dumpere rådgiver regeringen

Sætter kursen for fremtidens transport

Transport-dumpere rådgiver regeringen

Firmaer som Ancotrans A/S og DSV – der begge er blevet taget i social dumping – er blandt de firmaer i regeringens vækstteam, der skal rådgive om fremtidens transportsektor.

Regeringen har bedt to firmaer, der har brugt social dumping, om at komme med råd til indretningen af fremtidens transportsektor.
FOTO: PN
1 af 1

Regeringen har bedt transportfirmaerne Ancotrans A/S og DSV – der begge er taget i social dumping – om at komme med gode råd til, hvordan fremtidens transportsektor skal indrettes.

Det er mærkværdigt, at store firmaer som Ancotrans og DSV, som fører an i brugen af billig arbejdskraft, har fået sæde i vækstteamet.
Henning Hyllested, transportordfører

Det sker i et såkaldt "Vækstteam for handel og logistik", som skal rådgive regeringen om, hvordan den danske transportsektor skal se ud i fremtiden.

Erhervsministeren og transportministeren har i dette forår udpeget 11 medlemmer til teamet, som alle kommer fra erhvervsvlivet – især fra transportindustrien og brugere af transportindustrien. Derimod sidder der ikke en eneste repræsentant fra fagforeninger som 3F eller HK, der organiserer de ansatte i transportsektoren.

>> LÆS OGSÅ: Regeringen spørger vennerne til råds

Ministre i samråd

Den sammensætning undrer Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, der for nylig har haft både transportminister Ole Birk Olesen og den nu tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen i samråd om, hvilke overvejelser de har gjort sig om vækstteamets sammensætning.

– Sammensætningen af vækstteamet er skæv. Udvalget kommer til at beskæftige sig meget med godstransport på lastbiler. Når man ved, hvor mange problemer der er i transportbranchen med social dumping og billige øst-chauffører, så er det mærkværdigt, at store firmaer som Ancotrans A/S og DSV, som fører an i brugen af billig arbejdskraft, har fået sæde i vækstteamet. Ligesom Mover, der er varebiltransportens svar på Uber, siger Henning Hyllested.

Han undrer sig også over, at fagbevægelsen ikke har fået plads i udvalget.

– Både 3F Transport og HK burde deltage i vækstteamet for at belyse problematikken om social dumping, og hvordan vi undgår, at ny teknologi bliver brugt til at undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel, påpeger Henning Hyllested.

Det er ikke kun sammensætningen af vækstteamet, der får panderynkerne frem hos Enhedslistens ordfører, men også det kommissorium som vækstteamet skal arbejde ud fra.

– I kommissoriet står der intet om den sociale dumping, der er udbredt i hele transportbranchen.

>> LÆS OGSÅ: Erhvervslivet dominerer i regeringens udvalg

Sociale dumpere udpeget

Blandt medlemmerne af vækstteamet er direktøren for transportfirmaet Ancotrans A/S, Anne Kathrine Steenbjerge, der også er formand for DI Transport.

Ekstra Bladet har dokumenteret, at Anne Kathrine Steenbjerge i 2012 blev taget i at have brudt loven ikke mindre end 32 gange på bare to måneder ved at benytte underbetalte østarbejdere.

Også den danske transportgigant DSV har fået en plads i vækstteamet, på trods af at DSV har betalt en bøde på 25.000 kroner, fordi politiet afslørede et bulgarsk vognmandsfirma, der kørte ulovligt med gods på danske veje for DSV.

Herudover har regeringen udpeget den administrerende direktør i transportfirmaet Mover – som også bliver kaldt for også varebilernes svar på Uber – Martin C. Hansen til at sidde i vækstteamet.

I en kronik i Berlingske angriber Mover-direktøren fagbevægelsen og de faglige rettigheder og åbner op for en "fagforening light".

Det handler om vækst

Både erhvervsminister Brian Mikkelsen og transportminister Ole Birk Olesen forklarede på samrådet, at udvalgets fokus skal være vækst og ikke social dumping.

– Udvalget er sammensat af erhvervsfolk, der har fingeren på pulsen med hensyn de udfordringer, som handel- og logistikerhvervet står overfor. Vækstteamet skal komme med sine bud på, hvordan erhvervet bedst understøttes. Vækstteamet skal give input om de udfordringer, erhvervet oplever i forhold til at skabe vækst. Virksomhederne skal ikke opleve unødige regler og forhindringer, forklarede Brian Mikkelsen.

Arbejderen beskrev i sidste uge, hvordan erhvervslivet dominerer i de arbejdsgrupper, som regeringen nedsætter for at få rådgivning om fremtidig lovgivning. Arbejderens gennemgang af 47 rådgivende arbejdsgrupper viser, at erhvervslivet sidder alene eller sammen med ministerier eller eksperter, men uden fagbevægelsen, i mere end halvdelen af arbejdsgrupperne.

Vækstteamet skal komme med sine anbefalinger til regeringen til oktober.

11. jul. 2018 - 08:20   11. jul. 2018 - 09:47

Lobbyisme

ml@arbejderen.dk
Skæve råd og nævn

Arbejderen har gennemgået 47 rådgivende arbejdsgrupper, som regeringen har nedsat de seneste tre år via syv ministerier (Erhvervs- og Vækstministeriet, Transportministeriet, Finansministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet og Statsministeriet).

Erhvervslivet sidder med i 39 ud de 47 arbejdsgrupper, som Arbejderen har fundet frem til. 

298 repræsentanter kommer fra virksomhederne, mens kun 36 repræsentanter kommer fra fagbevægelsen, grønne organisationer og andre ngo'er.

I 24 af de rådgivende grupper sidder erhvervslivet enten helt alene eller sammen med embedsfolk fra ministerierne og eksperter – uden en eneste repræsentant fra fagbevægelsen eller grønne ngo'er. Det gælder eksempelvis Arbejdsgruppen om ulige konkurrence fra det offentlige, Vækstteam for handel og logistik, Bioøkonomisk panel, Advisory Board om cirkulær økonomi og Forenklingsudvalget for Erhvervsfremme.

  • Miljø- og Fødevareministeriet har nedsat 14 arbejdsgrupper med i alt 78 repræsentanter fra erhvervslivet, tre repræsentanter fra fagbevægelsen/NGO'er, 20 repræsentanter fra myndighederne, 33 eksperter og fem enkeltpersoner

  • Transportministeriet har nedsat tre arbejdsgrupper med i alt 17 repræsentanter fra erhvervslivet, 1 repræsentant fra fagbevægelsen/NGO'er og fem repræsentanter fra myndighederne

  • Uddannelses- og Forskningsministeriet har nedsat tre arbejdsgrupper med i alt syv repræsentanter fra erhvervslivet, fire repræsentanter fra myndighederne, to eksperter og seks enkeltpersoner

  • Beskæftigelsessministeriet har nedsat fem arbejdsgrupper med i alt 21 repræsentanter fra erhvervslivet, 15 repræsentanter fra fagbevægelsen/NGO'er, fire repræsentanter fra myndighederne, 13 eksperter og to enkeltpersoner

  • Erhvervs- og Vækstministeriet har nedsat 16 arbejdsgrupper med i alt 131 repræsentanter fra erhvervslivet, syv repræsentanter fra fagbevægelsen/NGO'er, 15 repræsentanter fra myndighederne og 30 eksperter

  • Statsministeriet har nedsat et enkelt råd med i alt 22 repræsentanter fra erhvervslivet, syv repræsentanter fra fagbevægelsen/NGO'er og to eksperter

  • Finansministeriet har nedsat to arbejdsgrupper med i alt 12 repræsentanter fra myndighederne

  • Regeringen har nedsat tre arbejdsgrupper med i alt 22 repræsentanter fra erhvervslivet, tre repræsentanter fra fagbevægelsen/NGO'er, syv repræsentanter fra myndighederne, fire eksperter og en enkeltperson.