03 Jul 2020  

KBH: Overskyet, 17 °C

Titus oplever diskrimination og forskelsbehandling

Kenyaner i Danmark

Titus oplever diskrimination og forskelsbehandling

Kollega har kaldt afrikansk elektriker for nigger, og han har oplevet at få 25 kroner mindre i timen end kollegaen. Også i de københavnske gader oplever han racisme i form af tilråb og mistænkelige betjente, der vil se ID.

Titus Murimi oplever racisme, både når han er på arbejde og i det offentlige rum.
FOTO: Klaus-Henrik Andreasen
1 af 1

Over hele verden er diskussionen om racisme blusset gevaldig op som følge af det brutale mord på den sorte amerikaner George Floyd. Og også i Danmark lurer racismen lige under overfladen.

En kollega på omkring de 60 år fra en af arbejdspladserne i Danmark kaldte mig "fucking nigger" på sms.
Titus Murimi 

Det mener Titus Murimi, der har rødder i det østafrikanske land Kenya. Han fortæller til Arbejderen, hvordan han har oplevet racisme og forskelsbehandling både på sin arbejdsplads og i det offentlige rum. 

Fra oktober 2018 til september 2019 pendlede den 40-årige elektriker mellem Malmø og København for at passe sit arbejde på et større renoveringsprojekt i 'Garnisonshaven' langs med Rigensgade. Her arbejdede han sammen med en ældre kollega.

– Jeg sørgede for at tage de hårde tjanser for ham og sørgede for at bære stigen og de tunge tromler med kabel. Og jeg borede for ham, mens han tog sig af den simple montering, fortæller Titus Murimi og fortsætter:

– Da projektet var ved at være slut, fandt jeg ud af, at jeg havde fået 25 kroner mindre i timen end min danske makker. Han fik 215 kroner i timen og jeg fik 190 kroner i timen. Jeg undersøgte det. Og det var ikke på grund af, at han havde længere anciennitet end mig.

Kræver samme løn

Elektrikerjobbet var formidlet gennem vikarbureauet JKS, der også stod for udbetaling af løn hver 14. dag. Ifølge Titus Murimi havde JKS oplyst, at alle elektrikervikarer fik ens løn. Da han så konfronterede vikarbureauet med forskellen på hans og makkerens løn, fik han svaret, at makkeren ikke var vikar men freelancer.

– Det tjekkede jeg bagefter og fandt ud af, at JKS havde løjet for mig. Så jeg forlangte at få det samme i løn som min makker.

– Hvorfor udbetaler JKS forskellige lønninger til hvide og sorte, spørger Titus Murimi.
Klaus-Henrik Andreasen

Det var i september sidste år. Siden har JKS ikke ringet til Titus Murimi om arbejde.

Arbejderen har forelagt JKS den kritik, som Titus Murimi kommer med.

JKS afviser kritik

Kritikken baserer sig på en helt forkert præmis, skriver virkabureauet i en mail og forklarer, hvorfor han og makkeren fik forskellig løn: 

"Jeres kilde var ansat som vikar og er dermed alm. lønmodtager (sammen med 16 andre elektrikere på opgaven, som fik præcis samme løn som jeres kilde). Den anden var som den eneste hyret ind som selvstændig. Dvs. en elektriker (mester) med CVR.- nummer – som ikke får løn – men sender regning/faktura for det antal timer, han har arbejdet."

Det får JKS til at konkludere: "Fakta er, at jeres kilde reelt set har fået flere penge ud af at udføre arbejdet end den "kollega", han gerne vil sammenligne sig med."

Det er ikke så meget timelønnens størrelse på 190 eller 215 kroner, Titus Murimi er gal og skuffet over. Han reagerer på, at vikarbureauet forskelsbehandler ansatte, og han mener, at man skal have lige løn for lige arbejde. Og han fastholder, at hans kollega ikke var selvstændig.

– Hvorfor udbetaler JKS forskellige lønninger til hvide og sorte, spørger han og siger videre:

– Vi lavede jo på papiret de samme ting, selv om jeg tog alt det hårde arbejde for ham.

Løn efter overenskomst

Vikarbureauet er bekendt med de "grundløse" og "udokumenterede påstande", som elektrikervikaren retter "mod et firma, hvor godt en fjerdedel af de ansatte er af anden etnisk oprindelse end dansk."

JKS er medlem af Dansk Industri (DI), og alle vikarer er derfor dækket af DI’s overenskomster med en lang række af fagforbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation. Når en virksomhed bestiller en vikar, så følger der en helt generel praksis, og der udbetales altid som minimum mindsteløn i henhold til den overenskomst, der dækker arbejdet.

"Brugervirksomheden bestemmer i realiteten lønnen, men er den tilbudte løn under den overenskomstmæssige minimumsløn, siger JKS pænt nej tak til at levere vikarer," forklarer JKS og understreger, at Titus Murimi og de 16 andre vikarkolleger på 'Garnisonshaven' fik en timeløn i henhold til brugervirksomhedens lokalaftale med Dansk El-forbund.

Startede som avisbud

Titus Murimi kom til Malmø, Sverige, i 2009, hvor han fik arbejde som avisbud om natten.

– Det var hårdt, især om vinteren, husker han.

Han ledte efter andet arbejde eller uddannelse. 

– Det er jo meget bedre at have noget at lave end at sidde derhjemme, siger han.

Han starter på halvandet års elektrikeruddannelse i Sverige, som han bliver færdig med i 2012.

– Men at skaffe sig et arbejde i Sverige er svært. Derfor valgte jeg at lede i Danmark, hvor det er nemmere.

Racisme i hverdagen

Titus Murimi er gift og bor nu i København. Han fortæller, at han mange gange har oplevet mere eller mindre skjult racisme og forskelsbehandling på grund af sin hudfarve i både Sverige og Danmark:

– En kollega på omkring de 60 år fra en af arbejdspladserne i Danmark kaldte mig "fucking nigger" på sms efter en uoverensstemmelse, vi havde haft. Og en dag, da jeg kørte på cykel på vej til arbejde over broen ved Fisketorvet i København, var der en mand, der råbte "nigger" efter mig.

Som bilist i København oplever Titus Murimi at blive standset af politifolk for helt banale forseelser i trafikken. Det kan være, at han har blinket af lidt for sent eller har kørt igennem et kryds, lige som trafiklyset skifter fra gult til rødt.

– Jeg har også oplevet, at civile politifolk henvendte sig til mig og nogle kammerater, en dag vi sad og drak en stille øl ved Nørreport Station i København. Politifolkene tjekkede vores ID og var meget mistænksomme overfor os.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jun. 2020 - 09:21   29. jun. 2020 - 11:40

Racisme

Af noc@arbejderen.dk og ah@arbejderen.dk
Tip os om racisme

Oplever du racisme i hverdagen?

Vi hører gerne fra dig!

Skriv din historie til redaktion@arbejderen.dk