19 Sep 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 21 °C

Tillidsfolk siger fra

Sparekatalog i Aalborg

Tillidsfolk siger fra

Ansatte i Aalborg Kommune vil ikke pege på nedskæringer for 130 millioner kroner på budget 2019. Vi vil ikke tages som gidsler i en spareplan, siger de tillidsvalgte.

Under førstebehandling af budget 2017 luftede tillidsrepræsentanter i Aalborg Kommune 700 par trusser, som symbol på det antal sundhedsansatte, der var skåret væk i løbet af seks år.
FOTO: Kista Bianco Kjær
1 af 1

Aalborg Kommune lægger op til at lave et sparekatalog til budget 2019 på 130 millioner kroner. Eller et moderniserings- og effektiviseringskatalog, som magistraten kalder det.

Men det bliver uden hjælp fra de ansatte.

Nu er vi inde og pille ved kerneopgaverne, hvor det kommer til for alvor at gøre ondt.
Susanne Thorsø, HK Kommunal

– Det er slut med at blive taget som gidsler, når der skal spares, siger Susanne Thorsø, der er fællestillidsrepræsentant for de HK-ansatte i kommunen, til Arbejderen.

Fra et enigt hovedmedarbejderudvalg (HMU), hvor alle kommunale faggrupper er repræsenteret, lyder beskeden til byrådet: Det er jeres ansvar at pege på hvilke opgaver, der ikke længere skal løses. og hvor der skal ske fyringer.

Nu gør det ondt

– Alle lavthængende frugter er for længst plukket og der er sparet, hvor der kan spares. Nu er vi inde og pille ved kerneopgaverne, hvor det kommer til for alvor at gøre ondt, siger Susanne Thorsø.

Annette Brix Ottosen, der repræsenterer FOA i HMU, glæder sig over sammenholdet på tværs af faggrupperne.

– Sidste år blev der åbnet op for, at vi kunne pege på nedskæringer i andre grupper. Jeg tror ikke, at vi havde set det komme, men vi blev spillet ud imod hinanden. Det lærte vi heldigvis af, siger tillidskvinden til Arbejderen.

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) håber, at de ansatte kommer på andre tanker, da sparekataloget bliver lavet under alle omstændigheder.

– Uanset om det er politikerne, der har ansvaret, og det er det jo, og det skal vi ikke løbe fra på nogen måde, så er der alligevel mange af vores ansatte, som jo har indsigt og ideer til, hvor man kan finde pengene på en god måde i stedet for, at vi kommer ud i besparelser, som måske kan genere borgerne unødigt, siger borgmesteren til Nordjyske Stiftstidende.

Besparelserne på 130 millioner kroner svarer til 1,5 procent af kommunens netto-serviceudgifter og i omegnen af 20 millioner kroner på lærernes område.

Lokal musketered

– Nu må vi se, hvad forvaltningen og politikerne kommer med, og så diskuterer vi gerne konsekvenserne af de besparelser, de foreslår, siger Karsten Lynge Simonsen, der ud over at være med i HMU også er formand for Aalborg Læreforening.

Lærerformanden ser det faglige sammenhold i Aalborg både som en udløber af sidste års dårlige erfaringer og som en udløber af de offentlige overenskomstforhandlinger.

– De offentlige grupper har indgået en musketered, som virker, og som, tror jeg, er medvirkende til, at vi nu også rykker sammen lokalt, siger Karsten Lynge Simonsen.

22. feb. 2018 - 05:21   22. feb. 2018 - 05:30

Budget 2019

noc@arbejderen.dk