21 Aug 2019  

KBH: Spredte skyer, 17 °C

Ti-årig loppe skyder Liste N-valgkamp i gang

Genbrug styrker EU-modstanden

Ti-årig loppe skyder Liste N-valgkamp i gang

En lille genbrugsbutik i Kaas nøjes ikke med at kæmpe for Folkebevægelsen og Liste N, når der er valg og afstemninger. To gange om ugen holder den åbent, og aktivisterne får en snak med lokale og turister.

Aktivister fra "Lopper mod EU". Til venstre Gitte Madsen.
FOTO: Connie Trudslev
1 af 1

Danmarks eneste politiske genbrugsbutik, "Lopper mod EU", som ligger i den nordjyske by Kaas, fylder ti år. 

Fødselsdagen bliver brugt til at sætte gang i den lokale kampagne for at sikre et godt valg til Folkebevægelsen mod EU's liste N ved EU-parlamentsvalget den 26. maj.

Butikken betyder, at vi er synlige i gadebilledet og folk kommer forbi og får en kop kaffe og en snak om den seneste udvikling i EU.
Gitte Madsen, Lopper mod EU

– Vi har lagt en slagplan. Vi skal vi ud og dele 6000 valgaviser ud i postkasserne i Jammerbugt Kommune og sætte en masse plakater op her i det nordjyske i samarbejde med den lokale komité af Folkebevægelsen mod EU, fortæller Gitte Madsen til Arbejderen. 

Hun er aktiv i Lopper mod EU og i den lokale komité af Folkebevægelsen mod EU og arbejder som familieplejer.

"Lopper mod EU" fejrer den runde dag med en stor fødselsdagsfest på lørdag den 30. marts. Alle EU modstandere inviteres til fest i  genbrugsbutikken, der ligger i Langgade i Kaas. 

Butikken er åben fra klokken 10 til 14, og der er masser af gode lopper og lotteri. Og der er også kaffe og kagemand, forsikrer de lokale EU-modstandere.

Herefter er der reception i Kaas forsamlingshus, hvor alle er velkommne. Her vil være musik og taler af to liste N-kandidater: Ole Nors Nielsen og Jørgen Grøn.

En utraditionel måde

Ideen til at åbne en genbrugsforretning blev oprindelig til under et besøg i EU-parlamentet for ti år siden, fortæller Gitte Madsen.

– På turen talte jeg med min søster og nogle af de andre lokale, der var med på turen, om, hvordan vi kunne sprede EU-modstandernes synspunkter på en utraditionel måde. Vi har altid godt kunne lide at gå på loppemarkeder og i genbrugsbutikker, så derfor blev det en genbrugsbutik.

Da de kom hjem fra Bruxelles, vendte de ideen med nogle venner og de andre EU-modstandere i byen, og kort efter lejede de et lokale i den lokale brugs. Siden butikken åbnede for ti år siden har den måtte udvide – fra et lokale til tre. Og butikken bugner af ting og sager. Det er lige før, de mangler plads.

"Lopper mod EU" har åbent hver fredag og lørdag, og bliver i dag drevet af 12 frivillige aktivister.

– Butikken betyder, at vi er synlige i gadebilledet. Folk kommer forbi og får en kop kaffe og en snak om den seneste udvikling i EU. Vi deler Folkebevægelsens materialer ud i butikken og argumenterer godt for EU-modstandernes holdninger overfor de kunder, der har lyst til en snak, forklarer Gitte Madsen.

Og der er opbakning til butikken i lokalområdet. Det viser blandt andet de fine loppeting, der bliver afleveret af de lokale, som bevidst vælger bevidst at donere til genbrugsbutikken.

– Det kan eksempelvis være designermøbler, lamper og malerier. Fine ting, som folk kunne vælge at sælge på auktion. Men de vil støtte EU-modstanden, så vi får dem, fortæller Gitte Madsen

Debatmøder og besøg af Liste N

Det er ikke kun tøj, køkkengrej, bøger og andre genbrugsfund, der er plads til i butikken. Der er også plads til at afholde offentlige debatmøder.

Den 26. april får butikken besøg af den ene af spidskandidaterne på Liste N, Lave Knud Broch.

– Det er det, butikken kan. Nemlig at invitere folk indenfor til en kop kaffe og til debat om EU. Nogle vil bare gerne købe lopper, men andre kommer for at høre Folkebevægelsens politiske budskaber. Vi får også kontakt til nye folk, der vil være aktive, og så får vi samtidig skrabet nogle penge sammen.

Ved sidste landsmøde i Folkebevægelsen mod EU kunne "Lopper Mod EU" således aflevere en check på 50.000 kroner til EU-modstanden.

Penge og stemmer i genbrug

Ikke langt fra butikken ligger Kaas Forsamlingshus, som er det lokale stemmested. Her satte 1185 vælgere, svarende til 76,4 procent, kryds ved nej til at afskaffe EU-retsforbeholdet ved folkeafstemningen den 3. december 2015. 

Det er langt over landsresultatet på 53,1 procent nej-stemmer og faktisk både denne afstemnings nordjyske og danske rekord. 

– Det er selvfølgelig en kombination af, at der er mange arbejdere og jævne folk i området. Men det har også en betydning, at vi har en genbrugsforretning mod EU og en aktiv lokalkomité af Folkebevægelsen mod EU, lyder det fra den nordjyske Liste N-aktivist.

Derfor gør EU-modstanderne også meget ud af, at holde priserne i genbrugsbutikken nede, så arbejdsløse, pensionister, studerende og flygtninge har råd til at handle i butikken.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. mar. 2019 - 07:00   22. mar. 2019 - 07:10

EU-modstand

ml@arbejderen.dk
Lopper mod EU
  • "Lopper mod EU" er en genbrugsbutik, der støtter Folkebevægelsen mod EU. 

  • Forretningen holder til på Langgade i den lille nordjyske by Kaas og drives af frivillige aktivister.

  • Lopper mod EU har sin egen Facebook-side.

  • Butikken har åbent to gange om ugen: Fredag klokken 13.00 til 17.00 og lørdag klokken 10.00 til 14.00.

  • Lopper mod EU åbnede første gang i 2009 og er Danmarks eneste politiske genbrugsbutik.