Regeringen vil fjerne SU’en for 81.000 unge
Regeringen vil tage SU’en fra tusindvis af hjemmeboende elever og studerende, hvis forældre tilsammen tjener over 710.000 før skat. Det svarer til mere end halvdelen af de unge hjemmeboende, der modtog SU sidste år.
Besparelsen vil få store konsekvenser for landets elever, advarer Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).
– Det er et vanvittigt forslag at afskaffe SU’en for 81.000 elever, der hver dag står op og tager en ungdomsuddannelse til gavn for dem selv og for fællesskabet. Skiftende regeringer har nærmest udelukkende kigget mod os unge, når sparekniven skulle svinges, eller der skulle findes penge til diverse politiske prestigeprojekter. Den nye regering er ingen undtagelse. Man stikker stadig sin fedtede hånd i de unges lommer, og mener vi skal punge ud. De skal holde grabberne væk, siger forperson for DGS Oscar Tønsberg Hoffmann.
Også Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO) kritiserer forslaget.
– SF og De Radikale gik til valg på at passe på SU’en. Nu har de fået magten, og så er det elevernes penge, de rækker ud efter. Det er et klart løftebrud, og det efterlader tusindvis af unge med en følelse af, at man ikke kan regne med det, politikerne siger, siger formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation Aske Christiansen.
DGS advarer om, at forslaget om at fjerne SU’en vil betyde, at mange unge mister adgang til de penge, der sikrer, at de hver dag kan komme med bus i skole, smøre madpakke eller tage med gymnasieklassen på udflugt.
– Det er ikke alle, der bare kan tage et arbejde ved siden af eller sende mor og far en MobilePay-anmodning. De fleste har rigeligt travlt med at passe gymnasiet, lave lektier og afleveringer efter klokken 16 og få et ungdomsliv til at hænge sammen, forklarer Oscar Tønsberg Hoffmann.
Spareforslaget rammer bredt: Det er eksempelvis børn af pædagoger, lærere, slagtere, konstabler, taxachauffører og murere med flere, der bliver ramt.
Finansminister Peter Hummelgaard forsvarer forslaget med, at det kun rammer børn af forældre med “høje indkomster”. Men grænsen svarer til en månedsløn på omkring 29.583 kroner per forælder – et godt stykke under medianlønnen på cirka 42.500 kroner.
– Hvis en SOSU-assistent og en murer er højtlønnede i finansministerens øjne, så er der noget helt galt med virkelighedsopfattelsen. Det her rammer ikke de rigestes børn. Det rammer helt almindelige familiers børn, der nu skal finde pengene til bussen til skole, siger Aske Christiansen.
Otte kommuner når ikke minimumsnormeringerne
Otte kommuner lever fortsat ikke op til minimumsnormeringerne.
Det viser nye normeringstal fra Danmarks Statistik.
– Øv! Der er stadig otte kommuner, hvor børn og forældre må konstatere, at kommunen ikke når minimumsnormeringerne. Det er selvfølgelig bedre end sidste år, men minimumsnormeringerne er ikke en ambition om høj kvalitet. De er den bund, vi politisk har besluttet, at ingen børn skal falde igennem, siger forperson for Forældrenes Landsorganisation (FOLA) Anne Dahl Thing.
Hun advarer kommunerne mod at lægge deres budgetter efter minimumsnormeringerne.
– Det bekymrer os, når kommuner lægger budgetter efter lige akkurat at ramme minimumsnormeringen. Det er enormt sårbart. Børnetal ændrer sig, medarbejdere bliver syge, og der kan være rekrutteringsproblemer. Virkeligheden passer sjældent perfekt ind i et regneark. Lægger man sig helt op ad grænsen, skal der ikke meget til, før det kan mærkes af både børn og personale, siger Anne Dahl Thing.
Med loven om minimumsnormeringer har kommunerne siden 2024 været forpligtet til at leve op til en gennemsnitlig normering på én medarbejder til tre vuggestuebørn og én medarbejder til seks børnehavebørn.
FOLA understreger, at minimumsnormeringerne bør betragtes som en bund under kvaliteten.
– Vi skal væk fra tanken om, at opgaven er løst, når regnearket viser 3,0 eller 6,0. Det er dér, vi begynder. Hvis vi vil skabe dagtilbud med høj kvalitet, skal vi bygge oven på minimumsnormeringerne. Der skal være plads til sygdom, ferie, møder og den virkelighed, der findes i alle institutioner. Og der skal være tid til, at pædagogerne kan forberede og udvikle det pædagogiske arbejde, siger Anne Dahl Thing.
De nuværende normeringstal er et gennemsnit på kommuneniveau. Derfor kan de ikke fortælle forældrene, hvordan normeringen ser ud i deres barns konkrete vuggestue eller børnehave.
FOLA har i flere år efterlyst større gennemsigtighed og ser frem til, at normeringerne bliver opgjort på institutionsniveau.
– Et kommunegennemsnit kan se fint ud, samtidig med at virkeligheden er meget forskellig fra institution til institution. Som forælder er det ikke kommunens gennemsnit, man afleverer sit barn til om morgenen. Man afleverer sit barn i en konkret vuggestue eller børnehave, siger Anne Dahl Thing og fortsætter:
– Derfor glæder vi os til at få opgørelsen på institutionsniveau. Det vil give både forældre, personale og politikere et langt bedre billede af, hvor der er behov for at sætte ind.
Rammeaftalen er opsagt – men udfordringer består
De store udfordringer med at sikre kvaliteten på det specialiserede socialområde fortsætter, efter at regeringen i sidste uge opsagde rammeaftalen på området.
Sådan lyder advarslen fra Socialpædagogernes Landsforbund, der kræver, at der bliver taget politisk ansvar for at sikre kvaliteten af landets socialpædagogiske tilbud.
Det får Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, til at understrege, at der fortsat er store udfordringer med kvaliteten på socialområdet. På landets socialpædagogiske tilbud er kun fire ud af ti ansatte uddannede socialpædagoger, mens mere end en tredjedel af medarbejderne ikke har en relevant uddannelse.
– Det afgørende er nu, at regeringen og Folketinget tager ansvar for de udfordringer, som eksisterer på socialområdet. Det handler især om at sikre kvaliteten af de socialpædagogiske tilbud til mennesker med komplekse handicap, svære psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne. På mange sociale tilbud er det i dag mere sandsynligt at møde en medarbejder uden en relevant uddannelse end at møde en socialpædagog. Det er helt uholdbart. Derfor er der brug for en rekrutteringsplan, der kan sikre nok uddannede socialpædagoger til at støtte udsatte og sårbare mennesker til et liv med udvikling, livskvalitet og livsmuligheder, siger Benny Andersen.
Socialpædagogernes Landsforbund påpeger, at rammeaftalen blandt andet indeholdt en specialeplan, der skulle sikre de rette tilbud og den nødvendige viden og faglighed for mennesker med de mest komplekse handicap.
Herudover tog aftalen hul på arbejdet med at stille krav om flere uddannede socialpædagoger på landets sociale tilbud – i første omgang på de sikrede institutioner.
Greenpeace: Svinestop er nødvendigt
Regeringens midlertidige stop for at oprette nye konventionelle svinestalde og udvide eksisterende stalde vækker glæde hos Greenpeace.
Det nye forbud gælder den konventionelle svineproduktion og sker af hensyn til miljøet og dyrevelfærden samt for at tage større hensyn til naboer og borgere i landdistrikterne. Her følger kommentarer fra Greenpeace:
– Det midlertidige svinestop er et første skridt mod det yderst nødvendige kursskifte for naturen og livet på landet, og regeringen fortjener ros for at handle resolut på sit løfte om at sætte en prop i udvidelserne af svineproduktionen. Nye svinefabrikker har i mange år fået lov til at skyde op og ødelægge vores natur. Nogle landsbyer er blevet til industriområder, hvor naboer må leve med forurening, lugt og støj. De mange problemer løses ikke alene ved at sætte svineudvidelserne på hold, men det er et godt skridt frem, siger kampagneleder for landbrug, skov og natur hos Greenpeace Emil Bejer-Pedersen.
– Dansk svineindustri er en af verdens mest intensive og har i mange år haft vokseværk, mens resten af samfundet har betalt en dyr regning med forurenet vandmiljø, døde fjorde og grise, der lider i store industristalde. Svinevalget satte en tyk streg under, at vi nu skal en anden vej. Ud over svinestoppet må der arbejdes for et grønnere landbrug, hvor vi har langt færre dyr, passer langt bedre på dem og skruer op for produktionen af sunde, grønne fødevarer. Det landbrug har vi i Danmark alle forudsætninger for at skabe.
Billigere at forbyde minkbure end at redde industrien
EU kan spare milliarder ved at udfase pelsavl i stedet for at bruge milliarder af offentlige kroner på at holde liv i en industri, der aldrig kan give mink ordentlig dyrevelfærd.
Det viser en ny økonomisk analyse, som Eurogroup for Animals har fået udarbejdet af økonomerne Griffin Carpenter og Artūrs Kaņepājs.
Ifølge analysen vil en femårig udfasning af den tilbageværende pelsavl i EU koste omkring én milliard kroner.
Til sammenligning vil det koste syv milliarder kroner at indføre nye, bedre dyrevelfærdsstandarder og bevare industrien.
En udfasning vil betyde en afgrænset overgangsudgift, mens nye standarder vil kræve investeringer i en industri, der samtidig medfører dårlig dyrevelfærd og betydelige samfundsmæssige omkostninger oveni, mener World Animal Protection Danmark.
– Det er både bedre og billigere at udfase pelsavlen én gang for alle end at bruge offentlige penge på at forsøge at få en grundlæggende uholdbar produktion til at se mere dyrevenlig ud, siger Pernille Fraas Johnsen, dyreadfærdsekspert i World Animal Protection Danmark.
Det er organisationens svenske afdeling og paraplyorganisationen Eurogroup for Animals i Bruxelles, der har bedt økonomerne om at regne på tallene.
Bure på størrelse med flyttekasser
Efter borgerinitiativet Fur Free Europe samlede 1,5 millioner underskrifter fra EU-borgere for et totalt forbud mod pelsdyravl i EU, bad Kommissionen forrige år Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, om at undersøge dyrevelfærden for mink, ræve, mårhunde og chinchillaer.
EFSA’s videnskabelige vurdering blev offentliggjort i juli 2025. Her peger forskerne på, at de væsentligste velfærdsproblemer for de undersøgte pelsdyr hænger sammen med størrelsen og de golde forhold i de bure, der anvendes i pelsproduktionen.
Burene begrænser blandt andet dyrenes mulighed for bevægelse og forhindrer dem i at udforske og udføre naturlig adfærd.
World Animal Protection mener, at EU nu må droppe deres syn på pelsavlerbranchen som en industri, der skal reddes.
– EU har brugt år på at undersøge det, som dyrevelfærdsorganisationerne og fagfolk har vidst i mange år: Mink kan ikke få et liv, der passer til deres naturlige behov, i de små bure, som pelsproduktionen bygger på. EU skal ikke bruge flere år og flere milliarder kroner på at holde liv i en forældet industri, som selv modeindustrien har vendt sig imod, og som både borgere og videnskaben klart afviser, mener Pernille Fraas Johnsen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


