17 Sep 2019  

KBH: Spredte skyer, regn, 8 °C

Staten sagsøges for masseovervågning

Aktivister kræver stop for logning

Staten sagsøges for masseovervågning

Til april bliver den danske stat stævnet for ulovlig masseovervågning af hundredetusindvis af danske statsborgere. En gruppe internetaktivister står bag stævningen. Målet er at få stoppet teleselskabernes daglige logning af telefonsamtaler og sms'er.

De danske teleselskaber gemmer hvér dag tusindvis af oplysninger om, hvornår og til hvem du sender sms'er.
FOTO: Liselotte Sabroe/Scanpix
1 af 1

En gruppe internetaktivister slæber nu staten i retten for at få stoppet den omfattende overvågning og registrering af opkald og sms'er, som Justitsministeriet kræver – på trods af at EU-domstolen har erklæret det ulovligt.

Målet med retssagen er at få stoppet den masseovervågning, som danske teleselskaber foretager hvér dag.
Peter Kofod, it-aktivist

Bag sagsanlægget står internetaktivisten Peter Kofod og cand. jur. i forfatningsret Rasmus Malver.

– Målet med retssagen er at få stoppet den masseovervågning, som danske teleselskaber foretager hvér dag, selvom EU for et år siden slog fast, at overvågningen er ulovlig. Nu har Justitsministeriet haft over et år til at stoppe den ulovlige overvågning. Men intet er sket. Når staten ikke af sig selv kan finde ud af stoppe den ulovlige masseovervågning, så må vi – borgerne – gøre noget ved det, siger Peter Kofod til Arbejderen.

– Lige nu er retstilstanden uholdbar. Teleselskaberne indhenter og gemmer hvért år tusindvis af milliarder af data om borgerne. Det er  masseovervågning. Samtlige danske borgeres adfærd og kommunikation registreres og gemmes, uanset om man er mistænkt for en forbrydelse eller ej.

I gang med at udarbejde stævning

På bare tolv timer har aktivisterne fået samlet de første 100.000 kroner ind til retssagen.

Sammen med flere advokater arbejder aktivisterne nu på at udarbejde en stævning mod Justitsministeriet. Det er planen, at stævningen mod staten skal offentliggøres den 15. marts. Herefter bliver den indleveret til retten den 2. april 2018.

Aktivisterne havde oprindeligt sagsøgt it- og telegiganten TDC med krav om at stoppe den omfattende registrering af oplysninger om kunderne, som gør det muligt at kortlægge danskernes færden. Men teleselskabet henviser til, at det er justitsministeren, der har pålagt dem at fortsætte med at logge oplysningerne om danskernes opkald og sms'er.

>> LÆS OGSÅ: TDC i retten for ulovlig overvågning

Siden EU's logningsdirektiv i 2007 blev indført i dansk lov via logningsbekendtgørelsen i forbindelse med terrorpakken, har internet- og teleselskaberne været pålagt at gemme milliarder af oplysninger om, hvilke telefonnumre borgerne ringer til, hvem der er afsender og modtager, varighed og afsender og modtager af sms-beskeder, samt hvor telefonen befinder sig. Der gemmes dog ikke oplysninger om, hvad der bliver skrevet eller sagt.

I 2016 kendte EU-domstolen i en svensk sag det ulovligt at gemme data om borgernes sms'er, opkald, datatrafik og geografiske færden. Dommen fik både Tele2 og andre teleselskaber i Sverige til at indstille logningen.

Teleindustri kræver afklaring

Brancheorganisationen Teleindustrien, der organiserer de danske teleselskaber, har netop sendt et brev til EU-kommissionen. 

Teleselskaberne efterlyser "en afklaring af de fremtidige rammer for logning hurtigst muligt".

I brevet orienterer telebranchens brancheorganisation EU-Kommissionen om status for logningen og logningsreglerne i Danmark, og opfordrer EU-Kommissionen til at sikre, at "en afklaring af de fælles EU-rammer for logning på teleområdet får absolut højeste prioritet".

Udskyder logning igen, igen…

Skiftende justitsministre har siden 2002 lovet, at de vidtgående danske logningsregler skulle evalueres.

Men nu vil justitsministeren udskyde den længe ventede evaluering – og ændring af de danske regler. Det er niende gang, at en justitsminister udskyder en evaluering og ændringer i logningsreglerne.

Det fremgår af et svar til Folketinget, som justitsminister Søren Pape Poulsen netop har afgivet. Justitsministeren henviser til, at EU-Kommissionen endnu ikke er kommet med sin redegørelse af, hvordan de nationale logningsregler skal ændres efter at EU's logningsdirektiv – som de danske og andre europæiske logningsregler bygger på – blev kendt ulovligt sidste år.

>> FØLG internetaktivisternes sag på ulovliglogning.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jan. 2018 - 09:14   24. jan. 2018 - 09:51

Overvågning

ml@arbejderen.dk
Logningsbekendtgørelsen
  • Logningsbekendtgørelsen pålægger alle internet- og teleudbydere at gemme oplysninger om alle borgeres kommunikation via telefon og internet i ét år. 

  • Logningsreglerne blev vedtaget som led i den danske terrorpakke II fra 2006, og trådte i kraft i 15. september 2007.

  • Siden bekendtgørelsen blev indført, har internet- og teleselskaberne gemt milliarder af oplysninger om blandt andet telefonnumre, varighed og lokation for sms-beskede og telefonopkald. Der gemmes dog ikke oplysninger om kommunikationens indhold (hvad der er blevet skrevet eller sagt).

  • Herudover skulle selskaberne også gemme oplysninger om danskernes færden på nettet - eksempelvis hvilke hjemmesider danskerne besøger. Men denne automatiske overvågning blev afskaffet af justitsministeren i juni 2014.

  • Indtil nu er hver eneste dansker i gennemsnit blevet registreret mere end en gang i minuttet på enten mobiltelefonen eller på internettet. Det svarer til i alt 3,5 billioner registreringer alene i 2013, viser tal fra Teleindustrien.