21 Oct 2019  

KBH: Spredte skyer, dis, 11 °C

Sebastian Dorset: Stem på Folkebevægelsen mod EU!

Appel til venstrefløjen

Sebastian Dorset: Stem på Folkebevægelsen mod EU!

Standupperen, fordragsholderen og historiefortælleren Sebastian Dorset stemmer normalt SF til valgene, men han sætter søndag sit kryds ud for Folkebevægelsen mod EU.

Du kan ikke lægge makeup på en gris og sminke det syge i EU-projektet, mener Sebastian Dorset.
FOTO: privat
1 af 1

Komikeren Sebastian Dorset forstår udmærket, at mange venstreorienterede er i tvivl om, hvad de skal stemme til EU-parlamentsvalget søndag. Måske har de tænkt sig at stemme blankt eller helt blive hjemme.

Det er meget prisværdigt af SF og Enhedslisten, at de vil ændre EU indefra. Men det kan man grundlæggende ikke.
Sebastian Dorset, standupper med mere.

– Drop tvivlen. Gå ned og stem på den tværpolitiske EU-modstand og Folkebevægelsen mod EU til EU-parlamentvalget, siger Sebastian Dorset til Arbejderen.

Selv har han i mange år stemt på SF ved regionsvalg og har tænkt sig at blive ved med det. Men søndag falder krydset anderledes.

– EU er en konstruktion, der er uvenlig overfor arbejderne. Den er helt på arbejdsgivernes præmisser, siger den 48-årige entertainer, der blandt andet er kendt for i 2003-2009 at have været redaktør på DR's satireredaktion Tjenesten.

EU er ikke for mennesker

– Det er prisværdigt af SF og Enhedslisten, at de vil ændre EU indefra. Men det kan man grundlæggende ikke. Systemet, der bygger på, at varer og mennesker frit kan bevæge sig rundt, beskytter ikke menneskene, mener Dorset.

– Vi kan for eksempel ikke gennem EU stoppe, at polske varer, der kommer til Danmark, er fyldt med gift. EU mener, at et dansk nej i så fald vil være en "teknisk handelshindring", lyder det fra Sebastian Dorset.

Komikeren, der i 1999 medvirkede i to afsnit af tv-sketchprogrammet Casper & Mandrilaftalen, kalder EU "hamrende udemokratisk".

– Man kan ikke lægge makeup på en gris og sminke det syge i EU-projektet, siger Sebastian Dorset.

Han mener, at det kun er EU-kommissionen og EU's Ministeråd, der kan få sin politik igennem i EU.

– Det er et udemokratisk system, vi ikke kan slippe ud af, advarer Dorset, der i 2008 var medskribent på taler til tidligere SF-leder Villy Søvndal.

Sebastian Dorset stemte sidste gang på Peter Westermann fra SF ved regionsvalget i Danmark.

– Han er utrolig kompetent og en god ven. Men ved EU-parlamentsvalget går min stemme til Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU. Hun er en god "vagthund" i EU-parlamentet, vidende og engageret, mener standupperen, der også har medvirket i standuptourneen Fem på flugt med Mikael Wulff, Omar Marzouk, Lasse Rimmer og Carsten Bang.

EU som fredens projekt?

Sebastian Dorset, der er født i Aalborg, opfordrer så mange venstreorienterede vælgere til at sætte kryds ved liste N. Han afviser argumentet om, at EU er "fredens projekt", der har forhindret krig.

– Jeg plejer at spørge de, der taler om EU som fredens projekt, om de ønsker en EU-hær. Og om hvem vi skal være bange for? Mig bekendt har Norge aldrig angrebet os, lyder det rapt fra Dorset, der heller ikke tror på påstanden om det "frie EU-samarbejde".

– Selvfølgelig skal landene samarbejde på tværs af grænser, men ikke gennem en stål- og kul-union, som EU i bund og grund er, siger Sebastian Dorset, der flere gange har været medvært i det årlige standupshow til fordel for Unicef, kaldet Talegaver til Børn.

Han mener ikke, at EU er en modvægt til en kugleskør Donald Trump i Det Hvide Hus.

– Det er jo indlysende, at der skal en modvægt til, men behøver vi have en nyliberal union til det? Hvorfor sætter de europæiske lande sig ikke bare sammen hvert halve år og aftaler, hvordan de skal tackle Trump? Det behøver vi sørme ikke en union til.

Sebastian Dorset deltog i denne uge i Folkebevægelsens gademøde på Sankt Hans Torv i København, hvor han holdt en kort tale og delte brochurer ud for liste N.

Er det ikke et problem for dig som standupper og komiker, at du blander dig i politik på denne måde?

– Jeg kan ikke lade være. Jeg var sikkert blevet rig, hvis jeg ikke havde blandet mig i politik. Men nu er det for længst for sent. Forklaringen på engagementet er nok, at jeg har en overdimensioneret retfærdighedssans.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. maj. 2019 - 14:33   24. maj. 2019 - 15:24

EU-valg 2019

ah@arbejderen.dk
Rød bog: Sebastian Dorset
  • Standupper, skribent, foredragsholder og historiefortæller.
  • Født 29. september 1970 i Aalborg.
  • Debuterede som standupkomiker i 1995 på Britannia i København.
  • Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1997.
  • Har medvirket i Casper & Mandrilaftalen, Fem på flugt, Stand-up.dk og Talegaver til Børn.
  • Var fra 2003 til 2007 bagsideskribent på gratisavisen Urban.
  • Fra 2003 til 2009 redaktør på DRs satireredaktion Tjenesten.
  • Var vært på 6'erens komiske talentshow Danmarks næste Comedy-stjerne.
  • Har skrevet materiale til Mette Lisby, Jarl Friis Mikkelsen, Jan Gintberg og til Tobias Dybvads program Dybvaaaaad! på TV 2 Zulu.
  • Var i 2008 medskribent på taler for Villy Søvndal (SF).