03 Dec 2020  

KBH: Overskyet, 2 °C

Se billederne: Aldrig mere Krystalnat

Faklerne blev tændt i flere byer

Se billederne: Aldrig mere Krystalnat

I København, Aarhus, Aalborg, Svendborg og Randers blev nazisternes overgreb mindet.

Der blev tændt fakler i går i flere danske byer for at mindes Krystalnatten, hvor nazisterne i 1938 angreb jøder overalt i Tyskland og Østrig.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Danskere tændte i går aftes fakler i flere byer for at markere årsdagen for Krystalnatten, hvor nazister i 1938 overfaldt jødiske borgere og smadrede butikker, synagoger og ejendomme i Tyskland og Østrig.

Det er op til alle os at blive ved med at holde bevidstheden om det had og den intolerance, der har fundet sted, og det, der stadig finder sted rundt om i verden, i live.
Hans Hüttel, Amnesty International i Aalborg

I København mødtes en række organisationer samlet i Krystalnatinitiativet på Kultorvet for at tage afstand fra racisme dengang som nu og sige nej til undertrykkelse af mindretal og diskriminerende lovgivning.

Krystalnatinitiativet i København har siden 1993 afholdt fakkelmanifestation den 9. november på årsdagen for nazisternes overfald på jøder i Tyskland og Østrig.

Om natten beskyttede motorcykelklubben Muju & Co. MC Danmark de jødiske gravsteder på Vestre Kirkegård i København for at undgå en gentagelse af sidste års hærværk. 

Muju og Co. er den første muslimsk-jødiske motorcykelklub i verden. Klubben er også åben for kvindelige medlemmer.

Mod ghettolov og flygtningehetz

Med håndsprit, masker, afstand og fakler mødtes borgere også udenfor hovedstaden.

I Svendborg inviterede Antiracistisk Netværk og SOS Racisme Danmark under overskrifterne ”Aldrig mere en Krystalnat” og ”Børnene ud af Moria”.

I Aarhus satte Aarhus for Mangfoldighed fokus på racismen i Danmark i dag og sagde: Stop tvangsflytninger af beboerne i de såkaldte ghettoområder. Luk udrejsecentrene. Flygtninge er velkomne i Danmark.

I Aalborg trodsede en række borgere pandemi og kulde for at bakke op om Amnestys krystalnatsarrangement ved 4. Maj-Kollegiet ved siden af den jødiske kirkegård. Her sang de "Kringsatt av fiender", og Hans Hüttel fra Amnesty International holdt tale.

– Sidste år sagde vi: Aldrig mere en Krystalnat. Nej til had og intolerance. Nej til antisemitisme, nej til racisme, nej til homofobi, nej til diskrimination og forfølgelse. Næste morgen vågnede vi op til en grim nyhed: Den jødiske kirkegård i Randers var blevet skændet, og her i Aalborg var der blevet malet graffiti på muren, lød det fra Hans Hüttel.

– Siden er gerningsmændene blevet dømt. Men det var ikke en enkeltstående hændelse. Antisemitismen og andre former for had og intolerance bliver ved med at dukke op, her 82 år efter Krystalnatten... Det er op til alle os at blive ved med at holde bevidstheden om det had og den intolerance, der har fundet sted, og det, der stadig finder sted rundt om i verden, i live. Ikke for at søge hævn, men for at få stoppet hadet og intolerancen derude og forhindre, at det kan sprede sig og forgifte menneskers liv. Aldrig mere en Krystalnat!

Blomster ved grave udsat for hærværk

I Randers var dette års krystalnatarrangement noget særligt.

Sidste år blev der natten mellem den 9. og 10. november begået hærværk mod flere jødiske bygninger. I Randers blev den jødiske gravplads udsat for hærværk af den nazistiske gruppe Nordfront.

>> LÆS OGSÅ: Højreekstreme tiltalt for hærværk mod jødisk gravplads

Derfor brugte Randers mod Racisme årsdagen for hærværket til at mindes ofrene for nazisternes forbrydelser ved at lægge blomster ved de grave, der sidste år blev udsat for hærværk. Blomsterne er ikke blot et minde om ofrene for Holocaust, men også et symbol på, at Nordfronts antisemitisme skal bekæmpes med kærlighed og mangfoldighed.

Mindes nazisternes vold og hærværk

I går var det 82 år siden, at nazister i 1938 overfaldt jødiske borgere og smadrede butikker, synagoger og ejendomme i Tyskland og Østrig.

Natten blev opkaldt "Krystalnatten" på grund af glasset fra de mange ruder i jødiske forretninger og hjem, som lå knust på gaderne og lignede krystaller.

Mange blev slået ihjel, og store værdier – økonomiske og kulturelle – gik tabt.

Krystalnatten blev starten på en systematisk nazistisk kampagne, der førte til udryddelsen af seks millioner jøder samt romaer, handikappede, homoseksuelle, antinazister, fagforeningsfolk og andre politiske modstandere.

For at mindes ofrene og minde offentligheden om, hvad der skete dengang – og at det kan ske igen – bliver Krystalnatten hvert år markeret den 9. november.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. nov. 2020 - 13:38   10. nov. 2020 - 14:23

Krystalnat

ml@arbejderen.dk